Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
Strålebehandling er en meget anvendt form for lindrende behandling af knoglemetastaser.
Tilrettelæggelsen af den lindrende strålebehandling afhænger både af, hvilken type kræft man har, og hvilket område af kroppen der skal behandles.
Strålebehandling gives som regel i form af røntgenstråler. Strålerne virker ved at påvirke kræftcellerne, så de enten dør eller holder op med at dele sig.
Strålebehandling er en form for røntgenstråler i høj dosis. Strålerne påvirker kræftcellerne, så de enten dør eller holder op med at dele sig.
Strålebehandling kan give bivirkninger, men som regel kun i det område, hvor strålerne rammer.
Læs mere om strålebehandling og bivirkninger:
Strålebehandling virker smertestillende hos de fleste patienter med knoglemetastaser, og det er i mange tilfælde også muligt at mindske knoglemetastasen.
Sammen med smertestillende medicin er strålebehandling den mest almindelige behandling af knoglemetastaser.
Strålebehandling, der gives med et stråleapparat (ekstern strålebehandling), er effektiv til at lindre smerter fra knoglemetastaser.
Røntgenstrålerne til behandling dannes i en særlig maskine – en accelerator. Acceleratoren kan bevæge sig, så den kan stråle fra forskellige vinkler. Man skal ligge stille under behandlingen. Strålebehandling gør ikke ondt.
Strålerne rammer kun det område af knoglerne, hvor der er knoglemetastaser.
Hvis man kun har én enkelt knoglemetastase, kan det i nogle tilfælde forsøges at behandle knoglemetastasen med store doser strålebehandling med helbredende formål.
Det er normalt kun muligt at få strålebehandling på få områder ad gangen. På grund af bivirkninger i det normale væv er der en maksimal grænse for den stråledosis, man kan få på de enkelte områder af kroppen.
Strålebehandlingen kan derfor ikke altid gentages, hvis smerterne kommer tilbage i et område, der tidligere har fået strålebehandling.
Har man i første omgang kun fået en enkelt smertelindrende strålebehandling med god effekt, kan behandlingen dog næsten altid gentages, hvis smerterne kommer igen.
Der går som regel 1 uge fra den første strålebehandling, til man kan mærke den smertestillende effekt, og der kan gå op til 6 uger, før den fulde effekt er opnået. Nogle oplever, at smerterne forværres i en kort periode, inden den smertestillende virkning indtræder.
En enkelt stor strålebehandling (på 8-10 Gray) kan have en lige så effektiv smertelindrende effekt som flere strålebehandlinger.
Flere end halvdelen af dem, der får en enkelt kraftig dosis, oplever en markant smertelindring inden for 2 uger, og næsten halvdelen af disse oplever, at smerterne forsvinder helt.
Man kan få kvalme af behandlingen, især hvis man bliver behandlet for knoglemetastaser i ryggen og bækkenet.
Der findes kvalmestillende medicin, der kan lindre generne. Personalet, der giver strålebehandlingen, er opmærksomme på tidligt at sætte ind med forebyggende behandling mod bivirkninger.
Sidst ændret:11.09.2017
Overlæge, dr.med. Claus Kamby
Strandboulevarden 49
2100 København Ø
Tlf.: 35 25 75 00
Fax: 35 25 77 01
E-mail: info@cancer.dk
CVR: 55629013
EAN numre
Kontakt
Privatlivspolitik
Henvendelser om indsigt i
og sletning af persondata:
E-mail: persondata@cancer.dk
Klager over brug af persondata:
E-mail: dpo@cancer.dk
Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 80 30 10 30
Hverdage kl. 9 - 21
Lør. - søn. kl. 12 - 17