11-06-2018

Mange brystkræftpatienter kan slippe for kemoterapi

Ny amerikansk undersøgelse blandt flere end 10.000 brystkræftpatienter viser, at over halvdelen af kvinder med den mest almindelige type brystkræft kan undvære efterbehandling med kemoterapi.
Mange brystkræftpatienter kan undgå kemoterapi og dermed undgå de mange bivirkninger, som ofte følger med. Foto: Pernille Bering/Kræftens Bekæmpelse

I Danmark har brystkræftlægerne i Dansk Bryst Cancer Gruppe (DBCG) dog længe været på forkant i forhold til efterbehandling af brystkræft. De har allerede taget højde for, at over halvdelen af patienter med diagnosen østrogenreceptor-positiv, HER2-negativ, axillær lymfeknude-negativ brystkræft i tidligt stadie kan undvære efterbehandling med kemoterapi.Omkring halvdelen af alle brystkræftpatienter har netop den type brystkræft.

- Men det er vigtigt at få bekræftet, at vi er inde på det rigtige spor, når det gælder efterbehandling af brystkræft, siger cheflæge Niels Kroman fra Kræftens Bekæmpelse. Han er netop vendt hjem fra den amerikanske kræftkonference ASCO, hvor den nye undersøgelse blev fremlagt.

Danmark er foran i efterbehandlingen af brystkræft og har allerede indført behandlingsmetoder, hvor mange brystkræftpatienter får antihormonbehandling og slipper for kemoterapi, fortæller cheflæge Niels Kroman fra Kræftens Bekæmpelse

 Undgår kemoterapiens bivirkninger
- I dag har vi flere måleværktøjer, som hjælper os til præcist at udpege, hvilke brystkræftpatienter som kan slippe for kemoterapi og nøjes med antihormonel behandling, uden at vi sætter sikkerheden over styr. Dermed kan vi skåne disse patienter for ubehag og bivirkninger som f.eks. kvalme, træthed og tab af håret – bivirkninger, som ofte følger med kemoterapi, fortæller cheflæge Niels Kroman.

De nye resultater stammer fra et fase-3 forsøg i det store amerikanske TAILORx-studie. Fase-3 forsøg har netop fokus på at undersøge, om den nye behandling er bedre, mere effektiv eller mere skånsom end den behandling, man allerede bruger i dag.

Overbehandling bør undgås
De danske retningslinjer opdateres løbende, hvilket indebærer, at lægerne hele tiden opdaterer efterbehandlingerne med den sidste nye viden.

 - Vi er meget opmærksomme på ikke at overbehandle i Danmark – det gælder både med kemoterapi og strålebehandling, siger overlæge på Rigshospitalets onkologiske klinik Claus Kamby til Dagens Medicin.

Claus Kamby kalder den nye amerikanske undersøgelse for et led i rækken af ‘selvransagelses-studier’. De senere år har den onkologiske verden vendt blikket indad og undersøgt, hvorledes behandling af kræftpatienter kan forbedres ved at nedtrappe behandlingerne og samtidig fastholde sikkerheden.

Læs den videnskabelige artikel

Læs om brystkræft på Cancer.dk

Af Af Bodil Kofoed Sidst ændret 11.06.2018