Bliv frivillig for en patientstøtteaktivitet
Kræftens Bekæmpelses lokale patientstøtteaktiviteter omfatter en bred vifte af fællesskaber uden for kræftrådgivningerne. Fælles for dem er, at de er tilbud til mennesker berørt af kræft, som ønsker at indgå i et fællesskab, hvor man er sammen om meningsfulde aktiviteter.
Hvem kan blive frivillig?
Alle over 18 år kan blive frivillige for aktiviteter, der støtter patienter og pårørende. Du behøver ingen særlige kvalifikationer – det vigtigste er, at du har tid, lyst og overskud til at skabe meningsfulde oplevelser og fællesskaber for mennesker berørt af kræft.
Hvad skal jeg lave?
Du kan bidrage både som frivilligleder eller aktivitetsfrivillig.
Som frivilligleder er din opgave at arrangere, hvor og hvornår aktiviteten finder sted. Du sørger for, at de praktiske rammer er i orden og er ansvarlig for at lave program og vagtplan for aktiviteten fra gang til gang. Alt efter, hvilken aktivitet, der er tale om, kan det f.eks. være foredrag, noget kreativt, gåture eller kor – mulighederne er mange. Derudover er det dig, der har kontakten til lokalforeningen og områdekontoret.
Som aktivitetsfrivillig indgår du i vagtplanen og er med til at støtte op om aktiviteten. Du byder deltagerne velkommen og er medtil at skabe trygge rammer og gode oplevelser.
Hvad får jeg ud af det?
Som frivillig for en lokal patientstøtteaktivitet har du muligheden for at gøre en forskel for kræftpatienter, pårørende eller efterlevende i dit lokalområde. Du er med til at opbygge et trygt fællesskab, hvor mennesker berørt af kræft kan støtte og hjælpe hinanden og dele sine erfaringer med andre i en lignende situation. Du får også selv et netværk i dit lokalområde.
Hvor lang tid tager det?
Antallet af timer afhænger af, hvilken rolle du tager på dig, hvor ofte aktiviteten afholdes, og hvor mange frivillige I er om opgaven. I vil altså være flere frivillige til at hjælpe hinanden med aktiviteten, og I får råd og støtte af jeres lokalforening og områdekonsulent.
Eksempler på lokale patientstøtteaktiviteter
Find din lokalforening og hør mere
Vil du være med til at skabe fællesskab for mennesker berørt af kræft i dit lokalområde? Har du en idé til en aktivitet – eller er du nysgerrig på at høre mere? Find din lokalforening og se, hvilke muligheder der er i dit område.