Bog om børnekræft i skolen
I denne gratis e-bog kan du som lærer, pædagog og leder på en skole berørt af børnekræft finde viden, råd og vejledning til, når et barn på skolen selv får kræft eller har en søskende, der får kræft.
Når børnekræft bliver en del af skolens fællesskab
Når I på skolen får besked om, at et barn på skolen har fået kræft, eller at et barns søskende har fået kræft, vil beskeden berøre alle i klassefællesskabet: familien, de relevante lærere og pædagoger, klassekammerater, klassens forældre og skoleledelsen.
Måske bliver I usikre på, hvordan I skal håndtere den nye situation, eller måske vil I bare gerne hjælpes lidt på vej. Med den gratis e-bog Børnekræft i skolen kan I finde inspiration, råd og vejledning til, hvad I kan gøre som skole, når børnekræft bliver en del af skolens fællesskab.
E-bog: Børnekræft i skolen
Børnekræft i skolen er en e-bog med inspiration til fagprofessionelle i grundskolen, der møder børn berørt af børnekræft.
I bogen kan du læse om baggrundsviden og livet med børnekræft. Du kan også finde inspiration til, hvordan skolen kan hjælpe et barn med kræft, børn med kræftsyge søskende samt klassefællesskabet. Der er også et afsnit, der berør de tilfælde, hvor en elev på skolen ikke kan helbredes og ikke overlever sin sygdom.
Bogen er tænkt som et opslagsværk, så læs de kapitler og afsnit, der er relevante for dig og den situation, du står i.
Bogens tre dele
I bogens første del får du en introduktion til børnekræfttyper, behandlingsformer og birkvirkninger samt eksempler på mulige senfølger, som barnet kan få af behandlingen. Du kan få et indblik i barnets hverdag på børnekræftafdelingen, men også viden om de praktiske, følelsesmæssige og sociale forandringer, som familien kan opleve. Desuden beskrives fire forhold, der har betydning for familiens trivsel. Du kan få inspiration til, hvordan du kan tale med børn om børnekræft og andre svære emner, men også hvordan du kan opleve sårbarhed, berørthed og tvivl i dette støttearbejde.
I bogens anden del får du viden om betydningen af godt skole-hjem-samarbejde, når et barn har en længerevarende livstruende sygdom. Du får herudover en beskrivelse af den nye situation, skolen står i, når et barn eller et barns søskende rammes af kræft, samt de første støtteopgaver, skolen står over for. Hertil får du inspiration til, hvordan skolen i sygdomsperioden kan sikre det syge barns tilknytning til klassens fællesskab - både i fraværsperioder, og når barnet vender tilbage til skolen. Til slut får du ligeledes inspiration til, hvordan du kan støtte op om et barn, der har en kræftsyg søskende.
I bogens tredje del får du råd og vejledning til, hvis barnet ikke kan helbredes, og barnet efterfølgende dør. Du får hjælp til, hvordan du kan støtte barnet, søskende og klassekammeraterne i den sidste tid. Ligeledes kan du læse om, hvordan du kan støtte søskende og klassekammerater efter dødsfaldet, og du finder henvisninger til yderligere støtte til børn i sorg.
Vil du vide mere?
I den kvalitative rapport 'Når børnekræft bliver en del af klassefællesskabet' kan du læse indsigter fra skoleledelser, lærere og pædagoger samt klassekammerater og klassekammeraters forældre i klasser berørt af børnekræft.