Gode input til Sundhedsstrukturkommissionens arbejde
Vores direktør og formand for sundhedsstrukturkommissionen, Jesper Fisker, kunne tage fra konferencen med gode input og betragtninger til kommissionens videre arbejde.
Konkret blev der ved konferencen efterspurgt mere ansvarstagen hos hospitalsledelser og ledelserne i kommunerne i ønsket om at skabe sammenhæng for patienterne, og der var et forslag om at gøre klyngerne stærkere med kig på de klynger, der fungerer godt i dag.
Der var også forslag om at knytte klyngerne til sundhedshusene for at minimere patienternes afstand til dem og dermed bidrage til at reducere og i højere grad ensarte patienternes adgang til visse sundhedsydelser. Ulighed optog udvalgene meget, og der var forslag om at differentiere ydelserne mere, så de ressourcestærke må indstille sig på mindre service i fremtiden.
I frokostpausen var der den traditionsrige quizvandring, hvor spørgsmålene kredsede om ulighed, ressourcer i sundhedsvæsenet, rekruttering og meget mere, der lige var blevet berørt i formiddagens oplæg.
Denne gang var det et overlegent regionsudvalg fra Nord, der tog vandrepokalen med hjem.