Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Stafetter i maj udskyder eller aflyser: ’Vi er nødt til at agere, som vi gør’

31-03-2020
Det er nogle svære beslutninger, der bliver truffet i Stafet For Livet i disse dage, hvor coronavirus sætter en stopper for store arrangementer. I Esbjerg havde de planlagt en stafet den 16.-17. maj, men har nu valgt at flytte den til august. I Ikast har de ikke kunnet se anden udvej end at aflyse årets stafet den 2.-3. maj, og det gør ondt på de frivillige i styregruppen.
Tre lysposer står i tusmørket

Stafetsæsonen skulle gå i gang den 2.-3. maj, men på grund af coronavirus kan vi ikke afholde stafetter i maj.

Alt var planlagt og klar. Der var styr på holdene, på maden og på underholdningen. Frivillige havde lagt utallige timer i forberedelsen og glædede sig til, at det snart igen var tid til Stafet For Livet, til fællesskab og til at fejre livet. Men så kom coronavirussen til Danmark.

Portræt Katrine Vinther

Stafetsæsonen skulle gå i gang den 2.-3. maj, men på grund af coronavirus kan vi ikke afholde stafetter i maj. Men det er alt for risikabelt, da virussen kan være fatal for flere af deltagerne. Det siger Katrine Vinther, holdtovholder i Ikast.

- Vi var ret hurtigt klar over, at vi ikke kunne holde stafet i maj. Virussen kan være fatal for vores sårbare målgruppe - Fighterne - som er æresgæster på Stafet For Livet. Vi var bange for at skulle stå til ansvar for at samle så mange mennesker, hvis nu det skulle gå ud over en kræftpatient. Så vi begyndte hurtigt at kigge på alternativer. Skal vi flytte stafetten? Skal vi aflyse den?, fortæller Katrine Vinther, der er holdtovholder i Ikast. 

Det var netop i Ikast, at stafetsæsonen skulle skydes i gang i weekenden den 2.-3. maj. Men på grund af den alvorlige situation med coronavirus har et enigt forretningsudvalg i Kræftens Bekæmpelse besluttet, at vi ikke kan afholde stafetter i maj. Det kom dog heller ikke som nogen overraskelse i Esbjerg, hvor der skulle have været Stafet For Livet den 16.-17. maj.

Søren Andersen sidder med to andre personer omkring sig

I Esbjerg flyttes stafetten til august. Det fortæller Søren Andersen, formand for styregruppen i Esbjerg

- Vi har gjort os rigtig mange tanker den seneste tid, og vi var forberedt på, at vi skulle gøre noget. Vi er nødt til at agere, som vi gør. Det ville være uforsvarligt at samle 200 Fightere til Stafet For Livet. Det ville være vanvittigt at udsætte dem for den risiko, og jeg tror heller ikke, de ville være kommet, siger Søren Andersen, der er formand for styregruppen i Esbjerg.

Opbakning fra alle

I Esbjerg var de hurtigt enige om, at stafetten skal flyttes. Men selv om de var forberedt på det, frygtede Søren Andersen reaktionen fra de andre frivillige i styregruppen. 

- Jeg var bange for, at folk ville ærgre sig og miste gejsten. Men det gjorde de overhovedet ikke. Alle var med på det og har været super optimistiske, fortæller han.

 For dem har det aldrig været en mulighed at springe Stafet For Livet over i år. 

- Vi kunne aldrig finde på at aflyse. Vi er en familie på omkring 2.000 mennesker, og mange er faste hold, der kommer igen og igen. Dem kan vi ikke skuffe, fastslår Søren Andersen.

 Nu kommer stafetten i Esbjerg til at ligge i weekenden den 22.-23. august. Og der har været stor opbakning lokalt til at flytte stafetten om på den anden side af sommerferien.

Vi er slet ikke i tvivl om, at vi vender tilbage næste år. Og det er ikke spildt arbejde, vi har lavet i år. Der er mange ting, der er på plads, og vi kan bruge programmet næste år,

Katrine Vinther, Stafet For Livet i Ikast

- Folk har taget det positivt. Jeg tror, de ville være blevet sure, hvis vi havde trodset retningslinjerne. Folk synes, at det er en velovervejet beslutning og en fin hensyntagen til især Fighterne. Vi må ikke risikere, at de bliver syge. Så vi har mødt stor respekt, siger Søren Andersen.

Få mere information om kræft og corona

Information om corona

Ringede personligt til holdkaptajnerne

I Ikast samlede de styregruppen samme aften, som det blev besluttet, at stafetterne i maj ikke kunne afholdes som planlagt. Her blev alle mulighederne vendt. 

- Vi overvejede selvfølgelig at rykke stafetten, men vi havde svært ved at se, hvornår vi kunne flytte den til, og vi var i tvivl, om vi kunne samle folk og få sponsorerne med. I efteråret er der også en stafet i Herning, og der er Lyserød Lørdag og andre arrangementer i Kræftens Bekæmpelse, som vores frivillige også er med til. Vi havde bevidst valgt maj for ikke at ramme ind i de andre arrangementer. Så vi blev enige om, at vi var nødt til at aflyse. Det er super ærgerligt, men det er 100 pct. den rigtige beslutning, fortæller Katrine Vinther.

Hun gik straks i gang med at ringe til alle holdkaptajner for at overbringe dem den triste nyhed personligt. 

- De var selvfølgelig ærgerlige, men der var bred opbakning og fuld forståelse for situationen. Og de sluttede af med at sige ’vi ses næste år’, smiler Katrine. 

Hun opfordrede holdkaptajnerne til at deltage i Stafet For Livet i Herning i år, og hvis der er mange interesserede, vil hun oprette et særligt Ikast-hold i Herning. 

Samtidig glæder hun sig til at kunne byde velkommen igen i Ikast til næste år, for hun er helt sikker på, at stafetten vil genopstå. 

- Vi er slet ikke i tvivl om, at vi vender tilbage næste år. Og det er ikke spildt arbejde, vi har lavet i år. Der er mange ting, der er på plads, og vi kan bruge programmet næste år, fastslår Katrine Vinther.

Mand sidder på bakke og ser ud over stafet

559 deltog i Stafet For Livet i Ikast sidste år.

Det vigtigste er sammenholdet

I Esbjerg var de næsten klar til stafetten i maj, og nu er de i fuld gang med at ombooke alt til den 22.-23. august.

- Vi skulle først finde ud af, om stedet var ledigt. Og nu skal vi have genbooket underholdningen og finde ud af, om vi kan få madboden på det tidspunkt. Vi var nok omkring 80 pct. klar til stafetten i maj, og nu er vi på cirka 50 pct. Men vi er et rutineret team, og alle kører bare derudaf og er fulde af iver, fortæller Søren Andersen. 

Og der kan endda vise sig at være fordele ved at flytte stafetten til august.

- Måske er det godt for os, for vi har nogle gange oplevet meget kolde nætter i maj. Vi ser på det positive. Det vigtigste er, at vi mødes og har det rart og hyggeligt. Vi har ikke fokus på økonomien i år, men på sammenholdet og på at støtte hinanden, siger Søren Andersen. 

Der er i alt syv stafetter i maj, som skal flyttes. Det drejer sig om stafetterne i Ikast, Kalundborg, Esbjerg, Glostrup, Holstebro, Odense og Skive. Alle steder er der fuld gang i drøftelserne, og flere er også kommet med kreative input til, hvordan vi kan få mest muligt ud af denne vanskelige situation. 

I juni er der planlagt 24 stafetter, og det er endnu for tidligt at sige, om de kan afholdes som planlagt. Der tages løbende stilling til hver enkelt af dem.

Læs mere om Stafet For Livet

Stafet For Livet

Kræftpatient og corona-bekymret? Sådan styrker du din mentale sundhed