Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Sophie er en del af coronaberedskabet: ’Jeg vil hjælpe, hvor jeg kan gøre en forskel’

20-04-2020
Sophie Rex Christensen er til daglig medicinstuderende og studentermedhjælper hos OmSorg i Kræftens Bekæmpelse. Nu har hun meldt sig som en del af coronaberedskabet i Nordjylland og er netop begyndt som lægevikar på pandemiafdelingen P7 på Aalborg Universitetshospital.
Sophie står med kittel, maske og handsker på

Sophie Rex Christenten studerer medicin og er studentermedhjælper i Kræftens Bekæmpelse. I øjeblikket er hun også en del af coronaberedskabet, og arbejder som vikar på panedemiafdelingen på Aalborg Universitetshospital. Privatfoto

- Jeg vil gerne hjælpe, når der et behov for hjælp. Og jeg kan faktisk noget af det, der er brug for i kraft af mit studie. Så det vil jeg hellere end at sidde derhjemme, siger Sophie Rex Christensen. 

Hun er medicinstuderende på Aalborg Universitet og studentermedhjælper i OmSorg i Kræftens Bekæmpelse, hvor hun er tilknyttet et Ph.d. forskningsprojekt om de sociale konsekvenser af børnekræft.

Da Sophie fik muligheden for at melde sig til coronaberedskabet, var hun ikke i tvivl om, at det var det rette at gøre. Hun har været på kursus i at håndtere meget dårlige patienter sammen med de 10 andre studerende, der også har meldt sig, og en række uddannede læger, der ikke er vant til at arbejde med meget dårlige patienter i deres daglige arbejde. 

Inden Sophie mødte på hospitalet til sin første vagt, var hun meget spændt på, hvilken virkelighed, der ventede hende; hvor meget hun ville få at lave og hvor dårlige patienterne ville være: 

- Vi hører jo om, at der ikke er så mange i Nordjylland, der er syge. Jeg har hørt fra andre, at det er roligt, men at patienterne er dårlige på en anden måde, end vi er vant til, fortæller Sophie.

Selvportræt af Sophie, hvor man kan se indgangen til pandemiafdelingen i baggrunden

Sophies første vagt varede 17 timer, og der var ikke tid til at sove, da en del patienter blev indlagt. Ingen var dog smittede med coronavirus. Privatfoto

17 timers vagt uden søvn

Sophie skal primært have aften-nattevagter på pandemiafdelingen. Her tager de imod de patienter, der bliver indlagt og testet for coronavirus. Nogle patienter har konkrete symptomer på covid-19, andre har ikke, men bliver testet alligevel for at være på den sikre side: 

- Man vil ikke risikere at få en patient indlagt på hospitalet, hvor det senere viser sig, at han eller hun var smittet, og dermed kan have bragt smitten videre til andre patienter, forklarer Sophie. 

Når patienterne ankommer til hospitalet, bliver de testet og undersøgt af en læge. Hvis lægen vurderer, at patienten er så syg, at han eller hun skal indlægges kommer patienten i isolation på pandemiafdelingen. Her ligger de indtil, der er kommet svar på coronatesten. 

Sophie og de andre lægers opgave er nu, at tage stilling til, hvad der skal ske efterfølgende – både hvis patienten er positiv for corona, og hvis patienten ikke er. 

Sophie har netop haft sin første vagt og fortæller, at de havde travlt gennem hele vagten: 

- Jeg var der i 17 timer, og på intet tidspunkt nåede vi at sove. Det kan man ellers normalt godt på en nattevagt, men det havde vi ikke tid til. Selvom vi havde travlt, så foregik alt uden panik. Vi arbejdede rigtig godt sammen, hvilket jeg var ret imponeret over, da vi jo alle er nye og har ukendte arbejdsrutiner, fortæller hun og tilføjer:

Selvom vi havde travlt, så foregik alt uden panik. Vi arbejdede rigtig godt sammen, hvilket jeg var ret imponeret over, da vi jo alle er nye og har ukendte arbejdsrutiner

Sophie Rex Christensen, medicinstuderende

- Vi havde omkring 30 patienter, der kom ind i løbet af natten, og heldigvis var ingen af dem smittede med coronavirus. 

Vi tænker mere på andre end os selv lige nu

Særligt en ældre dame gjorde indtryk på Sophie. Hun var kronisk lungesyg og var ikke vant til forværringer af sin sygdom. Men nu havde hun luftvejsgener og blev derfor indlagt og podet for corona. 

- Hun havde en syg mand derhjemme. De havde fulgt alle retningslinjer med at holde afstand og fået andre til at handle for sig, og alligevel lå hun nu på hospitalet med mistanke om coronasmitte. Og det gjorde hende rigtig nervøs. Ikke så meget for hendes eget helbreds skyld – men for hendes mands. Her gik det for alvor op for mig, hvor meget vi i denne tid først og fremmest tænker på andre end os selv. Det gjorde indtryk – og heldigvis så var hun ikke smittet, fortæller Sophie. 

Det er da også det, der driver Sophie. Muligheden for at gøre en forskel og hjælpe andre. Når Sophie træder til på pandemiafdelingen, så frigiver det andre læger, så de i stedet kan passe deres arbejde med eksempelvis kræftpatienter, der jo stadig skal have deres behandling trods coronakrisen. 

Hvor længe Sophie skal vikariere på hospitalet, ved hun ikke. Lige nu er der stille og roligt, men de forventer, at der om nogle uger, kan blive behov for ekstra hjælp. 

- Jeg lærer virkelig meget ved at være en del af beredskabet. Man møder mange meget forskellige patienter, som man skal vurdere, hvad fejler. Så det er helt sikkert nogle erfaringer, jeg kan bruge i fremtiden.

Har du spørgsmål om corona? Så kan du læse mere på vores hjemmeside:

Spørgsmål og svar om corona