Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Stafet For Livet går i gang: Flere byer end nogensinde er med

03-05-2019
I morgen holder Ikast årets første Stafet For Livet. Derefter er der stafetter 77 steder rundt om i landet helt frem til den 22. september.

Stafet For Livet afholdes 78 steder over hele landet. Her er det fra stafetten i Roskilde i 2018.

Fra Hjørring og Frederikshavn i nord til Sønderborg og Skærbæk i Syd – og østpå til Rønne.

Stafet For Livet er en landsdækkende begivenhed, som vokser år for år, og hele 10 nye byer kom med i Stafet-familien i 2018.

I år har syv nye byer meldt sig, så Stafet For Livet bliver holdt 78 steder rundt om i landet.

Stafet For Livet er et døgn med holdstafet og aktiviteter, der sætter fokus på kræftsagen, giver håb og støtter til alle, der er berørt af kræft. Stafetten varer 24 timer for at symbolisere, at det er hårdt arbejde døgnet rundt at leve med kræft.

Vil du være med? Find en stafet nær dig her

”Team Turid”
Årets første stafet finder sted i Ikast, som holder arrangementet for allerførste gang. Her stiller holdet ”Team Turid” op. Holdkaptajnen Maria Behr Ludvig fortæller, at holdet er til ære for hendes mor Turid, der døde som 48-årig i 2015 efter et længere kræftforløb.

- Jeg ved, at det ville glæde hende, at vi samler familie og venner for at mindes hende. Arrangementet er rigtig dejligt, men det er også hårdt, at sygdommen og savnet af min mor kommer i fokus, fortæller Maria Behr Ludvig.

Jeg ved, at det ville glæde hende, at vi samler familie og venner for at mindes hende.

Holdkaptajn for "Team Turid" Maria Behr Ludvig

Sammen om en fælles sag
Maria Behr Ludvig fortæller, at hun især ser frem til lysceremonien, hvor stafetdeltagerne tænder levende lys for dem, der kæmper og mindes dem, man har mistet til kræft.

- Det er rigtig rart at mærke, at der er mange, der kæmper og står sammen, siger hun.

I Ikast har man stablet et flot Stafet-arrangement på benene med fire livebands og en stor scene til underholdning. Der er også masser af tilbud til børnene, som både kan hygge sig i det kreative værksted, lave bål med lokale FDF’ere og løbe børnestafet, hvor man slutter af med at ”slå kræften af tønden”.

Læs mere om at være frivillig til Stafet For Livet

Bag det proppede program med cirka 500 tilmeldte deltagere står blandt andet Katrine Vinther, der er næstformand i Styregruppen og hold-tovholder. Hun glæder sig over det fællesskab, som Stafet For Livet skaber.

- Jeg bliver rørt af at se folk, der går sammen for en fælles sag. Det er bare så stærkt, siger Katrine Vinther.

De fleste af deltagerne ved Stafet For Livet har selv haft kræft tæt inde på livet. Enten som Fightere, der er Stafet For Livets egen betegnelse for alle, der lige nu kæmper eller har kæmpet med kræft i egen krop, eller som pårørende.

Læs om at være Fighter her

- Jeg ved, at det betyder helt vildt meget for folk, der er ramt af kræft. Det giver mulighed for at dele historier og erfaringer og stå sammen lokalt, siger Katrine Vinther.

Særlig og rørende begivenhed
Den store opbakning til Stafet For Livet glæder Kræftens Bekæmpelses formand Helen Bernt Andersen.

- Stafet For Livet er en helt særlig og rørende begivenhed, der samler, skaber fællesskab og sætter fokus på, hvad det vil sige at leve med kræft, hvad enten man er patient eller pårørende. Med den imponerende tilslutning på 78 byer nærmer Stafet For Livet sig en folkelig bevægelse, og det glæder mig, siger Helen Bernt Andersen.

Læs mere om Stafet For Livet her

Fakta: Hvad foregår der typisk til en Stafet

- Alle Fightere og holddeltagere bydes velkommen til åbningsceremonien.

- Fighterne går den første runde på banen, fighterrunden.

- Holdstafetten sættes i gang. Alle hold har minimum én deltager på banen hele døgnet.

- Når mørket falder på, samles alle til lysceremonien.

- Stafetten varer over natten for at symbolisere, at kræftpatienter kæmper med sygdommen    hele døgnet.

- Alle samles til afslutningsceremonien og fejrer fællesskab og sammenholdet.

Fakta: Stafet For Livet

- Stafet For Livet er et døgn med holdstafet, aktiviteter, underholdning og oplysning om kræftsagen.

- Nuværende eller tidligere kræftpatienter går den første runde, der kaldes fighterrunden.

- Det bliver i år afholdt i 78 byer i Danmark i 2019.

- Holdene har mindst én deltager på banen under hele stafetten, og alle kan være med unanset om man kan gå en runde eller løbe flere.

- Holdene kan vælge at samle ind til Kræftens Bekæmpelses arbejde. Enten ved at finde en sponsor eller ved at arrangere støtte-events op til stafetten.

- Stafet For Livet er en verdensomspændende begivenhed, der blev startet i USA i 1985 af en kræftlæge ved navn Gordon Klatt. I 2016 deltog 3,7 mio. mennesker i arrangementer i 29 lande, og det gør Stafet For Livet til verdens største bevægelse mod kræft.