Præsidiet
Om præsidiet
Repræsentantskabet ledes af et præsidium med en præsident og to vicepræsidenter.
De bliver valgt for 3 år ad gangen på det ordinære repræsentantskabsmøde.
Præsidiemedlemmer er berettigede til at deltage i hovedbestyrelsens møder. Præsidenten er tillige berettiget til at deltage i forretningsudvalgets møder.
I år stiller Hans Pilgaard op til genvalg som vicepræsident. Du kan læse hans valgudtalelse nederst her på siden.
Medlemmer af præsidiet
- Præsident
Direktør for Tænketanken Europa, ph.d. Lykke Friis
(Indvalgt 2016, 1. genvalg 2019) - Vicepræsident
Journalist, foredragsholder og tv-vært Hans Pilgaard
(Indvalgt 2020, på genvalg 2026) - Vicepræsident
Skuespiller Sofie Gråbøl
(Indvalgt 2024)
Du kan læse mere om præsidet her
Hans Pilgaards valgudtalelse
Jeg tumlede ind i verden lidt over 10 om formiddagen den 2.august 1963 – skabt af to unge mennesker der var for unge til forældreskab.
4 måneder senere, blev jeg hentet af min far og mor og voksede op i Blovstrød i Nordsjælland som søn af en luftkaptajn og en hjemmegående husmor.
Som ung prøvede jeg at bo og være sygepasser i London, siden anlægsgartner, pædagog, lærervikar og rengøringsassistent. Som 21-årig tog jeg til Aarhus og blev uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole fire år senere. Jeg begyndte som nyuddannet i 1988 på TV2, og har primært arbejdet for og med dem i næsten 38 år.
Siden 2008 har jeg været freelance – og er i dag direktør i eget firma – ”Hapi Entertainment”. Luftkaptajnen ville både klappe og grine 😉
Jeg laver shows og holder foredrag – fra onemanshowet ”Kampen for et sjovere liv” til ”Håb” for kræftens bekæmpelse og ”Det Gule Show” om selvvalgt familie.
Sammen med én af mine tætteste venner har jeg også udlevet drømmen om at lave tv med hjerteblod i form af ”Tilbage til 9A” og ”Det store spørgsmål”.
Jeg bor på Vesterbro med min mand, Jobbe, som jeg blev gift med i 2016. Og så har vi fået bygget et hus på Færøerne, hvor der er masser af udsigt til fred, fjeld og fjorde.
Jeg elsker både at rejse ud i verden og at gemme mig på sofaen og ”binge” serier på Netflix. Jeg er vild med skiløb, Springsteen og Liverpool. Fan af passioner og af at være loyal – især i modgang og modvind.
Når alt det er sagt, og cv´et er fuldendt, så er jeg først og fremmest bare Hans. En dreng på 62 år – der er taknemmelig for at ha´ overlevet kræft – og stolt over at kunne gi´ bare lidt tilbage eller videre som vicepræsident i Kræftens Bekæmpelse.
Jeg føler ikke, jeg er færdig endnu, så jeg håber på, jeg får en sidste periode med. Jeg vil fortsat sætte fokus på håbet der altid skal være der! Og vi skal huske den pårørende der står ved siden af og er lige så ramt og bange. Og at det er vigtigt at sige det højt, så man ikke skal stå alene – for nogle gange SKAL der andre til for at tænde lys i mørket.