Gå til sygdomsliste

At tale efter operation af strubekræft

Efter en operation, hvor struben bliver fjernet, vil man miste stemmen, men man kan lære at tale igen med en ventil, en strubevibrator eller en spiserørsstemme.

Hvis man får fjernet strubehovedet og stemmebåndene (total laryngektomi), kan man ikke tale som tidligere. Man kan dog godt lære at tale igen. Den tale man kan opnå er forståelig, men den lyder anderledes end før operationen.

Tale med ventil

Man kan få indsat en ventil mellem luftrør og spiserør under operationen af struben. Det gør man hos langt de fleste, der får fjernet struben. 

Ventilen gør det muligt at bruge luften fra lungerne til at danne en stemme, og derved bliver det mindre anstrengende at tale.

Systemet kræver, at man holder en finger for hullet i halsen eller på stoma-filteret, mens man taler. På den måde bliver stomaet lukket, så udåndingsluften bliver ledt gennem taleventilen og ind i spiserøret. Luften sætter spiserøret og svælget i svingninger, så der opstår lydbølger. Når lydbølgerne forplanter sig op i mundhulen, kan de formes til tale.

Ventilen gør det muligt at tale i længere sætninger og i et mere nuanceret tonefald end med vibratoren og spiserørsstemmen.

Styrken er også højere end med almindelig spiserørsstemme. Nogle kan lære at bruge en håndfri taleventil, så man ikke behøver at bruge sin finger til at lukke stomaet, når man taler.

Tale med 'spiserørsstemme'

Når struben er fjernet, kan man lære at bruge spiserøret til at frembringe tale. Det kalder man for 'spiserørsstemme'.

Ved spiserørsstemme presser eller suger man luft ned i den øverste del af spiserøret. Når man lukker luften ud igen, sættes små svingninger i gang, der frembringer en kortvarig lyd. Lyden kan derefter formes til tale.

Spiserørsstemmen vil ofte være svagere end en almindelig stemme, og nogle personer bruger derfor en stemmeforstærker.

Tale med strubevibrator

Hvis man ikke kan eller ikke har lyst til at bruge spiserørsstemme, kan man anvende en strubevibrator.

En strubevibrator er en batteridrevet elektronisk lydgiver, der kan erstatte de manglende stemmebånd.

Vibratoren holdes med hånden mod et blødt punkt på halsen og herfra forplantes lyden til mundhulen, hvor den kan formes til tale ved brug af tydelige mundbevægelser.

Hvis man får en strubevibrator, vil den tone, man kan tale i, lyde ensformig og forholdsvist unuanceret.

Du kan få undervisning i at lære at tale igen på et Tale- og Høreinstitutter:

Region Hovedstaden - Hellerup/Ballerup
Kommunikationscentret

Region Hovedstaden - København
Center for Specialundervisning for Voksne 

Region Hovedstaden - Hillerød
Kommunikationscentret 

Region Sjælland
Specialcenter Roskilde

Region Syddanmark
Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi

Århus Kommune
Center for Syn og Hjælpemidler

Aalborg Kommune
Taleinstituttet og Hjerneskadecenter Nordjylland

Læs alt om strubekræft

Strubekræft – forsiden


 

Rådgivning

To kvinder taler sammen i rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende i gruppen "Hals- og mundhulekræft" på Cancerforum.


Livet med kræft

Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Til pårørende

Råd til pårørende

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende