Det er ikke kun kærlighed og omsorg, der udveksles i et kræftforløb
I august 2018 fik Sarah-Martine konstateret HER2-positiv brystkræft. En diagnose som sjældent rammer kvinder under 35 år. Fra at have fået at vide, at det kun var forstadier til brystkræft, skulle hun pludselig både have fjernet det ene bryst, have kemoterapi og efterfølgende antihormonbehandling. Men ud over det stod den 22-årige Sarah-Martine også med nogle hårde beslutninger, der skulle træffes her og nu: Ville hun have fjernet det raske bryst, så hun ikke skulle bekymre sig om, at sygdommen kom tilbage? Og skulle hun få fjernet den ene æggestok, så den senere kunne bruges i fertilitetsbehandling, hvis kemoterapien gjorde hende steril?
- I starten af mit kræftforløb druknede jeg mig selv i artikler, bøger og pjecer om kræft. Jeg havde brug for at vide, hvad jeg var oppe imod. Men de beskrev næsten alle, hvordan familie og børn var drivkraften til at komme igennem behandlingen eller viste billeder af støttende ægtefæller. Det var vildt svært at spejle sig i, når man ikke har en ægtefælle eller børn, men derimod er studerende, bosat på Nørrebro og dem, man føler sig tættest på, er bofællerne og studiekammeraterne, som er i byen til kl. 4 to gange om ugen, fortæller Sarah-Martine.
Kræften måtte ikke fylde
Da Sarah-Martine fik diagnosen, var hun i gang med en bacheloruddannelse på Copenhagen Business School. Hun valgte at fortsætte studierne sideløbende med de mange operationer og behandlinger.
- Når man er kræftpatient, får man det, der minder om et fuldtidsjob på hospitalet - om man vil det eller ej. For at holde fast i lidt normalitet og fortsat at føle mig ung blev studierne et vigtigt holdepunkt.
Nogle gange kunne frustrationerne fra gruppearbejde og det kæmpe pensum fylde mere i mit hoved end de problemer, som jeg mødte på hospitalet. Studierne distraherede mig og gjorde, at jeg havde mindre tendens til selvmedlidenhed, fortæller Sarah-Martine.
Med de skønne mennesker, der sad foran mig, blev jeg mindet om, at om noget tid, ville jeg vende tilbage til en normal hverdag. Min drivkraft til at klare det lange behandlingsforløb blev min evne til at holde fast i mit liv og mine venner og ikke mindst at klare min bacheloruddannelse
Sarah-Martine, kræftpatient
Når studiet flytter ind på hospitalsstuen
Sarah-Martine forsøgte at betragte alle aftalerne på hospitalet, som kedelige arbejdsmøder i kalenderen, og planlagde tid til studiearbejde og vennerne ind imellem.
- Jeg vidste for eksempel, at jeg havde fire timer, inden min kemobehandling gjorde mig virkelig skidt. De fire timer blev nogle gange brugt på, at mine veninder tog mig under armen og med ned på en god bar. Om jeg havde lyst til en øl lige dér? Nej, egentlig ikke, men det var befriende bare at sidde dér og blive mindet om, at jeg stadig var et ungt menneske. Jeg glemte næsten i et øjeblik, at jeg havde kræft, fortæller Sarah-Martine.
Som behandlingen skred frem, vidste samtlige onkologsygeplejersker, at Sarah-Martines kemodrop skulle lægges i venstre hånd, så den højre var fri til computeren. Og når det blev nødvendigt, blev møderne med studiegruppen rykket til hospitalsstuen. Sommetider var Sarah-Martine for træt til aktivt at deltage, men så var det bare beroligende at have vennerne tæt på og stadig føle sig som en del af studiemiljøet.
- Med de skønne mennesker, der sad foran mig, blev jeg mindet om, at om noget tid, ville jeg vende tilbage til en normal hverdag. Min drivkraft til at klare det lange behandlingsforløb blev min evne til at holde fast i mit liv og mine venner og ikke mindst at klare min bacheloruddannelse, fortæller Sarah-Martine.
Vreden hjalp
Denne stædighed og fandenivoldskhed var ikke ny for Sarah-Martine, men det var den vrede, som blev en følgesvend gennem hele forløbet. En vrede over, hvorfor sygdommen skulle ramme hende. En vrede der kom, når hun var allermest syg og træt.
- Jeg var ofte vanvittig sur, og det gik ud over mine nærmeste. Det var især hårdt for mine forældre og søskende. Både det at forstå, at jeg valgte at presse mig selv fysisk og mentalt ved at fortsætte med studierne, men også når jeg var vred og afvisende. Det var mine veninder og venner lidt bedre til at takle. De kunne måske bedre distancere sig fra den alvorlige situation og virkelighed og var jo ikke bekymrede på samme måde som mine forældre. Derfor kunne de også bedre bakke op om, at jeg fortsatte det krævende studiearbejde, fortæller Sarah-Martine.
Man taler ikke om de grimme følelser eller reaktioner
Sarah-Martine synes, at hun fik vendt vreden til noget brugbart: Nok var det hele noget lort, men ved at knokle på med studierne, så føltes det som, at tiden gik hurtigere. Men det var også rigtig hårdt at køre dobbeltlivet med fuldtidsstudie og kræftbehandling. Og hun savnede, at det, at et kræftforløb ikke kun rummer kærlighed og omsorg, men også grimme følelser og reaktioner, var noget, der blev talt mere om.
- Kræft er så uretfærdigt og hårdt for alle involverede parter. Jeg er meget taknemmelig for den hjælp og omsorg, som jeg fik, men det var jeg ikke nødvendigvis på daværende tidspunkt. Der var jeg bare vanvittig sur. Når man har så ondt, så er man altså et helt andet menneske. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der har reageret på den måde, fortæller Sarah-Martine.
I juni 2020 blev Sarah-Martine færdig med sin bachelorgrad i Interkulturel Markedskommunikation – det flotteste gennemsnit var fra semesteret, hvor den stod på kemoterapi hver 3. uge. Den sidste brystkorrigerende operation fik hun i slutningen af 2020. Det har været et langt forløb med en masse oplevelser i bagagen – nogle af dem, der stadig kan give mareridt og ondt i maven.
- Et kræftforløb kan styrke kærlige relationer og give perspektiv på livet, men når det hele står på, er det altså vildt hårdt og grimt. Jeg forstår ikke altid, hvordan jeg klarede det, som jeg nu gjorde. Det ligger ikke lige til højrebenet for mig at vise svaghed. Det er noget, som jeg egentlig gerne vil blive bedre til, men hvis en vredesfølelse eller noget så konkret, som målet om at få gode karakter på drømmestudiet, kan give energien og styrken til at klare noget så hårdt som et kræftforløb, så er det også okay. Jeg tror, at man skal anerkende de negative følelser, der følger med kræft, men forsøge at vende dem til noget positivt. Et kræftforløb som ung kan føles som en enorm berøvelse, og derfor er det vigtigt, at man finder frem til det, der kan holde ens mod oppe.
Hjælp og støtte til unge med kræft
Ung kræft hjælper unge mellem 15 og 39 år, som har eller har haft kræft. I 11 lokale grupper landet over, kan de unge få hjælp og støtte og møde andre i samme situation. For ingen skal stå alene med kræft.