Behandling af epiteliale kræftknuder i æggestokkene
Behandling af epiteliale kræftknuder i æggestokkene er operation og i de fleste tilfælde kemoterapi. Epiteliale kræftknuder udgør cirka 90 pct. af alle tilfælde af æggestokkræft. Denne kræfttype stammer fra de celler, der dækker æggestokkens/æggeledernes overflade og alle andre organer i bughulen. Sygdommen rammer oftest kvinder over 60 år.
Hvilke behandlingsmuligheder findes der?
Kun de allertidligste stadier og nogle sjældne, mindre ondartede typer af æggestokkræft kan behandles med operation alene. Hvis sygdommen ikke kan fjernes helt ved operation, kan du få behandling med kemoterapi og biologiske midler, som ofte kan holde sygdommen nede i flere år.
Hvis kræften er afgrænset til æggestokkene, vil du efter operationen have stor sandsynlighed for at blive helbredt for sygdommen.
Hvis du får påvist sygdommen på et tidspunkt, hvor den har bredt sig udenfor æggestokkene, er det for nogle kvinder muligt at blive helbredt ved operation og forebyggende efterbehandling med kemoterapi. Hos andre vil det med operation og/eller kemoterapi være muligt at holde sygdommen nede i flere år.
I Danmark har der i løbet af de sidste 10 år været 10 pct. forbedret overlevelse ved æggestokkræft sammenlignet med overlevelsen fra 2003. Der er også kommet flere nye behandlingsmuligheder på banen i form af nye biologiske behandlinger.
Behandling med operation
Du vil som regel blive tilbudt operation, hvis du kan tåle at blive opereret. Målet med operationen er at fjerne al synligt kræftvæv eller at reducere mængden af kræftvæv til et minimum.
Hvis det er muligt, får du ved operation fjernet begge æggestokke, æggeledere (dobbeltsidig salpingo-ooforektomi) og livmoderen (hysterektomi). Blindtarmen fjernes kun ved de såkaldte mucinøse tumorer.
Desuden fjernes fedtforklædet (omentet), der hænger ned fra tyktarmen. Fedtforklædet sidder opadtil i bughulen, og derfor åbner gynækologen ind til bughulen gennem et såkaldt længdesnit. Snittet strækker sig fra kønsbenet og op til navlen eller forbi navlen op mod brystbenet. Denne adgang er nødvendig, hvis du skal opereres i den øvre del af bughulen - for at fjerne fedtforklædet eller ved spredning af sygdommen.
I de fleste tilfælde vil du også få fjernet lymfeknuderne i bækkenet og langs hovedpulsåren (aorta), fordi kræften kan have spredt sig til lymfeknuderne.
Operation af tarmen er nødvendigt i nogle tilfælde
Har kræften spredt sig til tarmen, kan det være nødvendigt at fjerne et stykke tarm, og i nogle tilfælde kan det være nødvendigt at føre tarmen ud igennem bugvæggen (stomi). Operation af tarmen er nødvendig hos 30 pct. af de kvinder, der opereres for æggestokkræft.
I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at få fjernet milten. Hvis det er tilfældet for dig, skal du vaccineres mod pneumokokker (en bakterie), da risikoen for lungebetændelse og meningitis vil være forøget, når milten er fjernet.
Operation af bughinden
Bughinden beklæder alle organer i bughulen, bugvæggen samt undersiden af mellemgulvet. Kræft i æggestokkene har tendens til at sprede sig til bughinden. Derfor omfatter operationen ofte, at du også får fjernet dele af bughinden (kaldes stripning), og det kan også omfatte dele af mellemgulvet. De steder du får fjernet af bughinden, vil gendanne sig selv.
Lægen undersøger hele bughulen
Under operationen undersøger lægen hele bughulen og tager vævsprøver fra lymfeknuder, bughinden og væske fra bughulen. Alle prøverne sendes til nærmere undersøgelse under mikroskop, for at lægen kan se, om der er kræftceller til stede.
Behandling med kemoterapi
Ved operationen og den senere mikroskopi vurderer lægen, om kræften har spredt sig til andre organer i bækkenet, til lymfeknuderne langs hovedpulsåren eller til leveren.
Hvis sygdommen ved operationen har spredt sig, fjerner lægen så meget som muligt for at nedsætte mængden af kræftceller, der efterfølgende skal behandles med kemoterapi. Selvom sygdommen er begrænset til æggestokkene, vil der ofte blive tilbudt efterbehandling med kemoterapi. Læs mere:
Kemoterapi og behandling af spredning
Hvad sker der efter operationen?
Efter operationen vil du være indlagt 3-8 dage. De fleste kommer allerede ud af sengen samme dag, som de er blevet opereret.
Under indlæggelsen vil personalet tale med dig om, hvor vigtigt det er at være fysisk aktiv efter operation. Desuden vil du opleve, at der er stort fokus på din ernæring efter operation. Begge dele har afgørende betydning for at sikre dig det mest komplikationsfrie forløb.
Kort tid efter operationen får du besøg af en fysioterapeut, som vil gennemgå, hvilke træningsøvelser du skal lave. Når du ligger i sengen, er det vigtigt, at du regelmæssigt bevæger benene og laver vejrtrækningsøvelser, da det kan være med til at forebygge lungebetændelse og blodpropper.
Efter operationen vil du blive anbefalet mild blodfortyndende behandling i 4 uger. Det får man som en daglig indsprøjtning, som du enten selv kan lære at tage eller få hjemmesygeplejersken til at give dig. Du får udleveret medicinen på hospitalet.
Hvis du ikke skal have kemoterapi, kan du som regel begynde at arbejde fire til seks uger efter operationen.
Kemoterapi efter operationen
De fleste kvinder får kemoterapi efter operationen for at nedsætte risikoen for, at sygdommen vender tilbage. Kemoterapien kan nemlig slå eventuelt tilbageværende kræftceller ihjel.
Hvis det ikke var muligt at fjerne alt kræftvævet under operationen, vil efterbehandlingen også være kemoterapi.
Du får kemoterapien som drop i en blodåre, så medicinen kommer rundt i hele kroppen. Du får som regel kemoterapien på hospitalet uden at være indlagt.
Kemoterapi ved kræft i æggestokkene kan give bivirkninger, bl.a. hårtab og føleforstyrrelser i fingre og tæer. Det er dog ikke alle, der oplever bivirkninger. Spørg din læge, hvilke bivirkninger du kan forvente ved netop den eller de typer af kemoterapi, du får.
Operation kan medføre tidlig overgangsalder hos yngre kvinder
Ved operation for æggestokkræft får du fjernet begge æggestokke og livmoderen, hvilket medfører at produktionen af hormoner stopper. Det betyder, at yngre kvinder, der endnu ikke naturligt er gået i overgangsalderen, vil opleve at gå i tidlig overgangsalder.
For mange kvinder giver det efter få dage gener i form af hede- og svedeture. Det minder om de symptomer, du får, hvis du naturligt kommer i overgangsalder. Hvis du ønsker det, kan du i nogle tilfælde få hormonbehandling for at lindre generne.
Andre symptomer kan være tørhed i skeden og nedsat sexlyst. Behandling med det kvindelige kønshormon østrogen kan ophæve disse symptomer, og lysten til sex kan komme tilbage.
Det er almindeligt, at et alvorligt sygdomsforløb vil påvirke ens sexlyst. Få gode råd til, hvordan du kan løse seksuelle udfordringer og genfinde lysten:
Læs mere om symptomerne på tidlig overgangsalder, og om hvad du kan gøre ved dem:
Tidlig overgangsalder hos kvinder
Fertilitetsbevarende operation ved æggestokkræft i tidligt stadie
Yngre kvinder med kræft i æggestokkene i tidligt stadie, der ønsker at blive gravide, kan i nogle få tilfælde nøjes med at få fjernet æggeleder og æggestokken i den side, hvor kræft sidder. Dette kaldes fertilitetsbevarende kirurgi.
En fertilitetsbevarende operationer kræver, at en række forudsætninger er opfyldt. Ønsket om at bevare muligheden for at kunne blive gravid kan kun imødekommes i få tilfælde og efter nøje vurdering i samråd med lægen.
Du er indlagt i fem til syv dage efter en fertilitetsbevarende operation. Og medmindre du skal have efterbehandling med kemoterapi, kan du genoptage dit hverdagsliv igen efter fire til seks uger. Læs mere: