Gå til sygdomsliste

Reaktioner efter alder

Uanset alder, vil de fleste børn reagere på ændringer i hverdagen. Nogle reaktioner ses i alle aldersgrupper, mens andre reaktioner særligt ses hos mindre børn, f.eks. at udviklingen går lidt i stå, eller hos unge, f.eks. at være mindre hjemme.

De fleste mennesker finder tryghed i hverdagens rutiner og ritualer. Derfor vil børnene ofte reagerer, når hverdagen forandrer sig, som hvis f.eks. mor eller far har kræft.

Almindelige reaktioner i alle aldre

Børn i alle aldre kan f.eks. reagere med:

  • At blive omsorgsfulde eller overartige
  • Bekymring
  • Utryghed
  • Tristhed
  • Vrede
  • Søvnproblemer

Reaktionerne afhænger af det enkelte barns måde at være på, nogle er mere stille og indadvendte, mens andre er mere udad-reagerende.

Barnets reaktion kan også afhænge af de erfaringer, barnet har i forhold til at reagere og håndtere vanskelige situationer.

Reaktioner typisk for særlige aldersgrupper

Nogle reaktioner er dog typiske for mindre børn, der endnu ikke har udviklet et sprog.

Andre reaktioner er mere typiske for børn i skolealderen. For teenagere og unge, der står midt i at løsrive sig fra forældrene, er der også nogle typiske reaktioner.

Også helt små børn kan reagere på, at stemningen i hjemmet ændrer sig.

Reaktioner hos det lille barn

Små børn reagerer også, selvom de ikke har et sprog til at udtrykke sig med, og de ikke kan forstå, hvorfor hverdagen har ændret sig.

De små børn reagerer f.eks. på, at stemningen i hjemmet ændrer sig, eller at de voksnes ansigtsudtryk bliver triste.

Små børn kan reagere ved at blive mere pylrede, græde, have søvnproblemer og gå lidt i stå i udviklingen.

De får ofte en tryghedssøgende adfærd og vil helst være hos mor eller far hele tiden.

Nærvær og hverdagens rutiner kan hjælpe det lille barn

Du kan hjælpe dit lille barn ved at have meget kropskontakt, så barnet kan mærke dig. Massage kan også virke beroligende.

Prøv så vidt muligt at have tid hver dag med dit barn, hvor du smiler, har øjenkontakt og leger eller laver sjove lyde.

Det er en god idé, at barnet bliver ved med at blive passet i dagpleje eller institution. Rutiner skaber tryghed for små børn.

Måske vil sundhedsplejersken hjælpe med konkrete råd til, hvordan du hjælper dit barn, hvis barnet er under 1 år.

Du kan også søge hjælp hos barnets pædagog eller dagplejemor.

Video om små børns reaktioner, når en forælder har kræft

Video: Reaktioner hos små børn, når en forælder har kræft

Læs mere om typiske reaktioner hos mindre børn, og hvordan du kan hjælpe:

Søvnproblemer og mareridt

Udvikling går i stå

Hvis barnet føler skyld

Skab en forudsigelig hverdag


Reaktioner hos skolebarnet (før puberteten)

Børn i skolealderen reagerer ofte ved at blive meget omsorgsfulde i forhold til deres familie, hvis de oplever, at en forælder ikke har det godt. Børn i den alder kan bruge meget energi på at gruble over, hvad der sker.

Du kan hjælpe dit barn ved at spørge ind til, hvad der bekymrer det.

Du kan hjælpe dit barn ved at sørge for, at I jævnligt taler om de ting, barnet bekymrer sig om. Du kan f.eks. spørge dit barn:

- Hvordan har du det?

- Er der nogle ting, du tænker meget over for tiden?

Du kan også hjælpe barnet ved at beskrive det, du har bemærket, og spørge ind til, hvad barnet tænker om det:

- Jeg ved, at andre børn, der oplever det samme som dig, kan tænke over, hvordan det skal gå med mor / hvad der nu skal ske / hvem der passer på mig (eller hvad du har bemærket hos dit barn). Er det noget du tænker over?

Det er en god idé så vidt muligt at skabe tid til leg og hygge i familien. Det kan hjælpe til at gøre barnet trygt.

Video om skolebarnets reaktioner, når en forælder får kræft

Video: Reaktioner hos skolebarnet, når en forælder har kræft

Læs mere om typiske reaktioner hos skolebørn, og hvordan du kan hjælpe:

Søvnproblemer og mareridt

Vrede og trods

Ondt i kroppen

Overartig og for ansvarlig

Stille og indadvendt

Det er i orden at være almindelig teenager med venner og fritidsinteresser, selvom ens mor eller far er syg.

Reaktioner hos unge

Unge er på et sted i deres liv, hvor de er i gang med at løsrive sig fra forældrene og orientere sig mod venner og fritidsinteresser.

Det kan skabe en konflikt i teenageren, når en forælder rammes af kræft, og situationen derhjemme ændrer sig.

På den ene side har han eller hun fortsat brug for at løsrive sig, på den anden side kan det føles svært eller ’forbudt’ at vælge forældrene fra, hvis stemningen derhjemme er trist.

Teenagebørn har jo i forvejen en dagsorden, der handler om at tage afstand fra forældrene og finde ud af, hvem man selv er. Og jeg tror, det kan være vanskeligt for begge parter i en situation, hvor hønemoren gerne vil samle kyllingerne, og hvor børnene kan være bange for at miste.

Kvinde med kræftknude i hjernestammen, 49 år

Giv plads til at være almindelig teenager

Du kan hjælpe dine store børn ved at tale med dem om, at det f.eks. er i orden at være ude med vennerne eller at være sur eller uoplagt indimellem, selvom hverdagen har ændret sig. Det kan være rart for barnet at høre det fra forælderen. Du kan f.eks. sige:

- Selvom vi allesammen er kede af det og tænker over, hvad der skal ske nu, forventer jeg ikke, at vi aldrig må være uenige og diskutere tingene. Alting skal ikke laves om, og du skal jo også bare kunne være en helt almindelig teenager.

Det giver den unge et frirum.

Men det er selvfølgelig ligeså i orden, at du siger:

- I dag har jeg brug for ro, fordi jeg har det rigtig skidt, så jeg orker ikke diskussioner. 

Video om teenageres reaktioner, når en forælder har kræft

Video: Reaktioner hos teenagere, når en forælder har kræft

Læs mere om typiske reaktioner hos unge, og hvordan du kan hjælpe:

Vrede og trods

Skolevanskeligheder

Mindre hjemme

Få bog til lærere og pædagoger om at støtte børn i kræftramte familier

Du kan få bogen 'Når far eller mor får kræft' gratis i Kræftens Bekæmpelses webshop. Bogen er et inspirationsmateriale til lærere og pædagoger om, hvordan de støtter børn med en syg far eller mor:

Når far eller mor får kræft

Hvis du er lærer, pædagog eller sundhedsprofessionel

Find viden og gode råd til, hvordan du som lærer, pædagog eller sundhedsprofessionel kan hjælpe børn, der mister en nær pårørende eller oplever alvorlig sygdom i familien.

Projekt OmSorg

 

Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Sebastian besøger kræftafdelingen

Sebastian fortæller om kemoterapi og strålebehandling.


Hvis du er lærer, pædagog eller sundhedsprofessionel

Find viden og gode råd til, hvordan du kan hjælpe børn, der mister en nær pårørende eller oplever alvorlig sygdom i familien.

Projekt OmSorg