Gå til sygdomsliste

Årsager til diarré og tarmproblemer

Her kan du læse om årsager til diarré og problemer med fordøjelsen, efter du har været i behandling for kræft.

Diarré (tynd afføring flere gange om dagen), tendens til tyndere afføring end tidligere, luftdannelse og rumlen i maven er problemer, som mange kræftpatienter oplever. Når man har diarré, kommer maden gennem tarmen uden at blive fordøjet og optaget ordentligt. Det betyder, at kroppen optager færre næringsstoffer, vitaminer og mineraler og mindre væske.

De mest normale årsager til diarré og tarmproblemer:

  • Kemoterapi, der påvirker cellerne i mave og tarm, kan give en irritation i tarmslimhinden
  • Strålebehandling mod mave, tarm og underliv, hvor tarmens slimhinde tager skade. Ved strålebehandling kan mave-tarmproblemerne begynde efter nogle få behandlinger og vare i op til 1-2 måneder efter afsluttet behandling. Nogle kræftpatienter, der har fået strålebehandling i mave-tarmområdet, kan risikere at have problemer med fordøjelsen resten af livet
  • Uro, ængstelse og nervøsitet
  • Anden medicin f.eks. antibiotika
  • Følsomhed over for bestemte fødevarer
  • Operation i mave eller tarm
  • Tarminfektioner
Søger du information om symptomer på kræft?

Her på siden kan du læse om diarré og problemer med fordøjelsen, som kan være bivirkninger til nogle former for kræftbehandling.

Søger du i stedet information om diarré og andre symptomer på kræft, finder du det her:

Ændret afføring

Hvis diarréen varer i mere end en uge, er det vigtigt at kontakte en læge

Når man har diarré, kommer maden gennem tarmen uden at blive fordøjet og optaget ordentligt. Det betyder, at kroppen optager færre næringsstoffer, vitaminer og mineraler og mindre væske.

Hvis diarréen varer få dage, og maven derefter fungerer normalt, kan kroppen hurtigt få opfyldt behovet for diverse næringsstoffer igen. Hvis diarréen varer i mere end en uge, er det vigtigt at tale med en sygeplejerske eller læge om problemet. Det gælder om hurtigt at finde årsagen til, at du har diarré, så du kan få den rette hjælp til at løse problemet.

Diarré kan skyldes, at man ikke kan tåle mælk

I nogle tilfælde kan strålebehandling, kemoterapi og behandling med antibiotika have den virkning på tarmen, at den ikke kan fordøje og optage mælkesukker (laktose). Tilstanden kaldes laktoseintolerance eller laktosemalabsorption, og man kan få luft i maven og diarré, hvis man indtager mælkesukker.

Laktoseintolerance er ofte midlertidig

Laktoseintolerance vil i langt de fleste tilfælde være midlertidig og forsvinde, når kræftbehandlingen er overstået.

Der findes mælkesukker i mælk, mælkeprodukter samt retter, hvor der er tilsat mælkeprodukter.

Nogle patienter har efter strålebehandling på tarmområde/underliv vedvarende problemer med at fordøje mælkeprodukter. Nogle tåler bedre syrnede mælkeprodukter (A38, Cultura og Acido), da laktoseindholdet i de syrnede mælkeprodukter er væsentligt lavere end andre mælkeprodukter.

Diarré kan skyldes, at tarmen ikke kan optage fedt

Tarmen kan i nogle tilfælde have svært ved at nedbryde fedtet i maden. Derved passerer fedtet ufordøjet gennem tarmen, og det kan give diarré og ofte et stort vægttab. Man kan se på afføringen, om der er ufordøjet fedt i. Afføringen er glinsende og ofte lysere end normalt, og den kan være meget svær at skylle ud af toilettet.

Ved operation i bugspytkirtlen kan det være nødvendigt med tilskud af enzymer for at bevare en normal fedtfordøjelse.

Fedt er en nødvendig del af kosten, så det er en god idé at søge vejledning hos din læge eller en diætist, hvis du er i tvivl, om du får nok fedt i din kost.

Kost ved diarré og tarmproblemer

Det er vigtigt at være opmærksom på at få kalorier nok, hvis du har diarré og taber dig. Få gode råd til, hvad du kan spise:

Gode råd ved diarré og tarmproblemer

Hvis du er i behandling med kemoterapi og får diarré, skal du straks kontakte sygehuset

Hvis du er i behandling med kemoterapi og har mere end fem tynde afføringer på et døgn, skal du straks kontakte den afdeling, hvor du får din kemobehandling. Diarréen kan skyldes en infektion, der skal behandles. Da dit immunforsvar er svækket af kemoterapien, kan kroppen måske ikke selv bekæmpe infektionen.

Det er vigtigt, at du ikke tager stoppende midler ved diarré, der skyldes en infektion.

Læs alt om bivirkninger og senfølger:

Bivirkninger og senfølger

 

Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Om kræftsygdomme

Om kræftsygdomme

Viden om symptomer, undersøgelse og behandling af kræftsygdomme.

Kræftsygdomme


Opret en profil på cancerforum og mød andre patienter og pårørende, som du kan dele tanker og erfaringer med.