Overblik: Forstå behandlingsmulighederne
Her får du et overblik over behandlingerne for akut leukæmi, og de forhold der afgør, hvilken behandling du kan få tilbudt.
Behandlingen afhænger af typen af leukæmi
Akut leukæmi er en kræftsygdom i blodet og knoglemarven. Der findes to hovedtyper hos voksne:
- akut myeloid leukæmi (AML)
- akut lymfatisk leukæmi (ALL)
De to sygdomme behandles forskelligt. Derfor vil lægerne først undersøge, hvilken type leukæmi du har.
Når lægerne skal planlægge din behandling, ser de blandt andet på:
- hvilken type og undertype af leukæmi du har
- genetiske forandringer i leukæmicellerne
- din alder og dit generelle helbred
Det er altid dig og lægen, der sammen beslutter, hvilken behandling du skal have.
Behandling af akut myeloid leukæmi (AML)
Behandlingen af AML består oftest af kemoterapi. Formålet er at fjerne leukæmicellerne fra knoglemarven, så de normale blodceller kan dannes igen.
Nogle får intensiv kemoterapi med det mål at helbrede sygdommen. Hvis behandlingen virker godt, kan den i nogle tilfælde blive afsluttet med en stamcelletransplantation.
Hvis man ikke kan tåle intensiv behandling, kan man få en mildere behandling, der kan bremse sygdommen og lindre symptomer.
Læs mere om behandling af AML:
Behandling af akut lymfatisk leukæmi (ALL)
Behandlingen af ALL består først og fremmest af kemoterapi. Hos nogle suppleres behandlingen med målrettet medicin eller antistofbehandling.
Behandlingen foregår som regel i flere faser. Den første del er intensiv og kræver ofte indlæggelse.
Senere fortsætter behandlingen typisk som vedligeholdelsesbehandling i en længere periode.
Hos nogle patienter kan behandlingen blive afsluttet med en stamcelletransplantation.
Læs mere om behandling af ALL:
Stamcelletransplantation
Ved nogle former for akut leukæmi kan behandlingen blive afsluttet med en stamcelletransplantation.
En stamcelletransplantation kan være en mulighed, hvis der er stor risiko for, at sygdommen kommer tilbage, eller hvis sygdommen ikke forsvinder helt efter den første behandling.
Læs mere om stamcelletransplantation:
Undgå vægttab, så din krop holder sig stærk
Mange mister appetitten og taber sig under et kræftforløb. Men det er vigtigt for at kunne komme sig, at du forsøger at holde vægten, så du bevarer så meget af din muskelmasse som muligt. Sørg derfor for at spise, så du får nok kalorier og proteiner og prøv at undgå at tabe dig. Det holder dit immunforsvar stærkt. Den mad, der er sund for dig som kræftpatient, er den samme, som er sund for alle andre.
Find gode opskrifter og viden om kost