Gå til sygdomsliste

Forbyggende kemoterapi efter operation for tyktarmskræft

Du bliver tilbudt forbyggende kemoterapi efter en operation for tyktarmskræft, hvis kræften har spredt sig til lymfeknuderne tæt på kræftknuden. Kemoterapien nedsætter risikoen for, at sygdommen vender tilbage.

Du får tilbudt forbyggende kemoterapi, hvis kræften har spredt sig til lymfeknuderne tæt på kræftknuden (stadium III). Eller i nogle tilfælde, hvis kræftknuden er vokset gennem tarmvæggen, men ikke til lymfeknuderne (stadium II).

Kemoterapi efter en operation kaldes også adjuverende behandling.

Tal med lægen om fordele og ulemper inden behandlingen

Mange bliver helbredt for tarmkræft ved operation alene og har ikke gavn af forebyggende kemoterapi. Samtidig er forebyggende kemoterapi ikke en garanti for, at sygdommen ikke vender tilbage. Der går mange år, før effekten af behandlingen bliver tydelig. Derfor er det meget vigtigt, at du sammen med din kræftlæge får diskuteret fordele og ulemper i netop dit tilfælde.

Sådan forgår behandlingen

Under behandlingen med kemoterapi behøver du ikke være indlagt på et hospital. Du får kemoterapien som tabletter eller eventuelt gennem et drop. Behandlingen gives på én dag eller hen over tre dage som hjemmekemoterapi. Behandlingen gentages hver anden eller tredje uge.

Som udgangspunkt får man behandlingerne i 3 til 6 måneder, hvis man tåler behandlingen godt.

Hvis man skal have hjemmekemoterapi med 5-Flourouracil sprøjtet ind i blodet gennem flere måneder, skal man have et såkaldt permanent centralt venekateter. Med venekateteret behøver du ikke blive stukket hver gang, du skal have behandling. Læs mere om permanent centralt venekateter:

Centralt venekateter

Forskellige typer forbyggende kemoterapi efter operation af tyktarmskræft

Der findes disse typer af forebyggende kemoterapi, som bliver brugt efter operation af tyktarmskræft:

  • 5-Flourouracil (forkortet 5-FU) får man sammen med folininsyre (Leucovorin®, Isovorin®), som er et B-vitaminlignende stof, der øger effekten af 5-FU. Man får handlingen på sygehuset hver 14. dag. Her tilkobles en lille flaske/ballon, som langsomt frigiver 5FU over 2 døgn, så det kan løbe ind, mens man er derhjemme.

  • Capecitabin kan man få i stedet for 5-FU. Man tager flere tabletter hver morgen og aften i 14 dage og holder derefter 7 dages pause.

  • Oxaliplatin får man aldrig alene, men altid enten sammen med 5-Flourouracil/folininsyre eller capecitabin-tabletter. Stoffet virker ikke hos ældre patienter, eller hvis der er tale om tyktarmskræft i stadium II. Man få behandlingen enten hver 14. dag sammen med 5-FU eller hver 3. uge sammen med capecitabin. Oxaliplatin givet sammen med 5-FU forkortes FOLFOX. Oxaliplatin givet sammen med capecitabin forkortes CAPOX.

Bivirkninger ved kemoterapi

Bivirkningerne til 5-Flourouracil og capecitabin er relativt milde og forbigående. Bivirkningerne er kvalme, træthed, diarré, betændelse i munden, øjnene løber i vand, huden i håndfladerne og fodsålerne skæller af.

Langt de fleste tåler behandlingen godt, og kun ca. en ud af 10 får så alvorlige bivirkninger, at det kan blive nødvendigt at blive indlagt.

Bivirkningerne ved oxaliplatin er især kuldeoverfølsomhed. Lige efter en behandling og i de første dage kan det være svært at drikke kolde drikke, ligesom kold luft kan give åndenød. Det er ufarligt, men ubehageligt.

Senere kan der opstå snurren og følelsesløshed i hænder, fødder og omkring munden. Som regel forsvinder bivirkningerne igen - men nogle gange går der et halvt til et helt år, før de forsvinder. Hos enkelte bliver føleforstyrrelserne vedvarende.

Kemoterapi med oxaliplatin giver lidt flere bivirkninger, og omkring én ud af 4-5 behøver indlæggelse en overgang pga. bivirkninger. 

Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger:

Capecitabin

Fluoruracil

Folininsyre

Oxaliplatin


Alt om behandling af tyktarmskræft:

Behandling af tyktarmskræft

 

Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Cancerforum

Del dine tanker og erfaringer i gruppen "Tarmkræft" på Cancerforum.


Til pårørende

Råd til pårørende

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende