Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

På søndag går Sophia for brystkræftsagen: 'Jeg har mærket på egen krop, hvad al den støtte og forskning går til'

26-08-2020
Under budskabet 'Fordi ingen bryster skal have kræft' løber og går over 4.000 danskere på søndag. Motionseventen er virtuel og et helt nyt tiltag, som Støt Brysterne står bag. 30-årige Sophia Baden er blandt de tusindvis af deltagere. Som tidligere brystkræftpatient bakker hun sammen med sin familie op om dagen. Du kan også være med.

På Søndag går Sophia for brystkræftsagen sammen med hele familien

Hvert år rammes knap 5.000 kvinder i Danmark af brystkræft, mens over 60.000 i dag lever med diagnosen. Det gør rigtig mange mennesker til patienter og pårørende. Derfor har over 4.000 danskere allerede meldt sig til Støt Brysternes nye virtuelle motionsevent, som afholdes til fordel for brystkræftsagen.

Blandt de mange deltagere er 30-årige Sophia Baden.

- Jeg støtter selvfølgelig op om dagen, da jeg på egen krop har mærket, hvad al den støtte og forskning går til," fortæller hun.

I december 2017 fik Sophia som 27-årig konstateret brystkræft med spredning til lymfer i armhulen. På daværende tidspunkt var hendes søn, Arnold, kun halvandet år gammel, og Sophia var lige startet på en uddannelse som intensivsygeplejerske.

- Da jeg fik diagnosen, var det eneste, jeg kunne tænke på, at jeg ikke ville dø fra min søn. Kræften skulle ikke have lov til at fratage ham retten til at vokse op med både sin mor og sin far. Angsten for at dø fik ofte taget på mig, men med tiden blev det nemmere at håndtere og nemmere at fokusere på alt det positive i livet.

Sophia - to år efter behandlingen - sammen med sønnen Arnold.

Efter et langt og hårdt sygdomsforløb med både operation, kemobehandling og stråler fik Sophia sin sidste behandling i juni 2018. Og den efterfølgende måned beskeden om, at hun nu var kræftfri. 

- Det var en af de lykkeligste dage i vores liv, fortæller hun med et smil på læben og tilføjer:

- Jeg er så taknemmelig for, at lægerne i dag er så dygtige på brystkræftområdet. For det har været med til at redde mit liv. Men jeg håber også, at de bliver endnu klogere, så vi i fremtiden kan sørge for, at færre bliver ramt, flere overlever, og flere lever et bedre liv efter det barske behandlingsforløb. Eventen på søndag kan være et meget vigtigt bidrag til det arbejde.

- For mig er det så livsbekræftende at få lov til at deltage med min mand, vores børn og vores nære venner, hvor vi kan tale om og mindes den tid, som vi har været igennem, men også om, hvor fantastisk det er at være her i dag og se, hvor meget der er sket siden den frygtelige december måned i 2017.

Den 30. august deltager Sophia med sin familie, en nær veninde og hendes mand. Veninden har Sophia mødt under sit kræftforløb, da hun - også som 27-årig - blev ramt af brystkræft i december 2017. For dem lyder startskuddet hjemme fra Sophias hoveddør i Otterup på Fyn.

Vil du også løbe eller gå med?

Tilmeld dig 

Hvert skridt tæller
Alle kan være med. Om man vil løbe alene, med en veninde eller bare slentre en tur med familien, som Sophia, er helt op til deltagerne selv. Ligesom det er helt valgrit, om startskuddet skal lyde fra hjemadressen eller en anden planlagt rute.

Hvert skridt tæller, understreger kampagneansvarlig for Støt Brysterne Sisan Bové:

- Nye tal viser, at 4.894 kvinder i Danmark fik konstateret brystkræft i 2019. Og det tal vil stige. De næste 10 år forventes en stigning på hele 9 pct. Det betyder, at antallet vil stige til 5.325 brystkræfttilfælde frem mod 2029.

- Heldigvis er der sket store fremskridt inden for brystkræft. Men den forventede stigning stiller stadig krav om udvikling af mere effektive diagnosemetoder samt skånsomme og præcise behandlinger. Derfor er det fortsat vigtigt at sætte fokus på brystkræftsagen på nye måder. Mange på tværs af landet har allerede taget godt imod vores nye initiativ, men vi håber, at endnu flere vil tilmelde sig og bakke op om dagen.

For når vi står sammen og indsamler penge til Støt Brysterne, er vi alle sammen med til at bekæmpe brystkræft. De penge, som bliver indsamlet, går til tre vigtige indsatsområder: Forskning, forebyggelse og patient- og pårørendestøtte.

Læs, hvordan de indsamlede midler bliver fordelt: 

Det går pengene til 

Om eventen

Motionseventen er virtuel og finder sted den 30. august. Tid og sted er valgfrit. Der er fire forskellige ruter, hvor det er muligt at løbe eller gå fem eller 10 km. Det koster 130 kroner at være med. Alt overskud fra billetsalget går ubeskåret til Støt Brysterne og Kræftens Bekæmpelses tre indsatsområder forskning, forebyggelse og patientstøtte.

Læs mere om eventen og tilmeld dig

Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Så vi har brug for støtte fra dig og andre, der vælger at bakke op om kræftsagen og derved er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft.