01-09-2019

Det var overvældende og rørende at blive ’taget så godt imod’ af mine nye ’brystkræftveninder’

’Skal jeg dø?’ ’Mister min søn sin mor?’ Det var nogle af de første tanker, der ramte Lone, da hun i maj måned fik konstateret brystkræft. Indtil den endelige diagnose blev stillet, svævede hun i uvisheden. Og det gjorde hende utryg. Uvisheden vendte dog hurtigt, da Lone mødte ligesindede kvinder, der omfavnende stod klar til at støtte med gode råd og erfaringer. Det fik mørket til at miste sit tag og lukke små sprækker af lys ind.

Lone er på en rejse. En rejse, som ikke var planlagt eller valgt. En rejse, hvor kaptajnen og mandskabet ombord ikke kan give klare meldinger om de forventede destinationer eller den estimerede flyvetid. 

- Jeg er i behandling for brystkræft. Det føles lidt som om, jeg er en tvungen passager på et fly. Jeg kan hverken hoppe af eller afbestille rejsen. Og selvom det kan lyde absurd, så er jeg taknemmelig for, at jeg ikke er den eneste ombord, fortæller Lone. 

For Lone betød det alt at møde ligesindede kvinder, der ville dele deres erfaringer med sygdommen, som ufrivilligt blev hendes ledsager. De mange tanker og bekymringer kom allerede snigende og tårnede sig op som et bjerg, da hun mærkede knuden første gang. Og allerede der, valgte Lone at komme fri fra uvishedens lænker og opsøgte, igennem Støt Brysterne, kvinder med brystkræftdiagnoser.

- Jeg ville vide ALT. Både de gode historier, og også de dårlige. Vejen dertil viste sig at være Støt Brysternes helt unikke univers, hvor jeg igennem Instagram mødte de varmeste, skønneste og mest hjælpsomme kvinder, som desværre deler samme skæbne som mig. Vi er mange, og vi er alle ombord på det samme fly. Det var overvældende og rørende at blive ’taget så godt imod’ af mine nye ’brystkræftveninder’, fortæller Lone. 

Fællesskabet gav fornyet håb

Lone er 43 år. Hun bor på Østerbro sammen med sin mand og deres snart femårige søn. Lones mand er hendes betroede makker igennem hele forløbet. Når bølgegangen er høj, står han klar til at træde til. Sammen bruger de meget tid på tale om sygdommen, der nogle dage er allestedsnærværende. Udover lange snakke med manden, er det vigtigt for Lone at vende tankerne med andre, som har gennemgået de helt samme følelser. Det føles godt, og giver ro. Især når tankerne om fremtiden uden varsel overmander hende. 

- Det har betydet alt i verden at finde ligesindede, for uanset hvor meget opbakning man har fra sit bagland og sine pårørende, så er det bare noget helt andet at skrive og tale med nogen, der er i præcis samme svære situation som en selv. Nogen af dem har jeg aldrig mødt. Jeg ved ikke, hvordan de ser ud, men jeg ved lige præcis, hvordan de har det. Og de ved omvendt, hvordan jeg har det, siger Lone.

Lone mærkede for første gang en knude i april måned 2019. Herfra gik det stærkt. En måned efter var behandlingerne i gang. I første færd var effekten af kemoterapien ikke som ønsket og håbet. Knuden voksede trods behandlingen. Og i takt med at knuden voksede sig større, blev håbet mindre. 

Særligt her mens håbet var ved at slippe op, mærkede Lone for alvor det smukke og unikke ved at være en del af et større fællesskab. Her står kvinder, der ikke kender hinanden, skulder ved skulder og giver håbet videre til hinanden. 

- Jeg var rystet og bange, da lægen fortalte, at kemoterapien ikke virkede. Det var derfor en kæmpe lettelse og hjælp at høre fra andre kvinder, der havde oplevet det samme. Og at det trods bumpet på vejen, er gået dem godt med en ny omgang kemobehandling. Det gav fornyet håb i en svær situation, og det var guld værd, fortæller Lone.

’Jeg skriver fordi, jeg gerne vil give noget igen’

I dag er Lone stadig i behandling, og heldigvis har hun det efter omstændighederne godt. Og selvom trætheden melder sin ankomst hurtigere end før, er det til at holde ud. Det sværeste er tankerne. Når tankerne løber løbsk for Lone, skriver hun. På den måde får hun afløb for alt det, der tynger.

- Det letter mit hjerte at få skrevet alle de ting ned, jeg oplever og spekulerer over. Det hele bliver skrevet på min blog, der hedder Toliv.dk. Her kan alle læse med om mine tanker og følelser. Det er en slags brystkræftdagbog for mig, fortæller Lone.

Udover at holde hånd i hanke med tankerne, er der særligt to årsager, der får Lone til at holde fast i skriveriet hver aften inden natlampen slukkes.

- Jeg vil rigtig gerne give noget tilbage til det fællesskab, som jeg har glæde af at være en del af. Desværre ved vi jo, at der vil være flere kvinder, der får brystkræft. Og til dem, vil jeg give mine oplevelser videre, så de ved, at de ikke er alene. De skal, hvis de vil, have lov til at vide alt, hvad der følger med af gode og dårlige oplevelser, fortæller Lone og fortsætter: 

-  Jeg har selvfølgelig også gjort mig nogle tanker om, hvad der skal ske, hvis jeg ikke overlever. Hvem skal så fortælle min søn hvad der skete, hvad jeg tænkte i mit sygdomsforløb og alle de ting, jeg gerne vil nå at fortælle ham? Hvis jeg en dag ikke er her mere, vil jeg gerne have, at han lærer sin mor bedre at kende med mine egne ord og fortællinger, og ikke kun hans fars eller andres.  

1 ud af 9 kvinder får hvert år brystkræft - en af dem er Lone. Men trods modgang, tror Lone på håbet, som skaber mening og sammenhæng for hende. Og med håbet som sit stærkeste våben, hylder hun hver dag livet.

Af Senem Aydinoglu Sidst ændret 01.09.2019
Fordi ingen bryster skal have kræft Støt nu