Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Ny undersøgelse: Flere ved, at overvægt kan give kræft

26-08-2021
Flere danskere end tidligere kender sammenhængen mellem overvægt og kræft, viser en ny undersøgelse af danskernes viden om og holdninger til overvægt og sundhed. Men langt de fleste ved fortsat ikke, at overvægt øger risikoen for kræft.
Foto: Kræftens Bekæmpelse

Foto: Kræftens Bekæmpelse

30 pct. af danskerne ved, at overvægt kan øge risikoen for at få kræft. Det viser en undersøgelse fra 2021, der er foretaget af Kantar Gallup for Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen, Hjerteforeningen og Diabetesforeningen.

Dermed er kendskabet til sammenhængen mellem overvægt og kræft styrket markant siden 2019, hvor kun 22 pct. vidste, at overvægt øger risikoen for kræft. Men trods stigningen er andelen på 30 pct. fortsat alt for lavt.

Til sammenligning ved mere end otte ud af ti danskere, at overvægt kan øge risikoen for både type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme, viser undersøgelsen.

- I Kræftens Bekæmpelse arbejder vi for, at flere bliver klar over, at overvægt øger risikoen for at udvikle en række kræftformer. Kendskabet er fortsat for lavt, men det er glædeligt, at det er steget markant siden år 2019. Vi vil i de kommende år fortsætte vores indsatser for at øget kendskabet til overvægt som risikofaktor for kræft, forklarer chefkonsulent Gitte Laub Hansen fra Kræftens Bekæmpelse.

Langt fra viden til handling
Den nye undersøgelse viser derudover, at danskerne generelt har en god viden om, hvad de selv kan gøre for at leve sundere og nedsætte risikoen for at udvikle overvægt – ved eksempelvis at spise mindre fastfood og slik, drikke mindre sodavand og spise mere fuldkorn, frugt og grønt.

Næsten seks ud af ti af de adspurgte vurderer, at det vil være let eller meget let for dem at spise mindre fastfood. Og det er rigtig positivt, mener chefkonsulent Gitte Laub Hansen, der dog ville ønske, at danskerne også i højere grad ville handle i overensstemmelse med deres viden.

Hovedresultater fra undersøgelsen
  • Næsten 2 ud af 3 af de adspurgte ved, at mellem 40 og 60 pct. af den danske befolkning har overvægt. Ifølge Sundhedsprofilen (2017) har 51 pct. af danskere over 16 år overvægt.
  • 8 ud af 10 mener, at vi lever i et samfund, som gør det nemt at røre sig for lidt og spise for meget.
  • 3 ud af 4 mener, at overvægt er et personligt ansvar.
  • 85 pct. mener, at det er vigtigt at lægen taler med borgeren/patienten om overvægt.

Bliv klogere på danskernes viden om og holdninger til overvægt og sundhed, og læs undersøgelsen i sin helhed.

Det skal være nemmere at leve sundere
En stor andel af de adspurgte i undersøgelsen placerer en del af ansvaret for overvægt og stilsiddende adfærd hos samfundet. Mere end otte ud af ti svarer, at vi lever i et samfund, der gør det nemt at røre sig for lidt og spise for meget.

Det fedmefremmende samfund gør det sværere for den enkelte at leve sundere. Det hænger f.eks. sammen med, at varer som sodavand og slik er utroligt billige og fås i store pakninger, at indretningen af supermarkedet og tilbud får os til at købe mere, end vi har brug for, og at passiv transport fremmes på bekostning af aktiv transport.

- Det kan være svært for mange at reducere deres overvægt, men uanset hvor meget man vejer, er noget af det bedste, man kan gøre for sin sundhed, at spise sundt og bevæge sig regelmæssigt. Derfor er det vigtigt at arbejde målrettet for at skabe gode rammer, der gør det nemmere at leve sundere, siger chefkonsulent i Kræftens Bekæmpelse, Gitte Laub Hansen.

Kræftens Bekæmpelse arbejder bl.a. sammen med myndighederne og erhvervet i Fødevarepartnerskabet for Sundhed og Klima-, Ja tak lidt mindre-partnerskabet og Fuldkornspartnerskabet for at gøre de sunde mad- og drikkevarer mere tilgængelige og sikre en mærkning der gør det lettere at vælge sundere, f.eks. det grønne Nøglehulsmærke og Fuldkornslogoet.

Fakta om undersøgelsen

Undersøgelsen ”Danskernes viden om og holdninger til overvægt og sundhed 2021” er gennemført af Kantar Gallup i foråret 2021 på vegne af Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Diabetesforeningen.

Undersøgelsen bygger på besvarelser fra 5.064 voksne danskere, repræsentativ på køn, alder, uddannelse og region, om viden og holdninger til overvægt.

Undersøgelsen gentages hvert andet år for løbende at vurdere eventuelle ændringer i danskernes viden om og holdning til overvægt. Denne undersøgelse er nummer to i rækken.