Jeg kunne godt have undværet ’kemo-skolen’
Den 6. september 2020 satte 61-årige Birgitte Esbersen op på sin Suziki Bandit og kørte til Østrig. Her skulle hun, hendes mand og 24 andre køre rundt i fem dage og nyde bjergene. Det var en tiltrængt tur:
- I hele mit kemoforløb har jeg gået helt ved siden af mig selv, og i alle de måneder kunne jeg absolut ikke forestille mig at skulle op på min motorcykel igen. Men jeg vidste at, hvis jeg skulle med på den Østrigstur, som vi meldte os til for et år siden, ja så måtte jeg op på ’hesten’ igen. Det endte med at være ufattelig godt at være afsted - og en kæmpe sejr.
Altid været en aktiv kvinde
Siden hun i 1986 blev mor til trillingedrenge, og senere også fik en datter, har Birgitte ikke siddet stille. Ud over at være mor til fire, har hun altid haft gang i flere hobbyer og haft lyst til at lære nyt. Blandt andet derfor lavede hun i 2007 et større karriereskift, efter 26 år i bankverdenen, og uddannede sig som massageterapeut og coach. Hun har gennem årene mødt og hjulpet klienter med mange forskellige slags problemer.
- En dag var der en brystopereret klient, som fortalte, at dem hun kendte, der havde haft brystkræft, havde set forandringer på deres bryst. Derfor begyndte jeg løbende at kigge efter, om mine bryster så anderledes ud. Jeg havde ikke set noget, indtil en dag jeg tilfældigt rodede med mit våde hår og løftede mine arme. I badeværelsesspejlet kunne jeg se, at der var små rynker nederst på det venstre bryst.
Birgitte blev lidt urolig, men valgte at se tiden an. Som massageterapeut vidste hun, at kvindekroppe kommer i mange former og kan se forskellige ud. Forhåbentlig var det ingenting. Men da hun nogle uger senere, igen ved et tilfælde, løftede sine arme ud til siden, måtte hun kigge ned af sig selv mere end én gang. Det var som om brystet foldede sig nedad og hendes venstre brystvorte forsvandt fra synsfeltet. Nu var der ikke så meget tvivl. Det var tid til, at en læge så det.
Birgittes læge sendte hende videre i et kræftpakkeforløb. Hun tog alene afsted til mammografien – for man får jo ikke besked om noget ved selve undersøgelsen.
- Men der blev taget biopsi af både bryst og lymfer samme dag, fortæller Birgitte med et suk.
Jeg vidste den var gal
Da hun ti dage senere, den 19. november 2019, skulle hun have svar på Viborg Hospital, var hendes mand heldigvis med.
- Jeg vidste allerede, at den var gal, da de hentede mig i venteværelset. Sygeplejersken havde et alt for bredt smil. Jeg tænkte: ’Det der smil….det kan jeg ikke li’.
Overlægen smed tre bomber på en knap så empatisk facon: Der var to knuder, der sad langt fra hinanden, derfor skulle hele brystet fjernes. Og de ville desuden fjerne lymfeknuder, og derfor kunne de ikke rekonstruere hendes bryst.
- Ind til hun sagde det, anede jeg ikke, at de ville fjerne hele mit bryst.
Derudover viste de CT-scanninger, som Birgitte havde været til i mellemtiden, områder i underlivet og nyren, der krævede yderligere undersøgelser.
Alle kvinder jeg kender skulle vide det
Tiden op til operationen gik med at fare rundt til undersøgelser i Viborg, Århus og Holstebro, da der var brug for flere biopsier og scanninger. Heldigvis viste det sig, at kræften ikke havde spredt sig.
- Det allerførste jeg gjorde efter min operation var at skrive ud på Facebook. Jeg ville ikke have medlidenhed, men jeg måtte bruge det hele til noget konstruktivt. Alle de kvinder, som jeg kendte skulle derfor have at vide, at de ikke kun skal mærke efter forandringer i deres bryster. De skal også SE efter forandringer - og de skal sørge for at bevæge sig, når de kigger efter.
Samtlige læger havde ikke kunne mærke de to knuder i hendes bryst. Men nu var de heldigvis ude. Birgitte fik at vide, at hun kunne betragte sig selv som rask, men at hun skulle have kemoterapi som forebyggende behandling.
Alle kvinder skal have at vide, at de ikke kun skal mærke efter forandringer i deres bryster. De skal også SE efter forandringer - og de skal sørge for at bevæge sig, når de kigger efter.
Birgitte Espersen, kræftpatient
Der var ikke noget godt ved ’kemo-skolen’
Birgitte har døbt de første måneder af 2020 for ’kemo-skolen’. Den 28. januar havde hun og hendes mand første skoledag i 'skolen' sammen med tre andre par på sygehuset.
- Jeg er ikke typen, der tager sorgerne på forskud og tænkte, hvor hårdt kan det der kemo egentlig være. Men kemo er virkelig ikke for tøsedrenge. Jeg blev så syg. Jeg har hele mit liv elsket at prøve nye ting og få ny viden. Men den dér ’kemo-skole’ – og det jeg og min krop har været udsat for i mange måneder - det er godt nok en ’skolebænk’, som jeg gerne ville have undværet.
En svær og lidt ensom tid
Ud over de fysiske bivirkninger, var ugerne i mellem kemobehandlingerne svære i sig selv. Fra at have haft et travlt liv, fyldt med arbejde, familie og forskellige fritidssysler var kalenderen lige pludselig ryddet. Hun glædede sig derfor til de sidste ni behandlinger. De var ugentlige, så der skete lidt mere – og de skulle eftersigende være mildere for kroppen.
Birgittes behandlingsplan blev dog ændret, da corona gjorde sit indtog og betød, at hospitalet måtte omprioritere ressourcer.
- Jeg skulle i stedet have en stærkere behandling, stadig med tre ugers mellemrum. Jeg græd i tre dage, da jeg fik det at vide. Det der med, at der blevet lavet om på tingene, var mere end jeg kunne klare lige dér. Jeg var så træt af bare gå alene og have det rigtigt skidt.
Verdenen udenfor var overvældende
I juni begyndte kemo-tågerne langsomt at lette og samtidig åbnede Danmark mere og mere op. For Birgitte var det pludselig lidt overvældende at skulle møde verdenen udenfor igen. Hun havde længe ikke været social, men havde haft masser af tid til at gå og føle sig anderledes og kørt ud på et sidespor. Den store generalprøve blev en søndag midt i juni, hvor der både var en børnefødselsdag og konfirmation i kalenderen. Inden hun blev syg, var det normalen med flere aftaler på én dag. Nu skulle hun lige tage en dyb indånding.
På vej til at blive sig selv igen
Siden da har der været flere gode skridt på vejen til at blive Birgitte igen. I august tog hun på et rehabiliteringsophold – det gjorde hende godt. Både de daglige cykelture til vandet, med det dertilhørende dyp i det forfriskende vand, men også det at møde andre kræftpatienter. Og i september var det at sidde på motorcyklen igen.
- Jeg er glad for, at jeg turde køre den tur. Jeg tænkte næsten ikke på de sidste mange måneder. De eneste tidspunkter, jeg kom til at tænke på, at jeg er lidt anderledes nu var, når jeg skulle sikre mig, at huen eller parykken ikke røg af, når motorcykelhjelmen skulle af og på.
Birgitte har skrevet dagbog fra hele hendes forløb og arbejder på at lave en bog. Det er vigtigt for hende, at flere kvinder bliver opmærksomme på, at det at undersøge sine bryster også bør bestå af tid foran spejlet – og at se på brysterne, mens armene bevæges.
Læs mere om brystkræft
Få gratis rådgivning og støtte fra Kræftens Bekæmpelse
