Hvis et barn ikke kan helbredes

For mange kan det være svært at vide, hvor meget man skal interagere med familien i barnets sidste tid. Det er en rigtig god idé at kontakte familie og spørge dem – også selvom det føles svært. 

Familierne finder det hjælpsomt, at nogen tør tilbyde deres hjælp. I kan række ud og for eksempel spørge:

• Er der et tidspunkt, hvor I kunne have tid og overskud til, at vi taler om, hvordan vi fra skolen kan hjælpe den kommende tid
• Jeg vil gerne spørge ind til, hvor I er, og hvad I har brug for, så jeg kan hjælpe med at planlægge nogle praktiske ting fra vores side. Sig til, hvis der er noget, I lige skal summe over
• Hvem kender til den nye status?
• Ved I, hvad der kommer til at ske nu?
• Skal barnet være indlagt– hospital - hospice?
• Kommer barnet hjem?
• Har I lyst til besøg? Af mig og/eller andre voksne fra skolen? Og/eller af en eller flere klassekammerater?
• Har I brug for hjælp til at fortælle det til den øvrige forældregruppe?
• Hvordan og hvem skal fortælle det til klassen?
• Hvordan kan vi ellers hjælpe i den kommende tid?

Når I har afklaret med familien, hvordan beskeden skal gives, er det en god idé at:

• Være flere voksne i klassen, så I kan tage hånd om børnenes forskellige reaktioner og kan støtte jer til hinanden
• Fortælle ærligt og så konkret som muligt, hvad det betyder, at barnet ikke længere kan modtage helbredende behandling – brug for eksempel sætninger som ”dør af sin sygdom”, ”kan ikke blive rask”
• Have god tid til, at I taler om situationen sammen i klassen
• Skabe et rum, hvor alle spørgsmål er legale – også om, hvad der sker efter døden både med kroppen og eksistentielt
• Give plads både til de børn, der ikke kan rumme at være for længe i de svære følelser og de, der har brug for at stille en masse spørgsmål

Hvis forældrene til det syge barn giver samtykke til det, er det en god idé at informere forældregruppen, før klassen informeres. I de ældre klasser er det vigtigst at få budskabet ud hurtigst muligt, da nogen måske allerede har fået besked. 

Skriv derefter ud til forældrene, så de ved, at eleverne har fået den triste besked. På den måde har forældrene mulighed for at støtte og trøste deres børn. Kommunikér et klart budskab, og præcisér, hvem man kan rette spørgsmål til. Det forebygger rygtedannelse og sikrer, at alle som udgangspunkt har samme viden.  

Bliv ved med tale om situationen og give plads til de spørgsmål, tanker og bekymringer klassekammeraterne gør sig - både samme dag, som de får beskeden og i den efterfølgende periode. Nogle børn har brug for at tale meget om det, andre mindre. Sørg for at give plads til begge dele.

Vær forberedte på, at klassekammeraterne kan reagere meget forskelligt. Nogle vil måske græde voldsomt, andre kan blive fysisk urolige, nogle kan komme til at grine – uden at ville det, og andre kan virke næsten upåvirkede. 

Nogle af det syge barns tætte venner kan opleve en egentlig sorgreaktion over det forestående tab af en nær ven. Den gruppe børn, der bliver særligt påvirket, vil have brug for ekstra støtte og samtaler. 

Andre klassekammerater, der ikke har samme tætte relation til det syge barn, kan reagere på selve det faktum, at børn kan dø og måske blive bange for selv at dø eller miste søskende eller forældre.

Andre kan reagere på, at de bliver mindet om andre dødsfald i deres liv, mens nogle reagerer på den stemning, der er knyttet til den alvorlige situation.

For nogle vil reaktionen måske først komme timer eller dage senere. Det kan ofte være en hjælp for børnene i klassen at få at vide, at det er helt okay at reagere på forskellige måde og på forskellige tidspunkter.

Nogle gange er det syge barn i skole til det sidste, andre gange kommer det og siger farvel lidt tid forinden. I mange tilfælde er udvalgte venner på besøg på hospitalet, hospice eller i hjemmet for at sige farvel. 

I kan sige farvel ved for eksempel at:

• Sende tegninger eller breve med gode minder
• Sende en videohilsen fra hele klassen 

Selve det at sige farvel og for eksempel dele et godt og betydningsfuldt minde eller karaktertræk ved det syge barn bidrager til barnet føler sig værdifuld. Ligesom det er betydningsfuldt for de børn, der får sat ord på deres følelser, relationen til den syge og afskeden.

Det er meget individuelt, om familien har lyst og overskud til besøg i den sidste tid. For nogle familier og lærere har det været betydningsfuldt for alle parter at besøge hjemmet eller hospitalet og sige farvel. Det viser respekt, og at barnet forsat er en værdifuld del af klassen. 

Nogle familier kan være meget private om situationen. I de situationer kan I nænsomt spørge, om det vil være meningsfuldt for dem, at du og en klassekammerat eller to kommer og siger farvel. 

Når det er afklaret, kan du planlægge dit besøg og i samråd med familien afgøre, hvilke elever der skal besøge eleven. I nogle tilfælde har forældrene selv kontakt med deres barns tætteste venner. 

Vær tydelig og transparent i kommunikationen til klassen og den øvrige forældregruppe. Fortæl, at du og to klassekammerater har været på besøg på for at vise jeres og klassens støtte, og at du godt ved, at flere gerne ville have været med, men at det syge barn ganske enkelt ikke havde overskud til at flere kunne komme på besøg. Du kan eventuelt sørge for, at de to elever, der tager på besøg, har en gave, breve og eller andet med fra hele klassen.

Rigtig mange familier anser deltagelse fra lærerteamet, klassekammerater og forældregruppen i bisættelse eller begravelse som en vigtig gestus for det døde barns levede liv. 

Indgå i en dialog med familien om det. Det er en hjælp, hvis I som skole tager ansvaret og stiller spørgsmål, som er enkle: 

• Har I lyst til, at lærerteamet deltager?
• Har I lyst til, at de øvrige børn fra klassen deltager?
• Har I brug for hjælp til at informere forældregruppen?

Hvis alle børnene fra klassen deltager, er det særligt for de yngre børn en hjælp, at der også er nogle forældre med.

Uanset om en eller flere klassekammerater deltager, vil et barns begravelse påvirke både de børn, der deltager og resten af klassen. Børnene skal forholde sig til, at et barn i klassen er død og dermed ikke længere er en del af klassefællesskabet. 

Tal med børnene om det, som optager dem. Tag udgangspunkt i deres oplevelser og tanker og vær nysgerrig på, hvad de har set og hørt, og hvad de tænker. Rigtig ofte tænker børn anderledes, end vi voksne forestiller os.