Gå til sygdomsliste

At leve med nyrekræft

Det er meget forskelligt, hvordan man har det, mens man får behandling for nyrekræft, og efter behandlingen er færdig. Du kan selv gøre noget for at få et godt liv under forløbet. Her kan du læse om bl.a. kost, familieliv og reaktioner – og om hvordan man kan tackle bivirkninger.

Kun få senfølger efter en nyreoperation

Når den ene nyre er fjernet, vil den anden nyre overtage hele funktionen. Du behøver derfor ikke tage specielle hensyn, hvis du kun har én nyre. Når du først er kommet dig efter operationen, kan du genoptage dit arbejde og dyrke sport.

Det samme gælder for kosten. Hvis du er blevet opereret for nyrekræft har du - ligesom alle andre - bedst af at følge de almindelige kostråd om at spise grønt, groft og magert.

Du kan også styrke din krop under behandlingen ved at have fokus på, hvad du spiser. Læs mere og find opskrifter på mad, der gør dig godt:

Kost til kræftpatienter

Opskrifter på sund mad og til spiseproblemer

Mand sidder og spiller guitar i sin stue

Når man lever med en alvorlig sygdom, oplever mange at blive mere nærværende i nuet og sætte større pris på familien, vennerne og hverdagen.

Slap bugvæg kan være en gene efter operation

Efter en 'åben operation' kan bugvæggen blive slap under operationssåret. Den bliver slap, fordi nerverne til musklerne er skadet og ikke aktiverer musklerne. Derved bliver musklerne slappe og kan ikke holde bugvæggen på plads, derfor buler den ud.

Det fejltolkes ofte som brok, men det er alene en kosmetisk gene, der desværre ikke kan korrigeres ved operation.

Brok ved operationsarrene efter kikkertoperation

Efter en kikkertoperation (laparoskopisk eller robot-operation) kan man få brok (udposning) i operationsarrene, hvilket kræver behandling med operation.

Hvis du får problemer med brok, skal du fortælle det til din praktiserende læge eller til personalet på den afdeling, hvor du går til opfølgning.

Dialyse er kun meget sjældent nødvendigt

I meget sjældne tilfælde, hvor det har været nødvendigt at få fjernet den eneste fungerende nyre, kan man som erstatning for nyrernes funktion få renset blodet ved dialyse. Det vil sige, at man med tekniske hjælpemidler får fjernet kroppens affaldsstoffer.

Immunterapi og medicinsk behandling giver få eller ingen senfølger

Har man fået immunterapi eller medicinsk behandling, er der som regel kun meget få eller ingen senfølger, når først behandlingen er afsluttet.

Motion mindsker trætheden og øger livskvaliteten

Motionerede du ikke, før du blev syg, kan du roligt gå i gang med det. Motion styrker kroppen og vil også give dig mere energi. Det behøver ikke være hård motion eller i lang tid. En gåtur er også fin. Mange oplever at føle sig bedre tilpas efter at have rørt sig. 

Læs mere om motion og træning, når du har kræft, og få idéer til, hvordan du kan få mere motion ind i din hverdag:

Fysisk aktivitet for kræftpatienter

Reaktioner og følelser

Alvorlig sygdom fører mange tanker og følelser med sig. Nogle gange kommer den psykiske reaktion måske først, når behandlingen er færdig.

Det er også krævende at være pårørende til en kræftramt, og de mange følelsesmæssige svingninger kan påvirke parforholdet. Læs mere:

Kræft og parforhold

Råd til pårørende

At leve med uhelbredelig eller kronisk nyrekræft

Nyrekræft med spredning vil i nogle tilfælde være en uhelbredelig sygdom, som man lever med. Er det tilfældet vil behandling og hyppige kontrolbesøg blive en del af hverdagen.

De hyppige besøg på hospitalet og ventetid på scanningssvar, hvor det vurderes, om behandlingen fortsat har den ønskede virkning, kan give mange følelsesmæssige udsving.

Det er vigtigt at give sig tid til at acceptere, at man skal leve med sygdommen. Det er naturligt, at man nogle dage kan føle sig fortvivlet og opgivende og andre dage mere håbefuld, optimistisk og handlende.

Med tiden oplever mange dog, at det giver anledning til at finde ud af, hvad man stadig kan gøre i livet - og at gøre det, der giver glæde og energi. Læs også:

Reaktioner og følelser

Hverdagen med behandling og kontrolbesøg

Hvis sygdommen har spredt sig uden for nyren, vil der oftest være tale om, at man får en livsforlængende medicinsk behandling. Behandlingen er i de fleste tilfælde tabletter (angiogenesehæmmere), der skal tages 1-2 gange dagligt.

Andre behandlinger, immunterapi, får man som drop i en blodåre hver 2. eller 4. uge. Behandlingerne foregår ambulant, så man kan være hjemme så meget som muligt.

Behandlingen fortsætter så længe, der er effekt og man har acceptable bivirkninger. Man bliver vurderet af en læge eller sygeplejerske hver 4. til 6. uge, og effekten af behandlingen kontrolleres med CT-scanning (og evt. MR- scanning) hver tredje måned.

Få hjælp til at håndtere bivirkninger

Du kan opleve forskellige bivirkninger til behandlingen, som kan påvirke din hverdag i større eller mindre grad. Da der er tale om en kontinuerlig behandling, er det vigtigt, at du løbende taler med lægen eller sygeplejersken om dine gener, og om håndtering af bivirkningerne. Bivirkningerne kan virke overvældende særligt i starten af forløbet.

De fleste, der er i behandling for nyrekræft med spredning, vil opleve træthed. Det kan være svært at acceptere, at man ikke kan det samme som før sygdommen.

Bivirkninger som kvalme/madlede, ændret smagssans og diarré er andre hyppige bivirkninger, som kan påvirke hverdagen og socialt samvær. Det er vigtigt at tale om det med familie og venner.    

Få gode råd til at håndtere bivirkninger og senfølger:

Bivirkninger og senfølger

Arbejdsliv og dine rettigheder

Nogle vil være i stand til at passe deres arbejde under behandlingsforløbet, mens andre er nødsaget til at være helt eller delvis sygemeldt.

Hvis du ikke kan fortsætte med at arbejde på normale vilkår, kan du måske komme i fleksjob, hvor du er ansat på nedsat tid og derudover får tilskud fra kommunen. Læs mere om mulighederne:

Arbejde og kræft

FILM: Få indblik i livet med nyrekræft

Dansk Nyrecancer Forening har i samarbejde med Herlev Hospital lavet filmen ”Livet med nyrekræft”. Filmen giver et godt indblik i livet med nyrekræft for både dig og dine pårørende. Her finder du også film, hvor patienter og pårørende deler deres egne historier med nyrekræft. Se filmene her:

"Livet med nyrecancer"

Kræftsygdommen kan påvirke din seksualitet

Mange mennesker med kræft oplever, at kræftsygdommen og behandlingen får betydning for, hvad de kan, vil og har lyst til seksuelt. Du kan stadig bevare intimiteten. Læs mere:

Seksualitet

Mentale teknikker og tro

Mentale teknikker som visualisering og meditation kan bruges til at lindre smerter, afhjælpe angst og forbedre livskvaliteten, når man er i behandling for kræft. Læs mere:

Mentale redskaber

Ændret kropsopfattelse

Din sygdom og behandling gør måske, at du skal lære at leve med en ændret krop. Måske er kroppen tilsyneladende uændret, men din opfattelse af kroppen er blevet anderledes. De fleste oplever, at jo længere tid man er sygdomsfri efter et behandlingsforløb, jo mere kan man tro på og få tillid til kroppen igen. Læs mere:

Hvis krop og udseende ændrer sig ved en kræftsygdom

Få hjælp og vejledning til at komme videre

Få hjælp af en professionel rådgiver

Det kan også være en hjælp at tale med en professionel. Du kan tale med sygehusafdelingen, din egen læge eller en psykolog. Du kan desuden få hjælp på en af Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger eller ved at ringe til Kræftlinjen.

Kræftens Bekæmpelses rådgivning

Offentlige rehabiliteringstilbud

På sundhed.dk kan du finde en oversigt over rehabiliteringstilbud for kræftpatienter i din kommune eller region:

Sundhedstilbud

Mød andre i samme situation

Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende i gruppen 'nyrekræft' på cancerforum.

Cancerforum.dk

I patientforeningen Danyca kan du udveksle erfaringer med andre patienter og pårørende, som også er berørt af en af nyrekræft:

Danyca - Dansk Nyrecancer Forening


Alt om nyrekræft

Nyrekræft - forsiden

 

Rådgivning

To kvinder taler sammen i rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud