10-07-2020

"Vi er så klar til Lyserød Lørdag i Køge"

Guri Bøtting er formand for lokalforeningen i Køge og en af de mange drivkræfter bag Lyserød Lørdag. I mange år har hun stået i spidsen for den store dag og er bl.a. årsagen til, at den årlige lyserøde damefrokost, som startede for en håndfuld kvinder, i dag afholdes for 150.

Egentlig havde Guri Bøtting tænkt sig at holde igen med alle de nye kreative ideer til årets Lyserød Lørdag. Hovedsagelig, fordi det ofte er noget, hun kærligt får skudt i skoene af andre frivillige, venner og familie. En spæd tanke kan vokse sig så stor, at hun ikke kan slippe den. For hvis Guri får en ny idé eller ved, at noget kan gøres bedre anderledes, så følger hun det til dørs. Også selvom det betyder, at hun skal arbejde en ekstra aften eller to.

Det var derfor ikke unaturligt for hende at sadle om og udtænke kreative nødløsninger i forbindelse med planlægningen af Lyserød Lørdag, da coronaen for alvor ramte i marts.

- Hvordan gør vi med Lyserød Lørdag i år? spørger hun arbejdsgruppen, som hun har hasteindkaldt over et telefonmøde en eftermiddag i april.

- Jeg har selv en idé eller to, tilføjer hun straks med en drillende stemme, mens hun gennem køkkenvinduet veltilfreds betragter det lyserøde tulipanbed i haven, som hun har plantet og formet som en sløjfe til ære for alle brystkræftramte.

Damefrokost voksede fra fem til 150
Guris engagement i kræftsagen rækker mange år tilbage. For godt 32 år siden startede hun som frivillig. Få år efter stod hun sammen med sin mand i spidsen for at stifte lokalforeningen i Køge. Hendes mand var formand, og Guri var sekretær. Sammen havde de fem børn. Og med et fuldtidsjob som leder af et fritidshjem ved siden af havde Guri til tider nok at se til. For 11 år siden overtog hun formandsposten og blev desuden tovholder for arbejdsgruppen, der står for Lyserød Lørdag.

Siden er der sket meget, forklarer hun:

- Første gang vi afholdt Lyserød Lørdag. var i 2008. Dengang var det slet ikke så stor en begivenhed, som det er i dag. De første år solgte vi faktisk kun armbånd og havde ikke store aktiviteter. Men med årene og med alle de frivillige kræfter bag har vi år for år udvidet, idéudviklet og gjort os selv mere synlige. Opbakningen fra lokalsamfundet har været stor i alle årene.

Især til damefrokosten. Den har virkelig vokset sig stor og er i dag en af de faste arrangementer, som mange ser frem til. Damefrokosten – eller Ladies Lunch in Pink, som det hedder – startede som et initiativ fra en frivillig på barsel, som ønskede at gøre en forskel for brystkræftsagen. Til en start var det kun for en håndfuld kvinder," fortæller Guri.

Men i takt med at interessen for arrangementet steg, voksede arrangementet år for år. Og faktisk måtte Guri afvise over 40 deltagere, da de et år slet ikke var forberedt på, at interessen var så stor. I dag afholdes frokosten for knap 150 damer.

- I år er der selvfølgeligt tænkt en plan B ind. Vi er forberedt på at afvikle digitalt, hvis det bliver nødvendigt, smiler hun.

Nogle gange skal der ikke mere til
Kort tid efter mødet med arbejdsgruppen besluttede Guri sig for at gøre noget, de ikke har gjort før. For som sagt så gjort. Guri havde en idé. Hun delte et billede af en kurv fyldt med lyserøde garnnøgler. Og som følgetekst skrev hun:

- Er der nogle af jer søde damer her på Facebook, som vil strikke karklude, som vi kan sælge videre?

For ret hurtigt gik det op for hende, at de nok ikke kunne regne med den samme mængde sponsorgaver, som de plejer. Gaverne bruger de bl.a. til lotteriet, som er en af de største indtægtskilder for indsamlingen.

- Allerede efter få timer meldte flere sig på banen. Nogle donerede penge til garn, da de ikke selv kunne strikke. Andre kom forbi for at hente garn. De, der donerede, sørgede for, at vi kunne få flere til at strikke. Det er fantastisk overvældende, fortæller Guri og fortsætter:

- Lige nu er der 20 kvinder, der strikker på livet løs for at støtte brystkræftsagen. Og det er ikke kun karklude til lotteriet, for dem har vi faktisk nok af nu – hele 150. Men også dækservietter, bamser og indkøbstasker, som vi kan sælge i vores bod på torvet. Tænk, nogle gange skal der bare ikke mere til end et opråb på de sociale medier.

Næsten 40 frivillige har allerede meldt sig under de lyserøde faner den 3. oktober og er i fuld sving med forberedelserne for dagen. Og det glæder Guri Bøtting:

- Vi er så klar til Lyserød Lørdag, og vi håber, at mange vil lægge vejen forbi og støtte den vigtige sag. Hvert år får knap 4.700 kvinder brystkræft, og sammen kan vi gøre en forskel for dem.

- Og selvfølgelig overholder vi alle Sundhedsministeriets retningslinjer. Vi sørger både for passende sprit og afstand, slutter hun.

Der er mange måder at være frivillig på Lyserød Lørdag og dermed støtte op om brystkræftsagen i din by. Læs mere og få inspiration her:

> Deltag som frivillig

Af Senem Aydinoglu Sidst ændret 10.07.2020
Fordi ingen bryster skal have kræft Støt nu