Symptomer på vulvacancer (kræft i kvindens ydre kønsorganer)
Det tidligste symptom på kræft i de ydre kvindelige kønsorganer er vedvarende kløe og irritation. Sårdannelse og smerter i området kan også være tegn på sygdommen.
Kræft i de ydre kønsorganer kan give flere symptomer. Fælles for dem alle er, at du godt kan have symptomerne, uden at det nødvendigvis er kræft.
De tidligste symptomer på kræft i de ydre kønsorganer er:
- Kløe og irritation i området
- Et sår, der ikke vil hele i de ydre kønsorganer
Du kan dog få kløe og irritation ved mange andre tilstande, f.eks. helt banale svampeinfektioner. Du skal især være opmærksom, hvis generne varer ved efter eventuel behandling på mistanke om svamp. Hvis generne fortsætter, skal du kontakte din læge og bede om at få foretaget en gynækologisk undersøgelse.
Hvis din praktiserende læge finder vedvarende eksem eller et sår, der ikke vil hele i området, bør du blive henvist til en gynækologisk speciallæge, der vil tage en vævsprøve (biopsi).
Ligesom for andre kræftsygdomme er det vigtigt, at man får stillet en eventuel diagnose så tidligt som muligt.
Senere i forløbet kan man få symptomer som:
- Knudedannelse
- Smerter, herunder smerter og svie ved vandladning
- Blødning
- Udflåd
Landsindsamlingen 2026
Landsindsamling 19. april: Saml ind til livsvigtig forskning
23-årige Isabella Jepsen levede et almindeligt ungdomsliv, indtil leukæmien ændrede alt. "Forskning har været med til at redde mit liv, og det betyder meget for mig at være med til at samle midler ind, så der kan blive forsket videre, og endnu flere kan få en ekstra chance. Jeg håber, at rigtig mange andre også har lyst til at bakke op, ligesom jeg".
Gå med 19. april