Undersøgelser for lymfødem
Diagnosen lymfødem kan som regel stilles på baggrund af din forhistorie og lægens undersøgelser, hvor du bliver undersøgt for tegn på lymfødem, og om der er forskel på de to sider af kroppen. Ved fund af lymfødem vil du blive henvist til behandling hos en specialuddannet lymfødemterapeut.
Hvordan måles lymfødemets volumen?
Når du skal undersøges for lymfødem, bør det være en erfaren specialist, der laver undersøgelsen. Det gælder både, når diagnosen skal stilles og senere, når effekten af behandlingen måles.
Når effekten af behandlingen skal måles, bliver der ofte lavet en såkaldt volumenmåling. Den bedste til at lave denne undersøgelse er den behandlende lymfeterapeut, som eventuelt kan diskutere resultaterne fra undersøgelsen med lægen. Det er vigtigt, at undersøgelserne bliver udført under standardiserede forhold for at sikre, at resultaterne kan sammenlignes over tid. Begge arme eller ben skal altid måles, da det normale volumen varierer i løbet af dagen og ved vægtændringer. Målene skrives ind i et skema.
Måling af omkredsen kan bruges til at beregne lymfødemets volumen
Måling af omkredsen af arm/ben lægges ind i et specielt computerprogram, som beregner kropsdelens rumfang (volumen). Metoden kan dog ikke bruges til at måle hænder eller fødder.
Vurdering af volumen ved vandfortrængning
Arm- og benvolumen kan også måles med såkaldt vandfortrængning. Her bliver volumen af den hævede kropsdel undersøgt ved, at din arm eller dit ben sænkes ned i en beholder med vand. Det vand, der løber over, når kropsdelen kommer ned i vandet, bliver vejet, og vægten af vandet er lig med kropsdelens volumen. Metoden kan også bruges til hænder og fødder.
Du bliver typisk målt på diagnosetidspunktet, efter to ugers kompressionsbehandling og senere ved kontrol, hvor lægen eller lymfødemterapeuten bruger måling af volumen til at vurdere, hvor godt behandlingen virker.
Hvordan måles vand i vævet?
Bioimpedans vil sige, at lægen måler mængden af vand i vævet ved at måle den elektriske modstand (impedans) i f.eks. en hævet arm og sammenligner det med den raske arm.
En anden mulighed er måling af TDC (tissue dielectric constant), som er baseret på refleksion af et elektromagnetisk signal, der er afhængig af indholdet af vand i vævet.
Begge metoder kan tidligt afsløre et begyndende lymfødem, allerede inden det kan måles med volumenmåling. Metoderne kan ikke måle volumen af ben eller vurdere, om hævelsen også skyldes bindevæv og fedt.
Hvordan vurderes lymfødem andre steder på kroppen?
Har du lymfødem af hoved, hals, bryst, krop eller kønsdele, kan lymfødemets omfang bedst vurderes ved hjælp af fotografier, som sammenlignes over tid.
Andre undersøgelsesmetoder til vurdering af lymfødem
Lægen kan også vurdere lymfødemet ved hjælp af forskellige andre undersøgelsesmetoder: