Skip navigation

Foredrag: Bedre Søvn – for alle berørt af kræft

Foredrag om Bedre Søvn - Foredraget er for alle berørt af kræft. Er du nysgerrig på, hvorfor søvn er afgørende for vores fysiske og psykiske velbefindende, så er her mulighed for at blive klogere.

Bedre Søvn Kræftsygdom kan påvirke vores søvnmønster. Vi kan få svært ved at sove om natten selvom, at vi måske føler os trætte. Det kan skyldes gener fra behandling eller de tanker og bekymringer, som sygdommen kan sætte i gang. Søvnforstyrrelser i forbindelse med kræftsygdom kan forekomme hos både kræftramte og pårørende, men ses også hos efterlevende. 

Da søvn er afgørende for vores fysiske og psykiske velbefindende, for vores evne til at gendanne celler og evne til at opbygge vores immunsystem sætter Kræftrådgivningen i Næstved fokus på netop dette emne. 

Vi har derfor inviteret foredragsholder Susanne Nielsen, der til dagligt arbejder som specialistsygeplejerske på Senfølgeklinikken på Sjællands Universitetshospital i Roskilde.

I foredraget vil Susanne Nielsen bl.a. gøre os klogere på normale søvnprocesser, søvnbehov, søvncyklusser og god søvnhygiejne. I forlængelse af det vil Susanne tale om søvnløshed og om hvad vi selv kan gøre for at komme den til livs.