Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Stor succes for 'Leg på streg'

08-11-2018
Bevægelseskonceptet er nu kendt på over halvdelen af landets skoler. Og undervisere, der bruger 'Leg på streg,' mener, det er et godt redskab til at koble den faglige undervisning og bevægelse.

Det giver benzin til hjernen og er samtidig sjovt at være med i Leg på streg. Foto: Tobias Egmose

Der er flotte karakterer til bevægelseskonceptet Leg på streg. En evaluering viser, at lærerne er begejstrede for konceptet, og ifølge en ny undersøgelse fra Dansk Skoleidræt kender mere end halvdelen af landets skoler Leg på streg. 

Leg på streg er et undervisningsværktøj, som får børnene fra 0. til 6. klasse til at være fysisk aktive i timerne med dansk, matematik og engelsk. Konceptet rykker klasseundervisningen ud på farverige tal- og bogstavsbaner i skolegården. Med Leg på streg kan børnene hoppe sig igennem regnestykker, lære bogstaverne, mens de hinker eller leger tagfat, samtidig med de staver sig igennem navneord. 

Nordea-fonden støtter Leg på streg, og fondens direktør Henrik Lehmann Andersen er begejstret for konceptet. 

- I Nordea-fonden er vi glade for, at så mange skoler allerede kender og bruger Leg på streg, selvom det kun har eksisteret i fire år. Leg på streg fremmer bevægelse og fysisk aktivitet hos børn, og det passer godt med Nordea-fondens indsats for at forbedre folkesundheden, siger Henrik Lehmann Andersen.

Læs kendskabsundersøgelsen, som er udarbejdet af Oxford Research for Dansk Skoleidræt og TrygFonden:

> Bevægelse i skoledagen 2018

Vi ved, at skolerne og underviserne har en rigtig travl hverdag. Derfor har det været vigtig for os at udvikle et redskab, der kan tænkes direkte ind i undervisningsplanlægning.

Projektleder Ann-Sofie Borgen Andersen, Kræftens Bekæmpelse.

Bevægelse med mening
Både i år og sidste år har evalueringer af konceptet vist, at det bruges i stor stil og er meget populært blandt lærerne.

Således mener ni ud af 10 af de undervisere, som bruger Leg på streg, at konceptet er et godt redskab til at koble bevægelse med faglig undervisning.

Samtidig viser evalueringerne, at Leg på streg skaber et pædagogisk læringsrum, hvor det faglige indhold bliver mere håndgribeligt og nemmere at huske for eleverne. Det kan noget helt andet end den almindelige, stillesiddende klasseundervisning og styrker fællesskabet, samarbejdsevnen og elevernes rummelighed over for hinanden.

- Vi ved, at skolerne og underviserne har en rigtig travl hverdag. Derfor har det været vigtig for os at udvikle et redskab, der kan tænkes direkte ind i undervisningsplanlægning, siger projektleder Ann-Sofie Borgen Andersen, Kræftens Bekæmpelse.

Læs evalueringen Leg på streg, der er lavet af Kræftens Bekæmpelse i år: 

> Når læring bliver til leg, bevægelse og trivsel

Julemærkehjemmene er sidste skud på stammen
Børnene på flere af Danmarks Julemærkehjem kan nu også glæde sig til timer med endnu mere læring igennem leg og bevægelse. Kræftens Bekæmpelse hjælper nemlig Julemærkehjemmene i gang med Leg på streg.

- Det giver rigtig god mening, at Julemærkehjemmene bruger Leg på streg. Det understøtter deres gode arbejde med at skabe sunde vaner hos børn, der har brug for ekstra hjælp, siger projektleder Ann-Sofie Borgen Andersen, Kræftens Bekæmpelse

Tidlig indsats forebygger kræft
Gode bevægelsesvaner grundlægges fra barnsben. Forskningen viser, at en tidlig indsats øger chancerne for gode og sunde vaner senere livet. Sammenhængen mellem bevægelse og sundhed er netop grunden til at Kræftens Bekæmpelse har udviklet Leg på streg. Fysisk aktivitet kan nemlig være med til at forebygge kræft og andre livsstilssygdomme.

Fakta om Leg på streg
  • Bruges på mere end 300 skoler
  • Kombinerer fysisk aktivitet og læring
  • Foregår på farverige baner i skolegården
  • Beregnet til skolebørn fra 0. til 6. klasse
  • Opfylder de fastsatte læringsmål i dansk, matematik, engelsk, natur/teknologi og tysk
  • Udviklet af Kræftens Bekæmpelse og støttet af Nordea-fonden med 10,4 millioner i årene 2012-2020
  • Læs mere om Leg på streg på www.legpaastreg.dk