Gå til sygdomsliste

Kræft og blodpropper i benene

Kræftpatienter har en let øget risiko for at få blodpropper i de dybe vener i kroppen (dyb venetrombose). Blodpropper opstår oftest i lægmuskulaturen, i låret eller i bækkenet. Her kan du læse om forebyggelse og behandling af blodpropper i venerne.

En blodprop i en vene forhindrer blodet i at blive transporteret tilbage til hjertet og giver ofte diffuse symptomer.

En blodprop i de dybe vener i benet kan blive særlig farlig, hvis den river sig løs og sætter sig fast i lungerne. Sjældent kan blodproppen også sætte sig fast i hjertet.

Blodpropper i benenes vener er noget andet end en blodprop i hjertet. En blodprop i hjertet sidder i en arterie i hjertet og giver smerter i brystet.

De fleste blodpropper kan behandles, så det er vigtigt at kende symptomerne på en blodprop i benene.

Søg straks læge ved symptomer på en blodprop

Symptomer på blodprop i benene:

  • Ensidig hævelse af f.eks. lægmuskulaturen med uforklarlig smerte og rødme omkring det område, hvor blodproppen er. Mange beskriver det som ”en fibersprængning” uden årsag
  • Området omkring blodproppen kan føles varmt, når man rører ved det
     

Symptomer på en blodprop i lungerne:

  • Åndenød, der udvikles over nogle dage - man mangler typisk luft til dagligdags aktiviteter 
  • Smerter i brystet eller øvre ryg
  • Eventuelt hoste med blodigt sekret
     

Hvis der er tale om blodpropper, er det vigtigt at blive behandlet hurtigt.

Der er forskellige grunde til, at kræft kan øge risikoen for blodpropper i benene:

Kræftsygdom kan gøre blodet mere tyktflydende

Hvis man har kræft, kan kroppen producere mindre af de stoffer i blodbanen, der normalt holder blodet flydende. Dette gælder især, hvis kræften involverer leveren. Selve kræftknuden kan også udsende stoffer, som får blodet til at størkne hurtigere, hvilket særligt vil påvirke blod i blodkar, der løber langsomt (som i vener i benene). Endelig kan kræftpatienter have en større mængde af de proteiner og blodplader i blodet, der får blodet til at størkne.

Forskellige typer kræftbehandling kan øge risikoen for blodpropper

Efter en operation har man øget risiko for blodprop i et par måneder, hvis blodkarrene er blevet påvirkede eller ligefrem beskadigede i forbindelse med operationen. Selve operationen vil også påvirke kroppen, så blodet størkner mere effektivt. Det er en naturlig reaktion, hvis man er blevet opereret eller kommer til skade. 

Når kemoterapien slår kræftcellerne ihjel, kan cellerne frigive stoffer, der øger blodets evne til at størkne og dermed øger risikoen for blodpropper. Visse typer kemoterapi øger risikoen mere end andre. Spørg din læge, om netop din type medicin øger risikoen for blodpropper i benene. 

Hormonbehandling af brystkræft med tamoxifen kan også øge risikoen for blodpropper. Blodpropper ses hos 1-10 pct. i tamoxifenbehandling. Der er dog enighed blandt lægerne om, at fordelene ved tamoxifen opvejer de risici, der er forbundet behandlingen, og at man bør fortsætte med at tage tamoxifen, hvis man er sat i behandling.

Visse kræftformer øger i sig selv risikoen

Kræft i bugspytkirtlen, tarmen, lungerne, maven, æggestokkene eller livmoderen medfører forhøjet risiko for at få en veneblodprop.

Andre faktorer, der øger risikoen

Rygning og p-piller øger risikoen for at få blodpropper, ligesom sukkersyge og hjertesygdomme. Den største risikofaktor er dog ens biologiske alder, hvor høj alder øger risikoen markant. Risiko for blodprop i vener hos børn og unge er meget lav.

Fysisk inaktivitet øger risikoen for blodpropper

Normal fysisk aktivitet øger blodgennemstrømningen, så blodet pumpes hurtigere rundt. Både ens kræftsygdom og dens behandling kan gøre, at man føler sig træt og utilpas, så man ikke er så fysisk aktiv, som man plejer.

Efter en operation kan det i starten være vanskeligt at bevæge sig, som man ellers plejer. Efter større operationer får man nogle gange udleveret stramme elastiske strømper i et par uger for at hjælpe blodet med at strømme tilbage til hjertet. Man får taget mål af benene, så strømperne har den rigtige størrelse. Det er vigtigt at understrege, at kun den rigtige type strømper har en gavnlig effekt mod blodpropper i ben - det gælder altså ikke ens egne stramme strømper.

Lange fly- eller togrejser kan øge risikoen for blodpropper

Inden en rejse kan man spørge sin læge, om man som kræftpatient bør have blodfortyndende behandling under og efter rejsen. 

Gode råd til at modvirke blodpropper i benene
  • Gå hyppige korte ture
  • Stå gerne lidt på tæer og vip frem og tilbage. Det øger blodgennemstrømningen i benene
  • Hvis man ikke kan bevæge sig rundt, kan man lave simple benøvelser (bøj og stræk af ben, fødder og tæer), f.eks. en gang i timen
  • Drik rigeligt vand (alkohol har en vanddrivende effekt og bør ikke opfattes som væske)

For at forebygge blodpropper på lange stillesiddende rejser kan man: 

  • Bevæge sig rundt eller lave enkle benøvelser, f.eks. hver time
  • Bære kompressionsstrømper (skal passe efter individuelle mål)
  • Drikke rigeligt væske (alkohol har en vanddrivende effekt og bør ikke opfattes som væske)
  • Undgå strammende tøj
  • Ved brug af sovepiller bør man tænke på, at man ofte bliver meget fysisk passiv
Blodpropper

Du kan forebygge blodpropper i benene ved at gå hyppige korte ture. Kan du ikke bevæge dig så meget rundt, kan du i stedet lave simple benøvelser.

Behandling er blodfortyndende medicin - også akut ombord på flyet

Behandling af blodpropper er som regel medicin, der fortynder blodet (antikoagulerende behandling). Denne type behandling forhindrer, at blodproppen bliver større, og at der opstår flere blodpropper.

Hvis man oplever symptomer på blodprop i ben eller lunger på en flyrejse, er det vigtigt straks at meddele flypersonalet, at man har en kræftsygdom og/eller er i behandling for kræft. Alle flyselskaber har den fornødne blodfortyndende medicin ombord og kan iværksætte denne behandling.

Behandlingen i sig selv er ikke farlig, heller ikke hvis det viser sig ikke at være en blodprop. Reglen er derfor at behandle på mistanke og ikke vente.

Læs om din sygdom

Dette er en generel beskrivelse af blodpropper. Du kan læse om de enkelte sygdomme, herunder eventuelle bivirkninger til behandlingerne her:

Kræftsygdomme

Læs alt om bivirkninger og senfølger

Bivirkninger og senfølger - forsiden

 

Rådgivning

Ældre kvinde taler med en kvinde med ryggen til

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Om kræftsygdomme

Om kræftsygdomme

Viden om symptomer, undersøgelse og behandling af kræftsygdomme.

Kræftsygdomme


Opret en profil på cancerforum og mød andre patienter og pårørende, som du kan dele tanker og erfaringer med.