Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

"Landsmødet giver en følelse af, at man ikke er alene"

06-08-2019
Én gang om året afholder Ung kræft et landsmøde, hvor unge, der har eller har haft kræft, samles til en weekend fyldt med aktiviteter og mulighed for at møde andre unge med kræft. Carina Schmidt Munthe er med for fjerde gang.

Carina fik konstateret kræft i 2014. Hun er rask i dag og glæder sig til sit fjerde landsmøde. Foto: Privat

Deltagerne får masser af inspiration og værktøjer med hjem, når Ung kræft holder sit årlige landsmøde den 27.-29. september på Gl. Avernæs på Fyn.

Landsmødet er også en weekend, hvor unge med kræft får en oplevelse af, at de ikke er alene. Tvært imod - der er andre, som tumler med de præcis de samme tanker og udfordringer som dem selv.

Frivillige hjælper til 

Til landsmødet hjælper Ung kræfts frivillige til. De tager imod deltagerne, står for udvalgte workshops og sørger for, at der er en god og tryg stemning. En af de frivillige er Carina Schmidt Munthe, som fik konstateret lymfekræft i 2014. I dag er hun rask og bruger en del af sin fritid på at være frivillig.

Sammen med to andre unge står hun i spidsen for Ung kræfts gruppe i Roskilde. Hun er med til at arrangere aktiviteter for unge kræftramte, hun byder dem velkommen og sørger for at skabe et rum, hvor der er plads til at grine og dele tunge tanker.

Til årets landsmøde skal Carina og de to andre frivillige fra gruppen i Roskilde stå for en workshop, hvor man går en tur:

”Det kan lyde fjollet, at man skal tage til et landsmøde for at gå en tur, men det er helt vildt hyggeligt. Man kan snakke med de andre eller bruge det som et pusterum, hvor man nyder naturen og lader op,” lyder det fra Carina, som tilføjer:

”Som frivillig er jeg altid meget opmærksom på de andre, som går med. Måske er der en, som sakker lidt bagud og har brug for en snak eller måske et kram.”

Parkour, lerdueskydning og gospel

De 70 deltagere har mulighed for at vælge forskellige workshops. De kan bl.a. blive klogere på søvn og få nogle redskaber til at sove godt. Der er også en workshop om at være mor eller far med kræft – hvad fortæller man sine børn? Og hvordan taler man om kræft i børnehøjde?

Weekenden byder også på introduktion til lerdueskydning, gospel, yoga og bålhygge. Derudover er der rig mulighed for at dele erfaringer og møde andre unge med kræft.

Der opstår et helt særligt fællesskab, hvor der er plads til alle. Man kan grine og have det sjovt, men der er også plads til dybe samtaler

Carina Schmidt Munthe, landsmødedeltager

Venskaber for livet

Carina ser frem til sit fjerde landsmøde og er klar til at tage imod de nye. For nogle er det nemlig første gang, de deltager i et landsmøde. Andre har været med flere gange før.

- Det kan godt føles ret grænseoverskridende at dukke op til sit allerførste landsmøde. Man har mange forestillinger om, hvem de andre er, og hvad man egentlig laver. Men der opstår et helt særligt fællesskab, hvor der er plads til alle. Man kan grine og have det sjovt, men der er også plads til dybe samtaler, fortæller Carina og fortsætter:

- Når man får kræft som ung, kan man føle sig meget ensom. Men til landsmødet møder man andre, der har det ligesom en selv. Det giver en følelse af, at man ikke er alene. Og det er bare helt vildt vigtigt i en tid, hvor man måske er bange, vred og frustreret.

Carina kører nu på sit femte år som frivillig, og hun har ikke i sinde at stoppe lige foreløbig:

- Jeg elsker at være frivillig, og det er en stor del af mit liv. Jeg guider, hjælper og lytter til medlemmerne. Hver gang vi har holdt et arrangement, er jeg fyldt med energi. Jeg blev erklæret rask sidste år og går ikke længere til kontrol. Jeg kunne jo egentlig godt bare lægge det hele bag mig. Men det giver bare stadig så meget mening for mig at være en del af Ung kræft – af fællesskabet og mødet med de andre frivillige og medlemmerne.

Tilmeld dig landsmødet eller se programmet:

Velkommen til landsmødet 2019

Ung Kræft

Ung kræft støtter, oplyser og inspirerer unge med og efter kræft

Ung kræft har 11 grupper over hele landet, hvor unge bowler, spiser sammen, klatrer i træer og går til stand up. De deler erfaringer, hænger ud, griner og bakker hinanden op i det svære.

Læs mere:

Ung kræft 

Landsmødet

Hvert år holder Ung kræft landsmøde for unge ml. 15-39 år, som har eller har haft kræft

Det næste landsmøde bliver på Fyn d. 27.-29. september

Østifterne har støttet årets landsmøde med 100.000 kr.

Læs mere her:

Ung kræfts landsmøde