Overskriften for dagen er i år syslerier og kreativitet, og hvordan det at skabe noget med hænderne kan skabe et frirum og give mere ro i hovedet.
Dagen og huset er smukt rammet ind af kunstudstillingen ”Abstrakte Mutationer” af Frank Brahe, som har brugt det kreative udtryk som en del af sit kræftforløb.
Kom og vær med, når det passer dig. Det er gratis at deltage i alle dagens aktiviteter.
Program
Kl. 15.00: Velkommen og præsentation af kunstudstillingen "Abstrakte Mutationer - en hyldest til livet"
Værkerne er udstillet hele oktober måned og er bestemt et besøg værd. På dagen vil der desuden være mulighed for at købe et af kunstværkerne. Hele overskuddet af salget går ubeskåret til kræftrådgivningens netværk for børnefamilier, som har mistet en mor eller far.
Kl. 15.00-18.00: Åbne kreative værksteder og syslerier for alle aldre
Kom og vær med og kom godt i gang med at skabe noget kreativt. Uanset om du har prøvet det før, eller skal hjælpes godt i gang. Alle kan være med, både store og små.
- Strikkecafé: Du kan finde roen i stikkecaféen og strikke med, eller blive hjulpet godt i gang.
- Hækleafdelingen: Du kan finde inspiration i hækleafdelingen og møde vores søde og velkendte ven ”Malle Mus” og ikke mindst Linda, der er frivillig og hækler skønne mus, som børnene i vores netværksgruppe får og kommer til at holde så meget af.
- Craft psykologi: Du kan fordybe dig i tankerne og metoderne i ”craft psykologi”, hvor Dorthe guider dig til at komme ”i flow” og få ro for tanker og bekymringer. Alt imens hænderne med alverdens materialer, frembringer kreative resultater, som du måske slet ikke vidste, du kunne skabe.
Kl. 15.00-18.00: Rundvisning, musik og kage
Alle besøgende tilbydes rundvisninger i vores smukke hus. Dagen igennem spilles der musik på klaveret, og der er boller og kage til alle.
Kl. 17.30: Fællessang
Vi slutter dagen med at synge fællessang og høre sangen, som børnene fra vores netværk for børnefamilier, der har mistet mor eller far, har skrevet teksten til.