Parforholdet når ens barn har kræft

Parforholdet når ens barn har kræft

Når man har et barn med kræft, fokuserer man naturligt på det syge barn, behandlingen og at få hverdagen til at gå op. 

Mange oplever, at den fælles hverdag forsvinder. Ofte må man dele sig, så den ene primært tager sig af hverdagen hjemme, mens den anden primært tager sig af det syge barn og måske er indlagt sammen med barnet. Det kan være svært at finde tid til hinanden, og man glemmer nemt at prioritere parforholdet, når der er mange opgaver, der trænger sig på.

Det er ikke unormalt at reagere forskelligt på sygdommen – eller at være uenige om, hvordan man tackler den, hvad man fortæller barnet og omgivelserne, og hvordan man prioriterer opgaverne. Det kan være svært at forstå og rumme hinandens følelser og behov.

Et team med hver sin hverdag

Ofte bliver én forælder indlagt sammen med barnet, mens den anden passer hjemmet og de raske søskende. Det kan give følelsen af at leve to forskellige liv, og man kan føle sig både ensom og misforstået, uanset hvilken rolle man har.

Det kan være svært at være den, der er hjemme i den ’normale’ hverdag, hvor man ikke kan gøre så meget for det syge barn. Det kan også være svært at være den, der tager sig af det syge barn, hvor al fokus er på barnets behov. Man kan føle sig isoleret og ensom, når hver dag foregår sammen med det syge barn, hvad enten det er hjemme eller på hospitalet.

Selvom fordelingen giver mening rent praktisk, kan man stadig føle sig overset, presset eller alene. Husk, at I stadig er et team – også når I ikke er fysisk sammen.

Skab pauser og bed om hjælp

Mind jer selv og hinanden om at pleje jeres forhold

Selv om jeres fokus naturligt er på jeres syge barn, kan det ind imellem være godt at minde sig selv og hinanden om at sætte tid af til at pleje parforholdet. Et styrket parforhold kan give energi til at klare alle de opgaver, der kommer, når der er et sygt familiemedlem.

Hvis I løbende får givet og modtaget omsorg og får drøftet forskellige holdninger, før de vokser sig alt for store. Hele jeres familie vil trives bedst, hvis far og mor også får opfyldt nogle af deres basale behov.

Byt roller

Hvis det er praktisk muligt, kan det være godt at skiftes til at være sammen med det syge barn. I kan prøve at lægge en plan for, hvordan I kan bytte roller. I kan f.eks. skiftes til at køre barnet til undersøgelser, og hvis I begge har mulighed for at tage orlov fra arbejdet, kan I måske skiftes til at være hjemme og på hospitalet. Dermed kan I både aflaste hinanden og samtidig deltage i hverdagslivet derhjemme.

Få hjælp fra andre

Når man bliver meget presset, har man sværere ved at se nye løsninger og kommer nemt til at gøre, som man plejer. Selvom barnet måske helst vil have mor og far med på hospitalet hele tiden, kan man overveje, om andre kunne være der nogle timer, så man kan få tid til at være lidt sammen som par. 

Bed om hjælp fra jeres netværk, så I begge kan få et pusterum fra livet med sygdom i ny og næ – enten sammen eller hver for sig. Måske kan bedsteforældre eller andre, barnet er tryg ved, tage med det syge barn til en undersøgelse, eller de kan komme og være sammen med barnet på hospitalet nogle timer.

Det kan være små ting, der kan gøre en forskel, f.eks. tid til kærlighed og omsorg, tid til at dele tanker og følelser, tid til at få opfyldt egne behov.

Tal sammen – og lyt

Del hverdagen og anerkend hinanden

Det er vigtigt, at I husker at tale sammen, også selvom I begge kan være udmattede. Fortæl din partner lidt om din dag, også selvom det måske bare har været en dag som alle andre. Og spørg til din partners dag. Det behøver ikke være lange, dybe samtaler. Ved at tale sammen tager I del i hinandens hverdag, og det kan give en forståelse for, hvorfor I reagerer, som I gør.

Det er også en god idé at anerkende hinanden. Det kan man f.eks. gøre ved at rose sin partners indsats. Fremhæv gerne, hvis han eller hun er god til at få gjort noget ved tingene. Måske er han eller hun god til at finde på måder at tackle de nye dilemmaer, som hverdagen byder på, f.eks. at få barnet til at tage medicin eller sidde stille ved undersøgelser. Dermed viser du din partner, at han eller hun ikke er glemt – selvom jeres liv primært handler om sygdommen.

Når I er uenige

Der er mange ting at forholde sig til, når ens barn bliver sygt, og det er helt normalt at have forskellige holdninger – til behandling, kommunikation, eller hvordan man bedst støtter barnet og eventuelle søskende.

Det kan være rigtig svært både at lytte og føle sig hørt, når der er mange følelser på spil. Samtidig har man et stort behov for, at netop ens egne bekymringer og løsninger bliver taget alvorligt.

Prøv at lytte – og lad hinanden tale ud

Det kan være en hjælp at tage sig god tid til at lytte til hinanden. En metode er, at man skiftes til at tale og lytte – uden at afbryde. Det kan give ro og plads til at forstå hinandens tanker og valg.

Man kan fx starte med:

- Jeg synes, vi skal gøre …, fordi jeg tror, det er bedst for vores syge barn/raske børn/os selv, af følgende grunde…

Når man taler, har man mulighed for at forklare sine synspunkter. Når man lytter, kan man forsøge at forstå den andens perspektiv – også selvom man er uenig.

Måske finder I et fælles ståsted. Måske må I acceptere at være uenige, men beslutte jer for, hvad I gør lige nu – og tage en ny snak senere, hvis det bliver nødvendigt.

Svært at rumme den andens reaktion

Vi reagerer alle forskelligt i pressede situationer. Nogle har ikke lyst til at tale om det, der er svært, mens andre har brug for at få luft for deres tanker og få andres syn på det hele.

Det kan være rigtig svært at rumme, at ens partner reagerer, tænker og føler noget andet end en selv, når ens fælles barn er alvorlig syg. Man kan blive vred på den anden.

Den ene kan have brug for at tale om 'hvad nu hvis', mens den anden har brug for at udskyde denne samtale, til HVIS den skulle blive aktuel på et tidspunkt. 

Hvis I begge holder fast i hver jeres behov, kan det føre til frustration og skænderier. Her kan det hjælpe at huske, at man ikke selv vælger, hvordan man reagerer i kriser – og at ingen kan vide på forhånd, hvordan de vil håndtere en situation, de aldrig har stået i før.

Find en måde, hvor I begge bliver hørt

Måske kan I lave en aftale om at sætte tid af til at tale sammen – for eksempel en time om ugen – så det svære ikke fylder alt hele tiden. Måske kan I igen bruge metoden med at skiftes til at tale og lytte, så I bedre kan forstå hinandens reaktioner og behov.

Det handler ikke om, at I skal tænke eller føle ens – men om at give hinanden plads og respekt, så I begge kan være der for jeres barn og for hinanden.

Tal med andre

Hvis du ikke kan rumme din partners reaktion, og I har svært ved at tale sammen, kan det være en god idé at tale med andre om jeres tanker, holdninger og reaktioner.

Måske har du en god ven eller veninde, der kan lægge øre til. Det kan også være en fordel at tale med en udefra – det kan f.eks. være en psykolog eller en hospitalspræst. En professionel rådgiver kan være god at tale med om det, der er svært, hvad enten det er at tackle barnets sygdom, parforholdet, forholdet til andre søskende eller andet.

Opsøg også gerne netværk eller andre forældre, der står i samme situation som jer, og som dermed langt hen ad vejen vil skulle tage stilling til de samme spørgsmål.

Sygdom kan sætte forholdet i et nyt lys 

Ikke det samme som før

Når barnets sygdomsforløb er afsluttet, er det naturligt at opleve, at hverdagen og parforholdet ikke er det samme, som det var før sygdommen. For mange par kan det føles som, at man skal lære sig selv og hinanden at kende igen. Det kan tage tid at finde hinanden som kærester igen.

Nogle glider fra hianden

Nogle oplever at være gledet fra hinanden. At kriserne har tæret så meget på forholdet, at der ikke er overskud eller nærhed tilbage.

Måske ser man sit liv i et nyt perspektiv og beslutter, at man vil noget nyt med sit liv. Måske opdager man, at man ikke længere har en fælles hverdag og lever adskilte liv. Måske har ens partner sagt eller gjort ting undervejs i sygdomsforløbet, som man ikke kan acceptere. Måske fylder skænderierne mere end de gode samtaler. Alt sammen kan være medvirkende årsager til, at man ikke ønsker at fortsætte parforholdet.

Nogle blive tættere

Andre oplever det modsatte: At sygdommen har ført dem tættere sammen. At man har opdaget nye sider af hinanden – og at det fælles bånd er blevet stærkere.

Man kan have oplevet nye sider af sin partner, som gør, at man værdsætter og holder endnu mere af ham eller hende. Det kan f.eks. være, at ens partner har været rigtig god til at tackle humørsvingninger eller håndtere alt det praktiske i hverdagen. Hvis man har øje for hinanden og parforholdet undervejs, kan parforholdet også være blevet stærkere af at have gennemlevet og tacklet et sygdomsforløb.

Uanset hvordan I har det, er det helt normalt at stå tilbage med nye behov, værdier eller ønsker. Måske har I brug for professionel hjælp til at finde hinanden igen – eller til at gå hver til sit på en god måde.