Det mener Kræftens Bekæmpelse om udfasning af tobak og nikotin
Tobak giver kræft, og nikotin skader helbredet. Med nye produkter har tobaksindustrien skabt en markant stigning i antallet af nikotinafhængige unge. Oplysning og kontrol er ikke længere nok. Derfor mener vi, at skal sættes en slutdato for salg af tobak og nikotin senest i 2035.
For ikke så mange år siden var rygning en normal del af hverdagen i Danmark. Der blev røget overalt - på arbejdspladser, i lærerværelser, børnehaver, i togenes rygerkupeer og på cafeer og restauranter. Det ændrede sig først, da man indførte Lov om røgfri miljøer i 2007.
Selvom der er sket store ændringer, bliver tobak stadig opfattet som en uundgåelig del af vores dagligdag og kultur.
Tobak er årsag til 16.000 årlige dødsfald i Danmark. Tobak forårsager lungekræft og mindst 15 andre kræftformer, KOL, hjerte-kar-sygdomme og livslang afhængighed. Alligevel bliver det solgt overalt, som var det tyggegummi.
Tobaksindustrien udvikler konstant nye tobaks- og nikotinprodukter og markedsfører dem aggressivt. Resultat: En alarmerende stigning i andelen af nikotinafhængige børn og unge.
Politiske tiltag og oplysningskampagner er langt fra nok. Tusindvis af børn og unge er i dag afhængige af nikotin. Tusindvis af danskere får hvert år konstateret kræft eller dør som følge af tobaksprodukter.
I Kræftens Bekæmpelse mener vi ikke, at vi som samfund kan blive ved med at se stiltiende til og forsøge at afbøde konsekvenserne af tobak og nikotin i Danmark.
Der må sættes en stopper for de unødvendige dødsfald, sygdomme og afhængighed, der skyldes menneskeskabte produkter, som kunne tages af markedet, hvis vi som samfund virkelig vil.
Sundhedsskadelige produkter kan fjernes
For det er muligt at fjerne sundhedsskadelige produkter fra markedet. Det er før sket med asbest, blyholdig benzin og transfedtsyrer.
Et stop for salg af tobak og nikotin vil gavne både sundhed, velfærd og miljø. Tiden er inde til, at politikerne ikke blot drømmer om en fremtid uden disse produkter, men også lægger en konkret plan for at udfase salget helt.
Veje til udfasning
I flere lande indfører man nu tiltag, der på sigt skal udfase tobak og nikotin. I Storbritannien er der blevet fremsat lovforslag om tobaks- og nikotinfri generationer, hvor produkterne ikke må sælges til f.eks. børn og unge født efter 2010. Det blev også foreslået i Danmark i 2022.
I andre lande indfører man stop for nye produkter, f.eks. i form af forbud mod nikotinposer og e-cigaretter. I Holland og Finland sælges tobak og nikotin ikke længere online, og i Belgien og Holland udfaser man salget af produkter fra supermarkeder og andre butikker. I Danmark ønsker regeringen at begrænse salget af produkterne som et led i Kræftplan V. Der er altså mange veje til at udfase tobak og nikotin.
Sæt slutdato for salg
Vi anbefaler, at man beslutter en slutdato for salg af tobak og nikotin i 2035. Det betyder, at butikkerne ikke længere sælge tobaks- og nikotinprodukter, medmindre det er produkter, som er medicinsk godkendt til rygestop.
Alle skal have den bedste hjælp til blive røg- og nikotinfri
Nikotin er dybt afhængighedsskabende, og flertallet af rygerne fortryder, at de nogensinde er begyndt at ryge. Det er derfor en væsentlig del af den trinvise udfasning at hjælpe flest muligt til at blive røg- og nikotinfri frem mod 2035.
Alle skal tilbydes rådgivning og gratis rygestopmedicin på recept. For nogle vil det kræve ekstra hjælp og støtte - men alle skal have chancen for at bryde afhængigheden. Ellers får vi aldrig løst det store samfundsproblem.
Læs mere her: Rygestop og nikotinstop
Kontakt presseteamet
Ønsker du udtalelser til pressen, kan du kontakte Kræftens Bekæmpelses pressetelefon på tlf.: 35 25 74 00