Gå til sygdomsliste

Symptomer på lymfødem

Vær opmærksom på tidlige tegn på lymfødem, hvis du har fået strålebehandling eller fået fjernet lymfeknuder i forbindelse med din kræftbehandling – typisk i forbindelse med brystkræft eller kræft i underlivet. Det er vigtigt at forhindre lymfødemet i at udvikle sig. Jo tidligere et begyndende lymfødem bliver opdaget, desto bedre kan det kontrolleres.

Lymfødem udvikler sig individuelt og kan opstå lige efter en operation, men kan også udvikle sig efter flere år. Det er meget forskelligt, hvor udtalte symptomer man får ved lymfødem, og hvor hurtigt det udvikler sig. 

Ved lymfødem i benene kan begge ben rammes i varierende grad.

De første tegn på lymfødem kan være:

  • Synlige hævelser efter fysisk belastning, men som aftager igen under hvile (i løbet af natten)
  • Sko og fingerringe, der strammer
  • En fornemmelse af spænding, øget tyngdefornemmelse og stivhed
  • Smerter eller ømhed
  • Mere tør hud
Vær opmærksom på din krop

Er du brystopereret, er det en god idé allerede et halvt år efter operationen at være opmærksom på, om du er ved at udvikle lymfødem i armen på den opererede side.

En volumenforskel på mere end 5 pct. på de to arme kan være et tidligt tegn på lymfødem. Vær opmærksom på, at hvis man er højrehåndet, er denne arm som regel omkring 1,5 pct. større end den venstre og omvendt.

Måling af volumen på arme og ben

Bed din læge eller en specialuddannet lymfødemterapeut om at foretage regelmæssige målinger af volumen på dine arme eller ben. På den måde er det lettere at opdage de tidligste tegn på lymfødem. Målingerne kan også bruges til at kontrollere, om behandlingen er effektiv.

På universitetssygehuset i Skåne bruger man blandt andet regneark til at notere målingerne og dermed følge udviklingen. Ved hjælp af disse skemaer kan din læge eller terapeut foretage regelmæssige målinger af volumen af dine arme eller ben. Skemaerne er på svensk og engelsk. Nederst i arkene finder du instruktioner, eksempler og selve regnearket, I kan udfylde.

Regneark til volumenberegning af armlymfødem

Regneark til volumenberegning af benlymfødem

Se alle regnearkene på plasticsurg.nu

Kontakt lægen, hvis du oplever tidlige tegn på lymfødem

For så tidligt som muligt at opdage et eventuelt begyndende lymfødem, kan du blive kontrolleret hos din egen læge eller på hospitalet i et halvt år efter operationen. 

Mærker du selv symptomer på lymfødem, så kontakt lægen. Lægen kan henvise dig til en specialuddannet lymfødemterapeut, som kan vurdere, om du har behov for behandling.

Heldigvis får de fleste kun mindre hævelser, men kronisk lymfødem kan være ubehageligt og nedsætte dit funktionsniveau. 

Et kronisk lymfødem kan også medføre psykologiske problemer, da det kan ændre kroppens udseende betydeligt og hæmme evnen til at udføre dagligdags gøremål.

Hvis et lymfødem er begyndt at udvikle sig, kan flere faktorer med tiden forværre ødemet og gøre det vanskeligt at behandle:

  • Dannelse af fedtvæv
    Udover væskeophobning sker der allerede inden for et år en nydannelse af fedtvæv på grund af kronisk inflammation
  • Dannelse af bindevæv

    Ophobning af protein og kronisk inflammation vil nogle gange medføre, at der efterhånden dannes bindevæv (fibrose), som gør vævet hårdt (specielt i benene)
  • Hudproblemer
    Ved ubehandlet lymfødem bliver hudens modstandskraft svækket og det lokale immunforsvar nedsættes. Huden bliver derfor mere modtagelig for infektioner med bakterier (rosen, erysipelas) eller svamp

Fremskredent lymfødem er præget af fortykket hud med revner, øget risiko for infektion og er ofte forbundet med lugtgener. 

Det er derfor vigtigt at kontakte lægen hurtigt, hvis du oplever tegn på lymfødem. Så kan du få tilbudt den rette behandling og måske undgå, at lymfødemet udvikler sig.

Læs alt om lymfødem:

Lymfødem - forsiden

 

Om kræftsygdomme

Om kræftsygdomme

Viden om symptomer, undersøgelse og behandling af kræftsygdomme.

Kræftsygdomme


Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Del dine erfaringer om lymfødem med andre i samme situation som dig.


Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Alternativ behandling og naturlægemidler

Om alternativ behandling

At gøre noget aktivt for sig selv kan give håb og styrke, hvis du har kræft.

Alternativ behandling


Til kræftpatienter, der ryger

Hjælp til rygestop

Hæfte og pjece til rygere, der har fået kræft

Hjælp til rygestop