Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Vi opdager ikke, hvis portionerne skrumper

10-05-2021
Ville du opdage, hvis din burger eller chokoladebolle var blevet 10 pct. mindre? Næppe. De fleste af os kan nemlig ikke se forskel, hvis portionen krymper lidt. Det viser en undersøgelse, som Coop Analyse har foretaget i samarbejde med forebyggelsesindsatsen ’Ja tak, lidt mindre’. Selv om 10 pct. ikke lyder af meget, kan det have betydning for vores sundhed.

Snurren til venstre vejer 72 g, den til højre 80 g. Kan du se forskel? Foto: Kræftens Bekæmpelse.

Portionsstørrelserne er de seneste årtier vokset, det får os til at gufle mere i os. Det øger risikoen for overvægt og dermed kræft. Derfor er der brug for mindre pakke- og portionsstørrelser, såkaldt ’downsizing’, hvis vi skal forebygge kræfttilfælde, der skyldes overvægt. Nu viser en rundspørge fra YouGov, at de fleste af os ikke engang opdager, hvis mængden af mad på tallerkenen skrumper med 10 pct.

- Man føler sig ikke mere mæt, bare fordi man spiser mere. Når man heller ikke kan se 10 pct. forskel i mængden af mad, er der et stort potentiale i, at fødevareproducenter, detailhandlen, caféer og kantiner gør pakker og portioner lidt mindre for at forebygge uønsket vægtstigning hos danskerne, siger Susanne Tøttenborg, projektleder i ’Ja tak, lidt mindre’ og seniorkonsulent i Kræftens Bekæmpelse.

 En umærkelig reduktion på 10 pct. vil på den lange bane kunne ses på vægten. Hvis man f.eks. en gang om ugen spiser en tebirkes på 105 g, vil man spare omkring 300 gram på sidebenene i løbet af et år, hvis den bliver downsizet til 95 gram. Det lyder måske ikke af meget, men hvis man gør det samme med andre madvarer, vil man blive sparet for mange kalorier - og kilo, som ofte kommer snigende med årene.

Se en video om downsizing fra Tænketanken Frej, der er en af partnerne i initiativet Ja tak, lidt mindre, og bliv klogere på downsizings positive effekt på menneskers og klodens sundhed.

Foto: Kræftens Bekæmpelse

Svært at se forskel på små og store portioner
I undersøgelsen blev 1.015 repræsentativt udvalgte danskere præsenteret for to forskellige fødevarer: En portion pasta med kødsovs og en skål bland-selv-slik, som blev vist i fire udgaver. To af de fire vejede 10 pct. mindre end de to andre, og deltagerne skulle udpege, hvilke der var større end de andre. Forsøget viste, at det var ret tilfældigt, hvilke portioner deltagerne opfattede som størst.

- For pastaretten kunne kun 372 hhv. 145 af de 1.015 adspurgte udpege de to store portioner. Resten kunne ikke se forskel eller troede, at de mindre portioner var størst. forskel. Det var samme mønster for slikket, hvor kun hhv. 213 og 110 respondenter pegede på de største portioner, siger Susanne Tøttenborg.

Kræftens Bekæmpelse har tidligere lavet to eksperimenter, der peger i samme retning.

59 pct. af de 1.015 svarede Ja, der er forskel, mens resten svarede Nej eller ved ikke. Fotoet viser, hvor mange af Ja-svarerne (N=604) der udpegede de fire portioner som størst. De kunne sætte flere krydser. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Eksempler på effekt af downsizing

Hvis en cola blev downsizet fra 50 cl (½ l) til 37,5 cl ville det betyde op til ½ kilo mindre på vægten, hvis man en gang om ugen drikker sodavanden på 37,5 cl.

Hvis en pastasalat m/kylling gik fra 400 g til 360 g, ville man spare ca. 250 g på vægten på et år, hvis man spiste den downsizede portion en gang om ugen

Mindre portioner kan forebygge kræft
Overvægt er en væsentlig risikofaktorer for kræft, bl.a. de udbredte kræftsygdomme brystkræft og tarmkræft.

- Der er solid dokumentation for, at overvægt øger risikoen for at få kræft. Derfor er vi meget optaget af at forebygge overvægt. Ikke ved at sige til folk, at de skal tage sig sammen, men ved at påvirke de mekanismer, som får os til at spise og drikke for meget – og her er portionsstørrelserne en del af årsagen, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.

 Hvis udviklingen i overvægt fortsætter, vil to ud af tre danskere have overvægt i 2045, og af dem vil halvdelen have svær overvægt. Op mod 50.000 danskere vil udvikle kræft alene som følge af deres overvægt i løbet af de næste 25 år.

Fakta

Ja tak, lidt mindre er et partnerskab i regi af Rådet for sund mad. Der er 19 partnere: 7-Eleven, ALT for damerne/FIT LIVING, Bryggeriforeningen, Coop, De Samvirkende Købmænd, DI Fødevarer, Fagligt Selskab for Kliniske Diætister, FOA, Fødevarestyrelsen, Healthy Skinny Bitch, Hjerteforeningen, Kost- og Ernæringsforbundet, Kræftens Bekæmpelse, Københavns Professionshøjskole, Landbrug & Fødevarer, McDonald’s, Sundhedsstyrelsen, Tænketanken Frej, Aarhus Universitet.

Læs mere om Ja tak, lidt mindre på Hjemmesiden raadetforsundmad.dk/jataklidtmindre/, eller følg Ja tak, lidt mindre på Facebook og Instagram.