Sådan arbejder vi politisk
Kræftens Bekæmpelse arbejder politisk for at gøre en forskel for mennesker, der er berørt af kræft. Det politiske arbejde er en vigtig del af vores samlede indsats – og noget, som vores medlemmer og bidragydere er med til at støtte.
En stærk stemme for mennesker berørt af kræft
I Kræftens Bekæmpelse har vi en klar mission: Færre skal have kræft. Flere skal overleve kræft. Og alle skal have et bedre liv med og efter kræft. For at nå de mål arbejder Kræftens Bekæmpelse for at påvirke beslutninger, der har betydning for forebyggelse, behandling, forskning og livet med og efter kræft.
Vi påvirker udviklingen på kræftområdet ved at skabe politisk opmærksomhed om patienters og pårørendes ønsker og behov. Vi samarbejder og følger implementering af lovgivning og holder politikerne op på ambitionerne.
Dialog med politiske beslutningstagere
En stor del af vores politiske arbejde handler om dialog og relationer. Vi har løbende kontakt med sundhedsministeren og andre relevante ministre, ordførere på Christiansborg og embedsmænd i ministerier og partier. Vi bidrager med viden fra forskning, erfaring fra patienter og pårørende og konkrete forslag. Vi samarbejder med alle politiske partier, der vil kræftsagen og skeler ikke til partifarve.
Politisk arbejde på alle niveauer
Vores politiske arbejde foregår på flere niveauer, fordi beslutninger med betydning for kræft træffes mange steder.
Lokalt og regionalt arbejder vi for de bedst mulige patientforløb, relevante behandlingstilbud af højeste kvalitet og forebyggende indsatser tæt på borgernes hverdag.
Nationalt arbejder vi for, at love, strategier og sundhedspolitiske prioriteringer styrker indsatsen mod kræft og forbedrer vilkårene for mennesker med og efter kræft.
Vi arbejder også politisk i forhold til EU , hvor mange rammer og regler med betydning for kræftområdet vedtages. Her står vi ofte skulder ved skulder med vores nordiske søsterorganisationer og gør brug af fælles nordisk viden og erfaringer.
Sammen står vi stærkere
For at nå foreningens mål samarbejder vi med andre patient- og sundhedsorganisationer, faglige miljøer, foreninger og netværk. Når vi står sammen, er vores stemmer stærkere og gennemslagskraften større. Vi appellerer løbende til befolkningen ved at sætte fokus på vigtige problemstillinger, dele viden og skabe debat.
Initiativer vi følger
Kræftplan V
Kræftplan V er den nyeste nationale politiske plan på kræftområdet. Den indeholder initiativer til at forebygge og opspore kræft tidligere, til bedre behandlingsforløb og til bedre hjælp i hverdagslivet med og efter kræft. Vi bidrager til at sikre, at planen bliver til virkelighed og følger nøje, hvordan initiativerne bliver oplevet af de mennesker, der er berørt af kræft. Og vi reagerer, hvis det ikke går som ventet, eller hvis nye udfordringer kræver handling.
Sundhedsreform
Sundhedsvæsenet er i forandring. Stadig flere behandlinger foregår tættere på borgeren, ofte i eget hjem. Sundhedsreformen skal styrke det nære sundhedsvæsen, mindske ulighed i sundhed og sikre, at behandlingsforløb hænger bedre sammen. Vi følger udviklingen tæt og arbejder for, at både kræftpatienter, pårørende og efterlevende får mest mulig gavn af reformen.
Folkesundhedslov
En del af sundhedsreformen er en ny folkesundhedslov, der skal sikre bedre forebyggelse og sundhed i hele landet. Vi har kaldt på en folkesundhedslov længe, og den er nødvendig. Vi følger loven tæt, holder politikerne ansvarlige for deres løfter og arbejder for, at målene omsættes til konkrete handlinger, der gør en forskel.
Fem markante politiske resultater
Takket være den brede folkelige opbakning til kræftsagen bliver der ofte lyttet til Kræftens Bekæmpelse. I denne artikel har vi samlet nogle af de vigtigste politiske resultater, som vi har bidraget til i de seneste årtier.
Læs artiklen