Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
De ældre kræftpatienter undersøges systematisk for en række problemstillinger: De bliver for eksempel undersøgt for, om de har andre sygdomme end kræft, som måske ikke er blevet diagnosticeret. Foto: Tomas Bertelsen
- Mange ældre kræftpatienter har flere andre problemstillinger end kræft, som man også er nødt til at tage i betragtning, siger Cecilia Lund, der er speciallæge i geriatri. Foto: Tomas Bertelsen
Klinikken på Geriatrisk Afdeling på Gentofte Hospital er åben en dag om ugen. Her tager afdelingslæge Cecilia Lund og hendes kolleger imod ældre patienter, typisk over 70 år, som har brug for hjælp til at komme igennem en kræftbehandling.
- Vi har åbnet klinikken i erkendelse af, at mange ældre kræftpatienter har flere andre problemstillinger end kræft, som man også er nødt til at tage i betragtning. For nogle af patienterne kan det være afgørende for, om de overhovedet kan tåle kræftbehandlingen, og for andre kan det være med til at øge deres livskvalitet, siger Cecilia Lund.
Hun er speciallæge i geriatri, det vil sige, hun er specialist i sygdomme hos ældre mennesker, som ofte har flere sygdomme på samme tid, og som ofte får flere forskellige slags medicin.
Klinikken er en udløber af et forskningsprojekt, som fik halvanden mio. kr. i støtte fra Knæk Cancer 2014, og som undersøger, om man kan hjælpe skrøbelige ældre tarmkræftpatienter, der skal have kemoterapi, hvis kræftlægerne samarbejder med specialister i ældresygdomme.
- Der er en stor gruppe kræftpatienter, som slet ikke kan komme i betragtning til at få kemoterapi, enten fordi de har andre sygdomme end kræft, eller at de er kommet i for dårlig fysisk form. Mange ældre patienter er desuden nødt til at afbryde en behandling på grund af bivirkninger. Hvis man kan gennemgå den kræftbehandling, der er planlagt, bør det jo i sidste ende føre til længere overlevelse, siger Cecilia Lund.
- Forskningsprojektet er endnu ikke afsluttet, men undervejs i vores arbejde kunne vi se, at de patienter, som var med i projektet, blev hjulpet. Det var simpelthen sund fornuft at hjælpe patienterne med deres problemer, hvad enten det handler om depression eller svimmelhed, fortsætter hun.
Læs hvad pengene fra Knæk Cancer-indsamlingerne går til:
Læge Cecilia Lund og sygeplejerske Louise Pelch i klinikken på Geriatrisk Afdeling på Gentofte Hospital for ældre patienter, som har brug for hjælp til at komme igennem en kræftbehandling. Foto: Tomas Bertelsen
Både i forbindelse med forskningsprojektet – og nu altså på den nye klinik, bliver de ældre kræftpatienter screenet systematisk for en række problemstillinger: De bliver undersøgt for, om de har andre sygdomme end kræft, som måske ikke er blevet diagnosticeret.
I den geriatriske vurdering indgår også en undersøgelse af deres fysiske funktion, en gennemgang og evt. ændring af deres medicin, deres psykiske og kognitive funktion, appetit, ernæring, om der er tegn på demens, svimmelhed og meget andet. Undersøgelserne kan dernæst føre til behandlinger, der kan afhjælpe de ældres problemer.
For eksempel hvis en patient går dårligt og/eller ikke har mange kræfter, kan dette stå i vejen for en kræftbehandling.
- Sådan en patient vil vi typisk henvise til fysioterapi og styrketræning, fortæller Cecilia Lund.
Det kan også være, at en patient har brug for antidepressiv medicin, nogle ekstra besøg af en hjemmesygeplejerske eller hjælp fra en diætist.
Og så er svimmelhed er et hyppigt problem hos de ældre patienter, fortæller hun.
- Svimmelhed kan have mange årsager, og her skal vi finde ud af, om det skyldes for lavt eller for højt blodtryk, om der er balanceproblemer, om det skyldes noget medicin, patienten får, eller noget helt andet, fortæller hun.
Mens klinikken er sat på skinner, fortsætter Cecilia Lund selve forskningsprojektet. Hun har nu fået indrulleret alle de patienter, der skal være med i projektet, og hun venter nu kun på, at de sidste patienter bliver færdige med deres kemoterapi, inden resultaterne kan gøres op.
Læs hvad pengene fra Knæk Cancer-indsamlingerne går til:
Sidst ændret: 23.10.2019
Af Marianne Vestergaard
Strandboulevarden 49
2100 København Ø
Tlf.: 35 25 75 00
Fax: 35 25 77 01
E-mail: info@cancer.dk
CVR: 55629013
EAN numre
Kontakt
Privatlivspolitik
Henvendelser om indsigt i
og sletning af persondata:
Indsigt i persondata
Sletning af persondata
Klager over brug af persondata:
E-mail: dpo@cancer.dk
Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 80 30 10 30
Hverdage kl. 9 - 21
Lør. - søn. kl. 12 - 17