Gå til sygdomsliste

Høring over udkast til lov om godtgørelse til andenhåndseksponerede asbestofre

Kræftens Bekæmpelse ønsker ved denne lejlighed at tilkendegive en stor glæde over etableringen af ordningen, som indtil videre har betydet ikke blot en mærkbar økonomisk kompensation for målgruppen, men også opleves som en anerkendelse af, at mennesker er blevet alvorligt syge på grund af deres indirekte omgang med asbest.

Imidlertid har der siden ordningens etablering vist sig at være en yderst beskeden undergruppe, som hverken er berettiget til arbejdsskadeerstatning eller kompensation. I de få konkrete tilfælde som foreningen har kendskab til, har der været tale om medhjælpende ægtefæller, der i forbindelse med arbejdet i virksomheden har været direkte, såvel som indirekte eksponeret for asbest.

Når det af bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 5 fremgår, at godtgørelse ikke kan ydes, hvis ansøgeren som følge af lunge-, bug- eller testikelhindekræft er berettiget til arbejdsskadeerstatning, jf. s. 4 i lovforslaget, kan det læses som, at der herved lægges til grund, at den direkte asbesteksponerede vil være berettiget til arbejdsskadeserstatning. Dette er imidlertid ikke altid tilfældet.

I få tilfælde er det vurderet, at den medhjælpende ægtefælles tilknytning til arbejdspladsen har været for beskeden til, at skader opstået i forbindelse med udførelsen af arbejdet, er omfattede af arbejdsskadelovens anvendelsesområde.

På trods af at alene beskeden eksponering af asbest i helt ned til to ugers arbejde, kan udløse eksempelvis lungehindekræft, og på trods af at retspraksis viser, at selv beskeden hjælp og gåen til hånde i flere tilfælde kan udløse en status som arbejdstager, kan medhjælpende ægtefæller opleve på den ene side at have været direkte eksponeret for asbest på sit arbejde igennem flere år, uden at få anerkendt sygdommen som en arbejdsskade, og samtidig at have været for direkte eksponeret for asbest til at være omfattet af den særlige kompensationsordning.

På trods af at der vil være tale om en yderst beskeden undergruppe af de indirekte asbesteksponerede, er det imidlertid en retstilstand, der for den enkelte opleves paradoksal og urimelig.

Henset til, at det er foreningens skøn, at der formentligt vil være tale om helt ned til en enkelt eller to individer om året - muligvis slet ingen årligt - der oplever at få afslag på såvel arbejdsskadeerstatning såvel som kompensation, er det foreningens ønske, at § 2, nr. 5 gøres mere lempelig.

I sagens natur er det helt rimeligt, at det ikke skal være muligt at få udbetalt både en erstatning og en kompensation for den samme skade, men i de få tilfælde, hvor den kræftsyge både har været direkte og indirekte eksponeret, bør kompensation gives, hvis der er givet afslag til arbejdsskadeerstatning, under forudsætning af at de øvrige betingelser i den foreslåede særlov er opfyldt.

Afslutningsvis bemærkes, at foreningen finder det meget positivt, at der vedtages denne særlov, der specifikt regulerer og opregner kriterierne for at opnå godtgørelse.

  

Med venlig hilsen

Laila Walther
Afdelingschef