Et venskab for livet
Vi har jo selvfølgelig veninder og familie hver for sig, som også har været en stor støtte igennem vores sygdomsforløb, men aldrig vil jeg være foruden denne gruppe. Vi er alle meget forskellige - ja - men vi kan spejle os i hinandens glæder og frustrationer som følge af brystkræften, der bragte os alle sammen”. Ordene er Kamilles, som vi er hjemme hos. Her er kaffen sat over, og duften af den nybagte kage spreder sig i stuen, hvor vi sidder rundt om bordet til en snak om fællesskabet, der har hjulpet dem igennem sygdomsforløbets op- og nedture.
Det starter tre år tilbage. Kamille, Ann-Katrin, Line og Carina har uden de store overvejelser sagt ja til at deltage i en gruppesnak med andre brystkræftramte kvinder, der foregår på to sygeplejerskers initiativ. Det er med sommerfugle i maven, at de en efter en åbner døren til lokalet og finder deres plads, som navneskiltene på stolene afslører. Blikkene, som de sender hinanden, er anderledes. Der er ikke medlidenhed men forståelse i dem. Her er de alle normale, og ikke anderledes. De fleste uden hår, øjenbryn og vipper. Alle midt i kemobehandlingen. Og alle uvidende om, at de sidder i den spæde start af et meningsfuldt venskab for livet.
Et fællesskab med forskellige behov
De mødes hver tredje måned. Her går snakken. Om mændene og børnene. Om sygdommen. Om vejret. Løst og fast. De kan spejle sig i hinandens bekymringer og glæder, og deres fællesskab rummer også deres forskellige behov.
- Det var enormt lettende at kunne læsse af hos pigerne. Jeg er alene med min datter, og jeg ville ikke belemre mine forældre og min søster med alle mine frustrationer, fortæller Ann-Katrin.
Line nikker:
- Jeg var uenig med min mand om, hvorvidt jeg skulle modtage den forebyggende behandling efter operationen.
- Det havde jeg løbende behov for at vende med pigerne. Og de forstod lige præcis, hvilken frustration der gik gennem kroppen på mig.
- Ja, fortsætter Kamille: Alle de bekymringer som man ikke kunne dele eller tale om derhjemme. Om døden og om angsten. De tanker skånede jeg min mand og børn for, når de løb løbsk for mig.
For Carina blev fællesskabet derudover også rummet, hvor hun fik afløb fra rollen som den, der sikrede, at ”det hele nok skulle gå’. Og bramfrit delte hun alle sine følelser med gruppen.
- Hos pigerne skulle jeg ikke tage højde for noget.
Engang talte de en mere
Det er med sorg i hjertet, at de fire husker tilbage på den eftermiddag, hvor hele gruppen akut mødtes. Der var tilbagefald i gruppen.
- Hun er her desværre ikke mere, siger Ann-Katrin.
Det satte rigtig mange tanker i gang. Og med beskeden nåede både frygten og skammen at forplante sig. Frygten over risikoen og skammen over at være den overlevende.
- ’Det kan også ske for mig’ var den første tanke, som jeg tror ramte os alle sammen. Så udelukkelsen. Vi gik alle vores sygdomsforløb igennem og udelukkede chancen for, at det samme ville ske for en af os. Og dernæst skammen over at ånde lettet op. En forfærdelig følelse, fortæller Carina.
Line tilføjer:
- Men det er jo stadig en del af virkeligheden, som vi alle bærer på vores skuldre. Og som på den helt urimelige måde er med til at minde os om, at den dag vi lever i dag, den får vi ikke tilbage.
Vi bærer alle den samme sløjfe
Ved første øjekast er det ikke til at se, at de fire kvinder har været alvorligt syge. De husker dog tydeligt selv den dag, de fik beskeden. Den vil altid være i sindet, i fortiden og i fremtiden. Altid tæt på. Men alligevel langt nok væk.
- Sygdommen vil altid være en del af os, siger de samstemmende.
Og når tankerne uden varsel overmander dem, finder de tatoveringen frem. Tatoveringen, som de sammen fik lavet efter forløbet, symboliserer nemlig noget helt særligt.
- Vi lever, siger Carina.
- Tatoveringerne er ikke ens, men sløjfen går igen. Både som et symbol på alt det, der overgik os. Alt det, vi nu bærer i bagagen. Og på alt det, vi var sammen om, supplerer Line.
Og mens Kamille betragter sin tatovering på indersiden af håndleddet, tilføjer hun:
- Vi er kommet for at blive. Og når jeg af og til skal minde mig selv om det, hjælper tatoveringen mig på vej.
Tiden er en anden nu
I dag kan vasketøjet sagtens tårne sig op som et bjerg, sengen kan forblive uredt og børnenes skoletasker kan flyde i entreen. Tiden prioriteres og udnyttes på en helt anden måde. Der er ikke plads til negativ energi.
- Vi er her kun et øjeblik. Og det er jo ikke, fordi jeg ikke selv kan blive irriteret på mine børn, men jeg kan mærke, at jeg faktisk bliver rigtig ked af det, når jeg møder mennesker, der gider bruge tid på at være sur og vrisse af andre, fortæller Kamille.
Og her på den anden side af sygdommen, er de meget enige om, at det gamle mundheld ’det der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere’ ikke altid er sandt.
- Vi kan alle blive rigtig provokeret, når folk omtaler en så alvorlig sygdom som en gave. Kræft er ikke en gave. Og vi er ikke kommet ud på den anden side som bedre eller stærkere mennesker. Tværtimod. Vi har alle vores skavanker - fysiske som psykiske, siger Carina.
Ikke kun frustrationerne og de rørende historier men også sjove øjeblikke fletter sig ubesværet ind og ud af samtalen, når kvinderne reflekterer over deres forløb.
- Ja altså, vores bryster ser jo ikke ud, som de engang gjorde, siger Kamille fnisende.
Og mens latteren breder sig rundt om bordet, tilføjer Line:
- Men, vi lever. Og det man kan sige er, at sygdommen har mindet os om, at livet er en gave. Og livet, vil vi alle gerne leve, siger hun smilende og tørrer tårerne fra grinet af sin kind.
De er alle raskmeldte. Håret er kommet tilbage. Og selvom det sker på forskellig vis og med ar på både sjæl og krop, så nydes livet - hvor tiden har fået en anden betydning - i fulde drag.