Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Opfølgningsforløb til kræftpatienter: Annette vil gerne ses af den samme hver gang

06-12-2019
71-årige Annette Lis Nielsen er en af de kræftpatienter, som gennem en årrække har gået til opfølgning efter sin kræftsygdom. Her kan du læse, hvordan hun har oplevet at gå til halvårlige opfølgningsforløb gennem fire år.

Alle patienter er forskellige - i denne artikel kan du møde en af de kræftpatienter, der deltager i opfølgningsforløb efter sin kræftsygdom og høre om hendes erfaringer. Foto: Colourbox

Annette Lis Nielsen har haft brystkræft og har gennem fire år gået til halvårlige opfølgningsbesøg på Næstved Sygehus. Foto: Privat

I det meste af julemåneden i 2014 havde Annette Lis Nielsen følt sig skidt tilpas. Den ellers så energiske direktionssekretær var gået på pension to måneder før, som 66-årig, og burde have masser af overskud. Men i stedet var hun så træt. 

En morgen foran spejlet bemærkede Annette Lis Nielsen noget, som gjorde hende urolig. Nemlig en indtrækning i huden på højre bryst. Hun kontaktede sin læge, og i januar 2015 blev hun opereret på Ringsted Sygehus, hvor hun fik fjernet en kræftknude i brystet. Operationen blev efter et par uger fulgt op med endnu en operation, hvor kirurgen fjernede lymfeknuderne i armhulen, hvor der også var fundet kræftceller. 

Dernæst fulgte 25 strålebehandlinger, hvor Annette Lis Nielsen og hendes mand dagligt kørte turen til Næstved Sygehus, så hun kunne få stråler mod bryst, armhule og hals. 

- Personalet var utrolig søde, og jeg sammenligner dem gerne med engle, der hjalp mig gennem forløbet. Men alligevel var det en barsk omgang. Flere steder blev min hud til åbne sår, så efter behandlingerne var slut, var jeg ret medtaget, siger Annette Lis Nielsen. 

Samtidig satte sygdommen følelserne i gang: 

- Da jeg fik diagnosen, blev jeg faktisk vred. For jeg syntes, det var uretfærdigt, at jeg blev syg. Jeg har arbejdet, siden jeg var 15 år, og havde glædet mig til at gå pension. Men jeg blev også trodsig og tænkte, at den sygdom skulle få kamp til stregen. Hver dag stod jeg op, tog et bad, satte mit hår og lagde makeup. Jeg holdt mig selv i gang, og der var ikke nogen, der skulle have ondt af mig, fortæller Annette Lis Nielsen. 

Ønskes: Et kendt ansigt
Siden behandlingerne er afsluttet, har Annette Lis Nielsen gået til halvårlige opfølgningsbesøg på Næstved Sygehus. Her møder hun typisk en ny læge hver gang. Lægen mærker vævet i brystet og lymfeknuderne i armhulen igennem. 

For Annette Lis Nielsen er det imidlertid ikke afgørende, at det er netop en læge, hun ser til opfølgningerne. Hun ville være helt tryg ved, at det eksempelvis var en specialuddannet sygeplejerske eller en praktiserende læge, der stod for undersøgelserne. Særligt hvis det kunne betyde, at hun blev fulgt af den samme person. 

- Det vigtigste for mig er, at det er en, jeg har tillid til, og at jeg stoler på det, de siger. Og det kunne jeg sagtens gøre med en med en anden uddannelse end kræftlæge. Især hvis det var den samme, jeg kom til kontrol hos hver gang. Det ville give mig en større tryghed og en bedre dialog, hvis jeg havde truffet personen før, siger Annette Lis Nielsen. 

Som udgangspunkt bliver Annette Lis Nielsen ikke scannet, når hun er til opfølgningsbesøg, og det er en anden ting, Annette Lis Nielsen gerne ville have ændret, hvis hun kunne. En scanning ville give en ekstra tryghed, mener hun. 

De gange, hvor Annette Lis Nielsen har mærket noget, der ikke var som det skulle være, har lægerne dog handlet hurtigt og givet hende tid til en scanning med kort varsel. Senest på Næstved Sygehus, hvor undersøgelser viste, at de smerter, Annette Lis Nielsen mærkede i ryggen og brystet, heldigvis ikke var kræft, men i stedet viste sig at være slidskader på knogler og led.   

Opfølgningsbesøg
I dag er Annette Lis Nielsen bevidst om at nyde livet og ønsker ikke, at sygdommen skal fylde for meget. Men det er svært helt at slippe bekymringen for, om kræften er vendt tilbage, hvis noget mærkes anderledes i kroppen. Så dukker tanken om kræft op som en lille orm, der gnaver i maven. 

Under opfølgningsbesøget får lægen og Annette Lis Nielsen også altid en snak om, hvordan Annette Lis Nielsen har det fysisk; om hun har symptomer eller har mærket noget i kroppen, der ikke er som det skal være. 

- Men vi taler aldrig om, hvordan jeg har det psykisk, det bliver der ikke lagt op til, siger Annette Lis Nielsen. 

Den del har Annette Lis Nielsen derfor selv fundet andre løsninger på at tage hånd om. Blandt andet gennem samvær med andre kræftpatienter på forskellige rehabiliteringshold og i venskabet med en gruppe, der alle er tidligere kræftpatienter, og som i dag mødes hver 14. dag og går tur, hvor de får snakket. Annette Lis Nielsen nyder i det hele taget at være i naturen, og hun går også med sin mand, Andreas, og holder af at bruge tid i haven. 

Mange gode år
Annette Lis Nielsen har gået til kontrol i fire år, og de faste indkaldelser lakker så småt mod enden. Det sidste opfølgningsbesøg finder sted i juni 2020: 

- Det er naturligvis en dag, jeg både glæder mig til, men som også giver lidt uro i maven over helt at blive sluppet af hospitalet. Men jeg prøver at tænke positivt. Jeg tror på, at der er mange gode år til mig endnu, og jeg husker at nyde hver eneste dag, siger Annette Lis Nielsen.