Det mest grænseoverskridende er at miste kontrollen
I april 2021 finder Gitte Rexen, der på det tidspunkt er 50 år, en knude i sit bryst. Hun går til lægen, som beroliger hende med, at det formentlig ikke er noget. For en sikkerheds skyld henviser han hende til en kræftpakke, men fortæller at kun én ud af 20 får konstateret kræft.
Én ud af 20 – det er ret gode odds. Men desværre er Gitte denne ene. Allerede 14 dage senere ligger Gitte på operationsbordet, hvor knuden bliver fjernet. Kort tid efter ligger hun der igen for at få fjernet lymfeknuderne i samme side.
- Det er simpelthen det mest grænseoverskridende, jeg har oplevet. Jeg er projektleder og vant til at tage styringen og lægge en plan. Pludselig stod jeg der og måtte overlade roret til nogle andre. Jeg måtte lægge mit liv i deres hænder og stole på, at de havde styr på det, fortæller Gitte.
Efter operationen starter hun på et forløb med kemoterapi, og siden stråler.
- Jeg foreslog endda mine læger, om ikke vi kunne optimere behandlingen og give mig to doser kemo om ugen, så jeg kunne komme hurtigere igennem. Men sådan fungerer det desværre ikke. Jeg måtte lære at give slip og overgive mig til processen. Lære bare at være i det, siger Gitte.
Krisepsykolog hjalp med konkrete værktøjer
At give slip er noget af det sværeste for et menneske, som er vant til at have kontrollen og styringen. Men Gitte fik god hjælp hos en dygtig krisepsykolog, som gav hende konkrete værktøjer til at give slip, trække vejret og være i det. Og ikke mindst til at gribe sin søn og hjælpe ham med at tackle angsten for sygdommen.
- Ruben var 12 år, da jeg blev syg. Desværre havde han før oplevet tæt på, at brystkræft er en sygdom, man dør af. Så han var overbevist om, at det var en dødsdom, jeg havde fået. Det brugte vi rigtig meget tid på at tale om. Han fik lov til at komme med på hospitalet, så han med egne øjne kunne se, hvad der sker, når man får kemo og stråler. Det gjorde en kæmpe forskel og var med til at afmystificere forløbet, forklarer Gitte.
Også her fik Gitte gode værktøjer af krisepsykologen, som foreslog hende at lave en fysisk og visuel genstand, som skulle vise forløbet.
Når kirsebærtræet springer ud
Som sagt, så gjort. Gitte har altid elsket japanske kirsebærtræer, så hun købte karton i lyserød, lilla og hvid. Sammen med Ruben lavede hun en stor træstamme af pap og satte den op på et køkkenskab. Hver gang en behandling eller undersøgelse var overstået, klippede de en blomst og satte på træet.
- Vi døbte det ’mit bliv rask-forløb’. For hver blomst vi satte på, jo tættere kom vi på målet – et træ i fuldt flor og et kræftfrit liv. Vi aftalte, at når jeg blev rask, så rejser vi til Tokyo og ser kirsebærtræerne blomstre, smiler Gitte.
Det storblomstrende træ hænger stadig i køkkenet og minder familien om alt det, de har været igennem de sidste halvandet år.
Gitte fik den sidste dosis kemoterapi den 19. november sidste år. De næste ti år står på antihormonbehandling for at sikre, at kræften ikke kommer tilbage. Familien markerede dagen med en fest. Ruben lavede skilte og satte op i hele hjemmet med slogans på som ’kemo sucks’.
Tog kontrollen tilbage
Undervejs i forløbet fandt Gitte støtte og hjælp hos bl.a. Kræftlinjen og Center for Sundhed og Kræft i København – et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og Københavns Kommune. Hun lyttede også til podcasts fra OmSorg, som Kræftens Bekæmpelse laver med inspiration til at hjælpe børn, der oplever sygdom og død i familien.
- På et tidspunkt skal man i gang med at genvinde kontrollen over sit liv og arbejdsliv. Det kan være rigtig svært at vide, hvornår man er klar til de forskellige ting. Jeg var igennem et godt forløb hos Center for Sundhed og Kræft, som hjalp mig med at finde sporet igen, fortæller Gitte og fortsætter:
- Det lyder fjollet, men det allerbedste, jeg fik, var et makeup kursus, der hed ’Feel good, look good’. Man står der helt afpillet, skaldet og med hud, der er helt ødelagt. Og man aner ikke, hvad man skal stille op – præcis som at være teenager igen, der møder makeup for første gang. Hvordan tegner man øjenbryn, når man ikke har nogen? Det var så empowering at lære konkrete værktøjer og få at vide, præcis hvilke produkter man skulle bruge. Jeg følte mig kvindelig igen. Det var første gang, jeg tog kemohuen af. Det var så trygt at være omgivet af andre, der er præcis samme sted.
Hverdagen i en ny form
Selv om kemoterapi og stråler ikke længere er en del af Gittes liv, så fylder kræften stadig på sin egen måde. Det er de små ting, der bringer minderne tilbage – fx en film om en der har kræft, der minder familien om, hvad de har været igennem, eller billeder af, hvordan Gitte så ud før.
- Mit hår ser anderledes ud nu, og min arm er stadig bandageret, da jeg døjer med bivirkninger fra behandlingerne. Jeg er også mere træt og går tidligt i seng. Vi taler meget om det, vi har været igennem. Jeg håber, at Ruben kan tage noget med sig. At han er blevet mere robust. Når han møder modgang, så taler vi om, hvor meget han har været igennem, og at han er blevet stærkere. Jeg håber, at han kan bruge det videre i sit liv, siger Gitte og fortsætter:
- Han er selvfølgelig bange for, at kræften kommer tilbage. Det er jeg også selv. Og jeg kan desværre ikke love ham, at det ikke sker. Jeg har aldrig lovet ham, at jeg ikke dør af det. Men jeg har lovet, at jeg altid vil kæmpe alt det, jeg kan. Og det løfte har jeg tænkt mig at holde.
Til foråret springer kirsebærtræerne igen ud i Tokyo. Og denne gang skal Gitte, hendes mand Dan og Ruben afsted for at opleve dem i virkeligheden. Kirsebærtræet hjemme på køleskabet er i fuld flor.