Røgfri udeservering
Flere og flere områder udenfor bliver røgfri. Røgfri udeservering ved caféer og restauranter gør rygning mindre synligt i børn og unges hverdag. Det beskytter mod tobaksrøg og giver konkurrencefordele – for rigtig mange foretrækker at spise uden røg.
Fordele ved røgfri udeservering
Et flertal i befolkningen ønsker røgfri udeservering. 54 pct. foretrækker at der er røgfrit udendørs på caféer og restauranter.
Størstedelen af befolkningen ryger ikke. 82 pct. af befolkningen ryger ikke, derfor vil røgfrihed på udeserveringer tilgodese størstedelen af gæsterne.
Mindre synlig rygning. Når børn og unge ikke ser rygning i omgivelserne, bliver de vant til, at det er det normale.
Skaber konkurrencefordele. Mange vil vælge røgfrihed til, f.eks. børnefamilier.
Færre skodder. Mindre rygning vil resultere i færre skodder, der skal samles op af personalet, og mindre risiko for forurening af miljøet.
Beskytter gæster og personale mod tobaksrøg. Udsættelse for tobaksrøg er forbundet med en sundhedsrisiko, også udendørs.
Færre konflikter mellem gæster, der er uenige om røgfrihed.
Røgfri udeområder bidrager til at forebygge rygning blandt børn og unge. 22 pct. af de 18-24-årige ryger dagligt eller lejlighedsvist.
Røgfri miljøer kan hjælpe dem, som forsøger at stoppe med at ryge. Det er lettere at stoppe, når man ikke udsættes for rygning i sine omgivelser. 3 ud af 4 af dem, der ryger dagligt, ønsker at stoppe.
Hvordan indfører man røgfri udeservering?
Røgfri udeservering kan f.eks. indføres som en venlig henstilling, som gæster informeres om ved ankomsten, ved hjælp af skilte på bordene eller ved indgangen. Erfaringer fra caféer og restauranter, der har indført røgfri udeservering som en venlig henstilling, er at gæster i høj grad følger det. Det kan være godt at informere om henstillingen flere steder, så gæster er opmærksomme på det, f.eks. på skilte ved indgangen og på bordene udenfor.
Vi anbefaler:
- Klar skiltning med simple budskaber, der forklarer, hvorfor udeserveringen er røgfri
- Opbakning til beslutningen fra medarbejdere, så de let kan forklare, hvorfor der er indført røgfri udeservering
Erfaringer fra andre steder, der har indført røgfri udeservering viser, at gæster er positive overfor tiltaget og bakker op om det.
Nogle caféer og restauranter har valgt at indføre helt røgfri udeservering, og har oplevet at gæsterne er positive og glade for beslutningen. Erfaringer viser, at en helt røgfri udeservering er lettere at indføre end delvis udeservering. Det er også lettere at forklare for gæster og medarbejdere.
Andre steder har valgt at installere pavilloner, hvor man fortsat må ryge, eller tilladt rygning på en afgrænset del af serveringsområdet.
Røgfri udeservering 1-2-3
Trin 1-2-3
Erfaringer fra udlandet
Røgfri udeservering er vedtaget ved lov i Sverige, og udbredt i både Norge, Holland og Frankrig. I USA og Canada har flere byer også indført tiltaget og Mexico har netop vedtaget en lov, der indfører røgfri udeservering på alle udendørs serveringssteder.