Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Vær med, når Danmark bager for klimaet

12-01-2021
Fuldkorn er godt for både sundheden og klimaet, og nu kan du en gang for alle lære at bage et nemt og lækkert fuldkornsrugbrød. Det sker på, Årets Fuldkornsdag den 15. januar.

Foto: Fuldkornspartnerskabet - hjemmebagt rugbrød

Trods corona-situationen og de skærpede retningslinjer kan du stadig deltage i den årlige fuldkorndag. Allerede fra i dag kan du bage med hjemmefra, og når du spiser fuldkorn, spiser du samtidig efter et af de nye kostråd som Fødevarestyrelsen netop har lanceret: ’Gør noget godt for sundhed og klima – spis fuldkorn’.

I år rykker fuldkornsdagen ind i danskernes køkkener, og det er muligt at bage med fra hjemmekarantænen. Via online film og opskrifter kan du lære at bage et nemt, lækkert og smagfuldt fuldkornsrugbrød sammen med Fuldkornspartnerskabet, der opfordrer danskerne til at bage med derhjemme og inddrage hele familien.

- Formålet med årets fuldkornsdag er at give danskerne en god smagsoplevelse med fuldkorn. Bagning af et godt rugbrød er alletiders coronaprojekt med de hjemmegående skolebørn. Fordi vi ved, at gode erfaringer med at bage og smage fuldkorn er alfa og omega, når det handler om at udvikle gode kostvaner, siger Gitte Laub Hansen, chefkonsulent i Kræftens Bekæmpelse.

Kogebogsforfatter Cathrine Brandt guider til det perfekte fuldkornsrugbrød

Opskriften til rugbrødet er udviklet i samarbejde med Cathrine Brandt, som er populær kogebogsforfatter. Det lækre rugbrød lever op til kriterierne til det orange fuldkornslogo, som Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Diabetesforeningen, Fødevarestyrelsen og en række fødevarevirksomheder står bag i det offentligprivate Fuldkornspartnerskab.

Du kan finde opskriften og en video, hvor Cathrine Brandt gennemgår de forskellige steps på Fuldkornpartnerskabets hjemmeside

- Forskning fra Kræftens Bekæmpelse har vist, at fuldkorn har nogle vigtige sundhedsmæssige egenskaber, blandt andet forebygger fuldkorn tarmkræft. Der er derfor mange gode grunde til at finde det sunde mel og kerner frem og tage børnene med i køkkenet. Alle kan være med – det er både sjovt og sundt, siger Gitte Laub Hansen.

Dagen bliver også markeret på julemærkehjem, i daginstitutioner, i supermarkeder, på hospitaler og mange andre steder landet over.

Læs mere om Årets fuldkornsdag 2021

Se opskrift og video af, hvordan du bager dit eget rugbrød

Hvad er fuldkorn?

Fuldkorn betyder, at hele kornet er med - også kimen og skaldelene. Rugbrød er en vigtig kilde til fuldkorn, men fuldkorn kan også være knækbrød, lyst brød, ris, pasta, grød og kerner.

Podcast: Vil du gerne vide mere om, hvorfor fuldkorn er guldkorn?

Så kan du lytte med i kræftens Bekæmpelses podcast ’Sundhedsmissionen’ hvor du bl.a. kan blive klogere på fuldkorn. Du kan finde podcasten, der hvor du lytter til podcast eller lytte med her.

Om Fuldkornspartnerskabet

Fuldkornspartnerskabet arbejder for at fremme folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn. Fuldkornspartnerskabet består af Kræftens Bekæmpelse, Diabetesforeningen, Hjerteforeningen, Fødevarestyrelsen og en lang række detailhandelskæder, fødevarevirksomheder og brancheorganisationer.