Spring navigation over

Parkursus for kræftpatienter og deres partnere

Når kræft rammer et parforhold, kan sygdommen og behandlingen fylde så meget, at det bliver svært at finde overskud til hinanden.

Nogle oplever, at forholdet styrkes, mens andre mærker et stort pres og nye roller som patient og pårørende. Det kan udfordre den normale relation og skabe afstand.

Vi har alle behov for at føle os trygt forbundet til vores partner. Uenigheder og konflikter er naturlige, men hvis vi ikke tager hånd om dem, kan det påvirke livskvaliteten.

Hvad får I ud af parkurset?

Kurset bygger på forskning i, hvad der styrker og udfordrer parforhold: PREP (Prevention and Relationship Enhancement Program). 

I lærer om typiske samspilsmønstre og får viden om, hvad der har betydning for et godt parforhold på lang sigt.

Gennem oplæg, øvelser og parsamtaler får I større forståelse for jeres egne mønstre og redskaber til at styrke kommunikationen og trygheden mellem jer.

Sådan foregår kurset

Kurset er holdundervisning med undervisere fra kræftrådgivningen.

Efter hvert oplæg får I tid til at tale sammen om temaerne i forhold til jeres eget parforhold.

Parsamtalerne er private – I deler ikke personlige oplevelser med andre kursister.

 

Praktisk information:

  • Form: Holdundervisning med oplæg, øvelser og parsamtaler
  • Dato og tid: Fredag d. 1. maj, d. 8. maj og d. 22. maj. Alle dage kl. 13.30-18.00. Der er ingen mulighed for overnatning. 
  • Forplejning: Te og kaffe. Frokosten må man medbringe el. købe på Herlev Hospital.
  • Sted: KR Herlev

Underviserne: 

Rebecca Krabbe-Sørensen, rådgiver i Kræftrådgivningen i Herlev, PREP-certificeret hos Styrk Familierne.
Tine Thers Hansen, rådgiver i Kræftrådgivningen i Herlev, PREP-certificeret hos Styrk Familierne.

 

NB: Når du tilmelder jer, så skriv begge jeres fornavne i feltet 'Fornavne' og begge jeres efternavne i feltet 'Efternavn'.