Hvis kræften er vendt tilbage
Det kan være svært at forholde sig til, at man har fået tilbagefald af kræftsygdommen, men er det tilfældet, er der flere muligheder for behandling.
Kræften er vendt tilbage - hvad nu?
Risikoen for, at kræft i spiserøret vender tilbage, afhænger af sygdommens stadie før behandling, og hvilken behandling du tidligere har fået.
Hvordan bliver man undersøgt for tilbagefald?
Er der mistanke om tilbagefald af kræft i spiserøret, kan lægen undersøge spiserøret med kikkert og eventuelt tage en vævsprøve.
Herudover vil du som regel få foretaget blodprøver og CT-scanning af brystkasse og bughule for at få afklaret, om kræften eventuelt har sat sig i andre organer.
PET/CT-scanning kan anvendes til at spore både tilbagefald af kræft i spiserøret og spredning til andre organer i kroppen (metastaser).
Hvordan behandles tilbagefald?
Tilbagefald kan kun sjældent helbredes, men der er flere muligheder for at få lindrende behandling. Afhængig af hvor kræften sidder, kan du få behandling med operation, strålebehandling og kemoterapi.
Ofte består den lindrende behandling af en kombination af strålebehandling og kemoterapi. Du kan kun få strålebehandling på de områder, der ikke tidligere har været bestrålet.
Hvis du har synkebesvær på grund af, at kræften er kommet tilbage i spiserøret, kan der skabes passage i spiserøret ved at få indsat et lille rør (en stent). Synkebesvær kan også lindres ved hjælp af varmebehandling, men denne behandling skal som regel gentages for at holde effekten ved lige.
Hvis du har smerter eller kvalme, kan du få medicin, der lindrer disse symptomer.
Hvis kræften ikke forsvinder
Selvom der er muligheder for behandling, kan det være, at du skal indstille dig på at leve med en kræftsygdom, der måske ikke kan helbredes.
Ingen kan forudsige, hvordan netop dit forløb bliver. Men lægerne kan på baggrund af viden, statistik og deres erfaring sige noget om, hvad du kan forvente.