Ung kræft i
12-03-2019

”Jeg føler mig ofte alene. Ikke ensom, men bare alene med fucking alt!”

Tag godt imod Ronja, som fortæller, hvordan det er at miste sin mand: ”Jeg fik hele tiden at vide, at jeg var så sej. I virkeligheden hadede jeg, når folk sagde det, for hvad fanden skulle jeg ellers være?"

Hvem er du?
Jeg hedder Ronja, og jeg er 32 år. Jeg er sygeplejerske, livselsker og sidst men ikke mindst, bærer jeg en meget flot titel som mor til Phillipa på 7 år og Buster på 4 år. 

Hvorfor vil du gerne dele din historie?
Jeg vil dele min historie, fordi dengang jeg stod midt i det hele, følte jeg mig så alene. Jeg følte ikke, at jeg havde nogen at læne mig op af, nogen som vidste, hvad det her det gik ud på. For dem jeg kendte, der havde mistet, var enten ældre end mig, eller også havde de ikke børn. Jeg følte mig simpelthen så mutters alene. Og det synes jeg, ingen fortjener, når man står i en livskrise af det format. Så hvis jeg kan hjælpe nogle andre ved at dele mine erfaringer, så er det det hele værd. 

Har du talt med andre pårørende?
Ja, jeg har en god ven, Rasmus, som mistede sin hustru et år tidligere, end jeg mistede Peter. Ham har jeg kunne sparre lidt med, men jeg har aldrig helt følt, det var nok. For han havde jo ligesom alle sine egne ting og en million børn at tumle med :) Jeg ville have elsket, at der var et sted, hvor jeg kunne have henvendt mig. 

Kan du tale om dine tanker med dine venner?
Ja, til en vis grænse, og selv om de gør alt, hvad de kan for at forstå, så kan de bare ikke. Og det er ikke, fordi de ikke vil, men de har simpelthen bare ikke erfaringen, heldigvis❤️ 

Hvornår føler du dog allermest alene?
Det gør jeg om aftenen, når ungerne er puttet, eller når jeg er sammen med venner, der har familier, og de hygger sig sammen, og jeg render rundt som en skoldet skid for at få styr på unger osv. Jeg føler mig ofte alene. Ikke ensom, men bare alene med fucking alt! Jeg skal tage alle beslutninger selv, og jeg bliver sgu mæt af det. 

Hvordan kommer man videre? Eller skal man det? 
Jeg tænker, at den måde jeg kom videre på, var ved at give mig selv lov til at snakke om det, også om de forbudte tanker, der fylder. Peter og jeg var virkelig gode til at stå sammen og tale om tingene. Han var altid klar i spyttet, og det elskede jeg. Han fortalte mig, at han ikke ville have, jeg skulle være alene. Han sendte mig afsted med kærlighed❤️ 

Det er fire år siden, han døde. Han er stadig med i rygsækken, for det at have mistet ham har gjort mig så umådelig stærk. Jeg kan ALT i hele verden! Ikke fordi jeg har lyst til det, men jeg kan. 

Det med at komme videre er på en eller anden måde definitivt. Jeg har taget Peter med mig, og han vil altid være en del af mig. 

Jeg har gået hos terapeut, og hun har været guld værd for mig og mit velbefindende. Jeg tænker også at det, at jeg har vores børn, og at de jo også skal blive hele mennesker har gjort, at jeg blev nødt til også at tage hånd om mig for at kunne tage hånd om dem❤️ 

Har du nogen råd til andre, som har mistet?
Det sværeste for mig ved at miste var, at jeg skulle til at finde mig selv igen. Jeg skulle have den nye Ronja frem eller faktisk gamle Ronja, for hvem var jeg, før alt blev kaos, død og ødelæggelse? Jeg fik hele tiden at vide, at jeg var så sej. I virkeligheden hadede jeg, når folk sagde det, for hvad fanden skulle jeg ellers være? Der var jo ikke nogen, der ville bytte. Det var mig og kun mig, der stod der med mine små børn. Og selvom jeg har fantastiske mennesker omkring mig, min familie, Peters familie og venner, så var og er jeg jo stadig alene.

Det bedste råd jeg kan give videre er, at man skal tale om det. Det går ikke væk af, at du putter med det. Man lærer sig selv at kende på en ny måde, og det er så fucking hårdt, men lad det være hårdt og lad det bide. Og når det så har gjort det, så bid livet igen, når du er klar til det.

Gør hvad du føler, er det rigtige for dig. Og er der ingen, der rigtig forstår, hvordan du har det, så tal med nogle professionelle, der kan hjælpe dig. Det er på ingen måde pinligt at gå til psykolog, terapeut, eller hvad man ellers vil. Så længe det giver noget til dig, som du skal vokse ud fra. Ens fundament bliver jo revet væk under en, og det skal genopbygges. Det tager tid, tårer og energi, men det er godt givet ud. For det er jo dit liv, vi taler om, og det er dyrebart❤️

Fuck jeg lyder som Ghandi :) 

TEMA: Unge pårørende

I Ung kræft vil vi forsøge at sætte mere fokus på, hvordan det er at være ung pårørende til en ung kræftpatient. Læs interviews her på hjemmesiden og tjek vores tre film, hvor du kan se en søskende, ægtefælle og veninde sætte ord på, hvor svært det at stå på sidelinjen. Vi holder også aftener for pårørende rundt omkring i landet – de næste bliver på Fyn og i Århus. Stay tuned♥

LÆS MERE OM AT VÆRE UNG PÅRØRENDE!

Vil du dele din historie om at være ung pårørende til en ung kræftpatient? Så send os en mail: ungkraeft@cancer.dk eller del din historie på Instagram #duerikkealene #ungkræft Sammen nedbryder vi tabuer!

Af Ronja, pårørende Sidst ændret 12.03.2019