Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Stafet For Livet: 'Jeg kan se på folks ansigter, at det betyder noget for dem'

10-05-2019
Sæsonen for Stafet For Livet blev skudt i gang lørdag den 4. maj. Det skete i Ikast, som for første gang nogensinde afholdt en stafet. Katrine Vinther er frivillig i Kræftens Bekæmpelse og har været med til at starte den op, efter hun flyttede hjem til sin barndoms by.

Det er første år, der bliver afholdt Stafet For Livet i Ikast. Katrine Vinther har været med i planlægningen helt fra start.

Mørket er ved at falde på, og roen sænker sig. I græsset står et væld af lysposer formet som et hjerte, og mens en lokal sangerinde synger Alberte Windings sang ’Lyse nætter’, rykker folk tættere sammen denne kølige forårsaften i Ikast. De mindes dem, de har mistet til kræft og sender kærlig støtte til dem, der er ramt af sygdommen. Det her er et af de øjeblikke, som Katrine Vinther har ventet på.

-Jeg nyder lysceremonien. Pludselig er der ro efter en hektisk dag. Når jeg står og kigger rundt på folks ansigter, kan jeg se, at de er meget berørte. Det betyder noget helt særligt for dem, og det gør et stort indtryk på mig, fortæller hun.

Vil du være med: Find en stafet når dig

Forud for lysceremonien har deltagerne i Stafet For Livet travet hundredvis af kilometer, og de skal også gå hele natten. Der er 559 tilmeldte og 20 hold i Ikast, og Katrine Vinther har travlt med at nå rundt til alle og sørge for, at hele arrangementet spiller.

-Jeg var lidt nervøs, inden vi gik i gang, fordi jeg var spændt på, om det ville gå godt, og hvor mange der ville dukke op til åbningsceremonien. Men der har bare været så god opbakning, og alle i styregruppen og vores frivillige har taget godt fat, så der har været styr på tingene, fortæller hun.

Når jeg står og kigger rundt på folks ansigter, kan jeg se, at de er meget berørte. Det betyder noget helt særligt for dem, og det gør et stort indtryk på mig.

Katrine Vinther, frivillig

Hjem til barndomsbyen
Katrine Vinther er næstformand i Stafet For Livet-styregruppen i Ikast. Hun er flyttet tilbage til sin barndoms by og har været med til at starte stafetten op.

-Jeg har tidligere været med til at arrangere stafetten i Varde, men nu er jeg flyttet hjem til Ikast, hvor jeg er født og vokset op. Da jeg hørte, at der var brug for folk til at starte en stafet op i byen, var jeg klar. Jeg synes, det er fedt at skabe noget fra bunden og se det blive til noget, siger Katrine Vinther.

Hun og de andre i styregruppen har haft travlt for at nå at blive klar til den 4. maj. De startede så småt op i efteråret sidste år, men er først kommet helt på plads her i det nye år. I mellemtiden har Katrine Vinther også nået at føde sit første barn – en datter, som er to måneder gammel nu.

Læs mere om at være frivillig til Stafet For Livet

-Min datter har været med til styregruppemøderne, som vi har holdt hjemme hos os, og hun var også med på armen til stafetten. Hun klarede det bare så godt. Hun sov næsten hele stafetten væk, smiler Katrine Vinther.

Et familieprojekt
Det er ikke kun Katrine Vinthers datter, som har været med til sin første stafet i Ikast. Faktisk er det blevet lidt af et familieprojekt, for hendes mor har været ansvarlig for lysposerne, og hendes mand har været madtovholder.

-Stafet For Livet har fyldt meget til vores familiemiddage. Det har både været hyggeligt og godt, fordi vi har kunnet vende nogle ting over middagsbordet eller brainstormet på idéer. Det er nemt, når man bor under samme tag, fortæller Katrine Vinther.

Læs mere om Stafet For Livet her

Hun glæder sig over, at Stafet For Livet er blevet modtaget så fint i Ikast.

-Det er godt at høre, at folk har haft et godt døgn, og at de synes, det har været et fedt arrangement. Vi har fået så meget positiv respons og mange omtaler i medierne. Der er også mange, der skriver, at de gerne vil komme igen næste år. Det gør mig super glad, siger Katrine Vinther.