Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Prestigefyldt pris til forskningsleder fra Kræftens Bekæmpelse

04-06-2020
Professor og forskningsleder Jiri Bartek fra Kræftens Bekæmpelse har netop modtaget den norske ”Anders Jahres medicinske pris” for sin banebrydende forskning inden for cellebiologi.
Jiri Bartek i laboratoriet

Jiri Bartek er forskningsleder i Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, hvor han står i spidsen for gruppen "Genomintegritet". Foto: Tomas Bertelsen

...Med udgangspunkt i grundforskning har Jiri Bartek og Jiri Lukas vist, hvordan grundforskning kan gå hele vejen fra laboratoriet til kliniske forsøg og have stor relevans for kommende kræftpatienter.

Professor Mef Nilbert, forskningschef i Kræftens Bekæmpelse

Det er en af de største nordiske priser inden for medicin, som professor Jiri Bartek er blevet tildelt sammen med sin mangeårige samarbejdspartner, professor Jiri Lukas fra Københavns Universitet. 

Anders Jahres medicinske pris uddeles af Oslo Universitet, og med den følger en mio. norske kroner. Jiri Bartek, der leder forskningsgruppen ”Genomintegritet” hos Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, modtager prisen for sin forskning inden for celledeling. Her har Jiri Bartek blandt andet forsket i, hvordan celler deler sig, og i deres evne til at reparere skader på DNA’et som ellers kan føre til kræft. 

Portræt af Jiri Bartek: Kræftforsker i verdensklasse

Jiri Barteks mangeårige forskning har ført til et helt nyt forskningsfelt kaldet replikationsstress. Her arbejder forskere på at forstå, hvad der sker, når cellens normale deling bliver forstyrret, og på at forstå de sygdomme og skader på DNA’et, der opstår som følge af replikationsstress. 

Jiri Barteks forskning har også ført til viden, som med støtte fra Kræftens Bekæmpelse er kommet ud til patienter i forsøg. Han står nemlig bag resultater, der viser, at Antabus kan forstærke effekten af kemoterapi. Det er resultater, som bliver testet i forsøgsbehandlinger på kræftpatienter. 

Antabus kan være et nyt våben mod kræft – skal nu testes på kræftpatienter

Mef Nilbert, der er forskningschef i Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, glæder sig over den store hæder til de to prismodtagere: 

– Det er en stor glæde at høre, at Jiri Bartek og Jiri Lukas modtager Anders Jahres medicinske pris 2020. De to er pionerer inden for forskning i DNA replikation, genomintegritet og DNA-reparation og har bidraget med centrale brikker til puslespillet om, hvordan fejl i disse grundlæggende processer kan øge risikoen for kræft. Det er viden, som i fremtiden kan få stor betydning for patienterne. Deres opdagelser giver nemlig håb om, at man kan udvikle behandlinger rettet mod kræftsygdomme, der skyldes fejl i DNA-reparationssystemet. Med udgangspunkt i grundforskning har Jiri Bartek og Jiri Lukas vist, hvordan grundforskning kan gå hele vejen fra laboratoriet til kliniske forsøg og have stor relevans for kommende kræftpatienter, siger hun. 

Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning

Derfor er din støtte vigtig

Kræftens Bekæmpelse støtter kræftforskning landet over, og har desuden sit eget forskningscenter, Center for Kræftforskning, der ligger på Østerbro i København. Center for Kræftforskning er 2017 kåret til verdens stærkeste kræftforskningscenter. Her arbejder dedikerede forskere fra hele verden.

Vores bidrag til kræftforskningen er kun mulig takket være din støtte. Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Så vi har brug for støtte fra dig og andre, der vælger at bakke op om kræftsagen og derved er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft.

Se hvordan du kan støtte

Jiri Bartek er en del af Dream Team

Jiri Bartek arbejder i forskningscentret CARD (Center for Autophagy, Recycling and Disease). I Kræftens Bekæmpelse kalder vi det også Dream Team, fordi det består af 70 af verdens bedste kræftforskere. Forskerne arbejder på at finde svar, der i fremtiden kan sikre bedre behandlinger til gavn for kræftpatienter.