Vi arbejder jo for den samme sag
En af de frivillige, der har fundet vej til Middelfart, er Toni Olesen, der er formand for Stafet For Livet i Hadsten:
- Vi har meldt os til Frivilligtræffet, fordi vi synes, det er vigtigt at netværke. Jeg håber og tror, at vi kan blive inspireret af lokalforeningerne og vi har en ambition om at arbejde sammen med lokalforeningen i fremtiden, og jo mere man snakker sammen på kryds og tværs, jo bedre. Vi arbejder jo for samme sag, siger han.
Også i Københavns lokalforening ser man stor værdi i at række ud til hinanden, siger Jesper Jessen-Kampp, der er konstitueret formand:
- Ud over at det er dejligt at møde andre, så kommer jeg til at tage fra Frivilligtræf med rigtig mange gode ting. Jeg synes, der er en stor sammenhængskraft i, at man som lokalforening kan gøre brug af den viden og erfaring som stafetterne ligger inde med. Jeg tænker, at det er en god idé at stå sammen om et budskab om kræftsagen.
Hvis Frivilligtræf bliver afholdt igen til næste år, har Jesper Jessen-Kampp tænkt sig at opfordre hele bestyrelsen i lokalforeningen til at tage med.