Hvad er spytkirtelkræft?
Kræft i spytkirtlerne er en sjælden kræftsygdom. Godartede knuder i spytkirtlerne er mere almindelige end kræftknuder. Behandlingen er ofte både operation og strålebehandling.
Hvad er spytkirtlerne?
Spyt kommer fra forskellige kirtler, som sidder i begge sider af mundhulen.
- Ørespytkirtlerne er placeret foran begge ører og er de største spytkirtler
- Kæbespytkirtlerne ligger under kæben på begge sider af ansigtet
- Tungespytkirtlerne sidder i den forreste del af mundhulens bund på begge sider
Spytkirtlerne producerer op til 1 liter spyt i døgnet og sørger på den måde for at holde munden fugtig hele tiden.
Der findes også mange små spytkirtler, som er placeret i ganen, næse og bihuler, svælget, struben og mundslimhinden.
Hvad er tegnene på spytkirtelkræft?
Hævelser under kæben eller foran øret kan være tegn på kræft i spytkirtlen. Man kan også opleve at blive følelsesløs eller delvist lammet i den ene side af ansigtet. Det skyldes, at ansigtsnerven løber under ørespytkirtlen. Hvis ørespytkirtlen bliver hævet, kan den i nogle tilfælde trykke på nerven og påvirke dens funktion.
Hvorfor opstår spytkirtelkræft?
Som regel er årsagen til spytkirtelkræft ukendt, men nogle faktorer kan øge risikoen. Virussen Epstein-Barr (kyssesyge) kan øge risikoen for kræft i spytkirtlerne, men kun i sjældne tilfælde.
Radioaktiv stråling kan også øge risikoen for spytkirtelkræft, hvis man er blevet udsat for stråling i hoved-halsområdet.
Sygdommen i tal
I Danmark har ca. 42 kvinder og 47 mænd hvert år fået konstateret spytkirtelkræft i perioden 2021-2023. Ved udgangen af 2023 levede 508 kvinder og 438 mænd med spytkirtelkræft. Det vil sige, at de enten var i behandling, gik til opfølgning eller blev betragtet som raske.
Hvordan behandles spytkirtelkræft?
Behandlingen for spytkirtelkræft er som regel operation, hvor kræftknuden bliver fjernet. Før operationen får man foretaget en række undersøgelser, så lægerne ved, hvor kræften sidder og om den har spredt sig.
Man kan også få tilbudt strålebehandling som supplement, hvis det ikke har været muligt at fjerne al kræften ved operation.
I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at få rekonstrueret det opererede område hos en plastikkirurg.
Hvad sker der efter behandlingen?
Når behandlingen er afsluttet, bliver man tilbudt at gå til opfølgning. Man bliver typisk fulgt i mindst 5 år, alt efter hvilken form for spytkirtelkræft man har haft.
Efter at man er blevet behandlet for kræft i spytkirtlerne, kan man opleve ændringer i følesansen. Det kan vare over en længere periode, men det kan også være en vedvarende ændring.
Ved opfølgningsbesøgene kan man tale med sin læge om eventuelle spørgsmål og bekymringer. Man bliver også undersøgt for, om der er tegn på, at sygdommen er vendt tilbage.
Generelt om kræft
Kræft er en sygdom i kroppens celler. Kræft kan opstå, hvis cellerne et sted i kroppen begynder at vokse ukontrolleret og uden formål.
Mere om kræft