Ung kræft i
12-03-2019

"Vi kan lære af hinanden, hvis vi tør åbne op."

Charlottes lillebror har haft kræft. Vi giver ordet til Charlotte, som fortæller, hvordan sygdommen stadig påvirker hende. Og at det er helt okay.

Mit navn er Charlotte. Jeg er 26 år og for lidt over tre år siden, blev min lillebror ramt af lymfekræft. I et lille år indeholdt størstedelen af tiden og samtalerne med min familie ord som: “kræft”, “kemo”, “indlæggelse”, “scanning”, “svar” og ikke mindst “fucking lortesygdom”. I dag er det på én gang som om, det er 100 år siden, min bror gennemgik sit forløb, og vores familieliv, relationer, følelser, problemer og tanker blev vendt op og ned og på hovedet for en stund. Samtidig føles det nogle dage som om, det var i går. Eller i dag. 

Jeg rammes ofte af en følelse af utilstrækkelighed og tvivl. Burde jeg have været der mere? Burde jeg have handlet anderledes? Er min rolle stadig “pårørende”, når nu min bror er erklæret kræftfri? Kan jeg overhovedet tillade mig at føle, tænke og mene både godt og ondt om den tid, når nu vi alle er kommet levende ud på den anden side? Giver det mening for andre, at jeg deler ud af mine erfaringer, tanker og følelser fra dengang og frem til i dag, når jeg ikke engang selv har fundet fred? Burde jeg være kommet videre og længere, end hvor jeg er nu? Så mange andre har det så meget værre, så hvorfor skulle min historie være speciel? 

Hvorfor dele, erfare, åbne, spørge og være nysgerrig sammen med andre unge pårørende til unge kræftramte? Fordi alle historier er unikke. Fordi vi alle kan lære af hinanden, hvis vi tør åbne op. Fordi vi har meget mere til fælles med hinanden, end vi lige går og tror. Fordi vi på den ene eller anden måde ER sammenbundne pga. en sygdom – om vi vil det eller ej. Fordi vi kan føle os helt alene i verden, når vi har travlt med at lege overskudsmennesker over for den kræftramte og tænke: “Ikke græde, ikke være bange”. 

Det er altså okay. Det er okay at græde. Det er okay at være bange. Det er okay at være svag. Bare engang imellem. Kun med kendskab til dé følelser kan vi finde styrken til og troen på, at det hele nok skal gå. 

Jeg har været til et arrangement hos Ung kræft for netop unge pårørende til unge kræftramte, og der lærte jeg én ting, som jeg sent vil glemme: At fejre hver eneste dag du og dine får her på jorden – og især når det ser allermest sort ud og en sygdom spreder skygger og skyer i livet og hverdagen. Giv livet mening og vælg den optimistiske tilgang, hver gang et scanningssvar, en kemobehandling eller en sygeplejerske krydser din og din brors, søsters, vens eller kærestes vej: “Vi er her stadig, så skål og tillykke”

"Det er okay at græde. Det er okay at være bange." - Charlotte

TEMA: Unge pårørende

I Ung kræft vil vi forsøge at sætte mere fokus på, hvordan det er at være ung pårørende til en ung kræftpatient. Læs interviews her på hjemmesiden og tjek vores tre film, hvor du kan se en søskende, ægtefælle og veninde sætte ord på, hvor svært det at stå på sidelinjen. Vi holder også aftener for pårørende rundt omkring i landet – de næste bliver på Fyn og i Århus. Stay tuned♥

LÆS MERE OM AT VÆRE UNG PÅRØRENDE!

Vil du dele din historie om at være ung pårørende til en ung kræftpatient? Så send os en mail: ungkraeft@cancer.dk eller del din historie på Instagram #duerikkealene #ungkræft Sammen nedbryder vi tabuer!

Af Charlotte, pårørende Sidst ændret 12.03.2019